Save Me

Kapitel 12:

Jeg vågnede af, at jeg fik en besked. Mine telefon brummede og faldt ned på gulvet. Jeg samlede den op.

Ukendt: Hej Kim.

Jeg rynkede panden. Hvem var det?

Mig: Hvem er det?

Der gik lang tid inden næste besked kom. Næsten 40 minuter.

Ukendt: Niall. Jeg har fået nyt nummer.

Mig: Nå hej Niall :) hvad så?

Jeg skyndte mig at kode hans navn ind i det nye nummer.

Niall: Vil du ikke med ud en tur i parken i dag?

Mig: Jo, det vil jeg da gerne. Hvad tid?

Niall: Vi mødes ved lågen klokken 12.00 :)

Jeg kiggede hen på uret på mit natbord. Klokken var 11.02. Hvordan havde han i sin vildeste fantasi forestillet sig, at jeg kunne nå det på 1 time?

Mig: Aftale. Så ses vi der :)

Pokkers. Nu skulle jeg bare nå det.

Niall: Ja, vi gør.

Jeg lagde min telefon fra mig og rejste mig fra min seng. Jeg skulle først finde noget tøj. Men desværre var mit tøjvalg ikke det største, og jeg brugte derfor 40 minuter på at finde et outfit, som jeg faktisk var ret tilfreds med (billedet i starten).

Jeg kiggede på klokken.

11.43

Fuck. Mit. Liv.

@&7%#$£€#*

Jeg lagde en lynhurtig makeup, som bestod af concealer, pudder, bronzer, lidt læbestift og mascara. Og selvfølgelig min bryn. Derefter styrtede jeg ned ad trappen og tog sko på og fandt en taske. Klokken var nu 11.56, og jeg var færdig.

Sejr.

Jeg vandt.

Over tiden

...

Klokken 12.02 var jeg ved lågen i parken, men Niall var der ikke. I starten ventede jeg bare, men da der var gået 1 1/2 time, uden at han var kommet eller havde svaret på mine beskeder, blev jeg lidt urolig.

Jeg havde ringet 13 gange og skrevet 27 beskeder.

Wow Kim. Prøv lige vær lidt desperat...

Please.

Stop det!

Jeg kunne se en dreng komme gående på den anden side af vejen. Først troede jeg det var Niall, og jeg vinkede og råbte efter ham. Men så så jeg, at det var Darrek. Bag ham kom Sophie. De stoppede op og kyssede hurtigt hinanden. De havde været sammen i snart 3 år. Selvom de var nogle idioter, var det da godt,  at de kunne være idioter sammen.

Jeg prøvede at ringe til Niall igen. Mit hjerte stoppede med at banke, da Darrek's telefon begyndte at ringe i samme sekund.

Det var ikke Niall's nummer.

Det var Darrek's.

Ikke Niall's.

Men hvorfor?

Jeg fik desværre ikke svar på mit spørgsmål, for en flot grå skinnende Audi kom kørende forbi mig. Jeg kunne ikke se meget gennem ruderne. Men jeg kunne se en grinende Josh, der stoppede op midt på vejen og rullede vinduerne ned.

Jeg ville dog indrømme, at Josh var ret flot. Brunt fyldigt hår og et markeret ansigt. Høj. Muskuløs. Ikke noget jeg ville sige nej til. Hvis altså det ikke var fordi, han var en kæmpe idiot, der havde mobbet mig på det groveste så langt tilbage, jeg kunne huske.