Pludselig gjorde jeg noget jeg meget sjældent gjorde! Men jeg kunne ikke lade vær. Et smil bredte sig langsomt i mit ansigt. Kissie skulede ondt til mig. Men jeg var ligeglad. Niall Horan stod lige foran mig, og kiggede med de mest smukkeste øjne jeg nogensinde har set på mig. Og kun på mig!
Resten af dagen kunne jeg ikke få øjnene væk fra Niall. Jeg var ikke mega fan af One Direction. Jeg syntes de var vildt dygtige og havde nogle gode stemmer. Jeg var vel lidt fan. Bare ikke på den der fangirl agtige måde. Mere sådan at jeg beundrede dem. De var helt perfekte. Og Niall. Han var bare så smuk. Med hans blå rolige øjne. Og hans smukke hår. Og hans smil der kunne få enhver pige til at smelte. Og hans stemme. Hvordan kunne man ikke elske ham? Han var enhver piges drøm. Jeg var ikke forelsket i ham. Jeg kendte ham jo ikke. Faktisk syntes jeg bare, at han var smuk.
Da vi havde fri, gik jeg om bagved skolen. Jeg vidste, hvor Kissie plejede at gå hen efter skole. Men idag blev jeg nødt til, at skynde mig. Kissie havde set mig.
Jeg skyndte mig hen til flise stien på siden af skolen. Stien var smal med store buske ved siden. For enden af stien var der en hæk med et lillebitte hul i. Bagved var der endnu en sti, der førte hen til min baghave. Mens jeg gik, hørte jeg fortrin bag mig. Og jeg vidste, at jeg måtte væk. Hurtigt!
Jeg satte farten lidt op, og nu var jeg kun få meter fra hullet. Men det var for sent. En hånd tog fat om min skulder. Hun havde set min omvej! Mit gemmested. Det eneste sted jeg kunne føle mig sikker. Alt var slut. Jeg skulle ende med at blive mobbet hver dag, hvert minut, hvert sekund! Men det var ikke Kissie, der stod der! Det var Niall. Da jeg havde drejet mig rundt, stod jeg og kiggede ind i et par dybe, smukke blå øjne. Redet!
"Hej!" Sagde Niall roligt og smilede.
"H-hej" fik jeg fremstammet.
Jeg fangirlede ikke over, at han stod foran mig. Men jeg var chokeret over, at han gad at have noget med mig at gøre. Jeg var klassens offer! Jeg havde ingen venner. Så hvorfor skulle han gide at være venner med mig? Men okay. Det var bare et hej. Måske ville han bare finde mine svagheder, så han kunne knuse mig!
"Jeg...hedder Niall" sagde han og rødmede.
"Ja, det ved jeg" sagde jeg stille. Han så lidt skræmt ud, indtil jeg opdagede, at jeg ikke blinkede. Mine kinder blev varme, og jeg kiggede ned i jorden.
"Du ser sød ud, når du rødmer" sagde han og tog fat om min hage og løftede mit hoved op. "Tak. Tror jeg". Tro det eller ej det var faktisk det sødeste, nogen nogensinde havde sagt til mig.
"Hvor gammel er du" sagde Niall. "17". Jeg var den ældste i klassen. Og stadig blev jeg behandlet som en 5 klasser.
"Også mig" sagde Niall og lignede en der tænkte, at det var noget af et sammentræf! Bag Niall kom Kissie frem bag buskene. Havde hun holdt øje med os?
"Nå men jeg må heller se at komme hjem" sagde jeg, og vendte mig om for at gå.
Niall tog fat i mit håndled. "Ses vi i morgen?" Han kiggede spørgende på mig. Jeg tænkte mig lidt om. "Det kan du bande på Horan" sagde jeg og kravlede igennem hullet.
På vejen hjem tænkte jeg på, om Niall ville blive en af Kissie's "venner". Ville han mon nogensinde hoppe på bølgen? Det var nærmest et mønster. De lækre eller smukke der startede i klassen, tog
Kissie nærmest til sig.
Engang fik jeg faktisk en veninde. Sophie hed hun. Vi tog en dag hjem til hende. Jeg husker tydeligt hendes hus. Det var hvidt med 5 vinduer på huset's facade. Der var 2 etager og en stor baghave med et klatrestativ i midten. Der hvor solen altid skinnede, hang en hængekøje i træerne. På hendes værelse var der udsigt over skoven. Hun havde en lille altan. Men den brugte hun ikke så meget. Hendes seng stod i hjørnet, og et tøjskab stod i et andet hjørne. Hvis man sad på siden af hendes seng, kunne man sidde og se fjernsyn. Der var altid ryddet op. Den dag jeg var der, var der koldt udenfor, så vi tog et tæppe, og lagde os under det. Vi bagte også småkager og lavede varm kakao, og så sad vi ellers bare, og hyggede os med det på hendes værelse, mens vi så en masse film.
Hun havde 4 søskende. 3 piger og 1 dreng. Hun var den ældste. Hendes ene søster Lisa på 4 år. Hendes anden søster Chey på 6 år. Hendes tredje søster Ashley på 9 år og hendes bror Max på 12 år. Jeg siger dig. Han var damernes ven! De levede allesammen sammen i det kæmpe hus med deres mor og far. Mr. Og Mrs. Johnson.
Men så en dag i skolen snakkede hun ikke med mig. I stedet for at tale med mig gik hun over til Kissie. Siden den dag har jeg ikke haft en eneste ven. Dengang var jeg 14. Max er nu 15. Ashley er 12. Chey er 9. Og Lisa er 7.
Dengang var jeg barnepige for Lisa og nogle gange Chey hvis hun havde lyst.
Jeg savnede at have en ven!
Da jeg var kommet indenfor, smed jeg min taske i entréen. Jeg tog mine slidte Vans af. Det var de eneste sko, jeg havde.
For at komme op på mit værelse skulle jeg gå igennem køkkenet. Men da jeg kom derind stod min mor ovre ved bordet og græd. Jeg skulle lige til at spørge hvad der var galt, da en dråbe blod trillede ned fra hendes arm.
"Mor?" Sagde jeg med rystende stemme.
Forfatternes note: Yo, hvad så amigos?
Nej?
Okay😂
Håber I kunne lide dette kapitel. Jeg har lagt mange kræfter i det, og jeg håber at i vil fortsætte med at følge med i det, da det betyder meget for mig, hvis folk kan lide mine historier :) fremover skriver jeg ikke titler til kapitlet da jeg ikke dur til det :( men hvis i vil så stem, og kommenter hvad I syntes, så er I da bare de bedste :D
أنت تقرأ
Save Me
أدب الهواةHvordan er det, at have en far der er besat af alkohol, en selvskadende mor, en klasse fuld af mobbere og så samtidig være forelsket i sin bedste ven? Ja, det ved den 17 årige Kimberly alt om.
