Save Me

Kapitel 8:

Niall gik bag mig hele vejen ind i klassen. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt. Jeg var jo ikke vant til, at have nogen ved siden af mig.

Niall satte sig ned i hjørnet, lige ved siden af der hvor jeg plejede at sidde. Jeg gik hen til stolen, for at sidde mig ved siden af ham men Kissie var hurtigere, og da jeg var 5 centimeter fra, at rører stolen skubbede Kissie mig ned med sin hofte, så jeg landede med et bump på gulvet. Mit haleben begyndte at brænde og gøre ondt.

"Se dig dog for" sagde Kissie spydigt. Jeg kiggede fortabt på hende. Hvad havde jeg regnet med. At jeg kunne være ligesom Kissie? Sådan er jeg ikke! Når jeg endelig snakker, er det ikke noget flabet, jeg siger. Så at være ligesom Kissie ville være ligesom at få en med højdeskræk med op i Eiffeltårnet.

"Hun var der altså først Kiss", sagde Niall og rejste sig for derefter at hjælpe mig op. "Er du ok?". Jeg nikkede. Kiss..kælenavn..det tegnede ikke godt.

"Jeg sidder da altid her", sagde Kissie uskyldigt men med et ondt glimt i øjet. Niall smilede. "Ja, fordi du altid tager hendes plads". Kissie kiggede med et flirtende blik på Niall. Han blev rød i hovedet og kiggede ned. "Niall?", sagde Kissie. "Kom lige jeg skal tale med dig". Hun tog hans hånd og trak ham med ud af klasseværelset og ud på gangen.

Jeg kiggede på stolen, Kissie havde siddet på og havde mest af alt lyst til at spytte på den og hoppe ud af vinduet. Men så kom Sophie hen til mig

"Hvorfor står du og glor på en stol?", sagde hun og grinte. Ikke det der venlige grin men det hånende. "Jeg..jeg" stammede jeg kort og tøvede. "Du hvad? Er til grin? Har du ikke opdaget det endnu?". Tænk at vi engang var venner. Havde hun mon overhovedet lyst til at være sådan?

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Men det gjorde hun selvfølgelig. "Tudefjæs", sagde hun og grinede, hvorefter Mick kom gående hen imod Sophie og mig. Tudefjæs? Jeg tog fingeren op til kinden, og kunne mærke at den var helt våd. Først der gik det op for mig, at jeg var fuldstændig blændet af tåre.

"Gå" sagde jeg og fældede endnu en tåre. "Du kan sgu da selv gå. Ned i en vulkan". Wtf

Jeg fik nok. Jeg løb ud af klasse værelset og ned af gangen. Jeg skulle til at løbe ud af døren, da jeg så Niall og Kissie bag ved muren. Jeg bremsede hårdt op og kunne svagt høre stemmer. Hvis jeg anstrengte mig, kunne jeg sagtens holde mine små hulk tilbage, hvilket betød, at jeg kunne høre dem meget tydeligere.

"Hvad er det, du har imod hende?", spurgte Niall irriteret. "Niall..min ven..nu skal du høre. Hun er slet ikke, som du tror. Da vi gik i første klasse, slog hun alle i klassen for at få deres madpakker eller penge. Og da vi startede i tredje, startede hun rygter om mig. Hun sagde, at jeg havde skubbet hende ned i en sø, og ingen ville snakke med mig i flere måneder". Hvad? Slå? Stjæle? Starte rygter? Hvad var det her? Skjult kamera eller sådan noget?!

Jeg havde lyst til at træde frem og råbe ad hende, men inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke turde. Jeg skulle lige til at dreje mig og gå tilbage, men så hørte jeg Kissie tale igen. "Niall hun er ikke god for dig".

"Nej, men som om det giver dig ret til at mobbe hende", sagde Niall med hævet stemme.

"Niall jeg tror ikke du forstår. Kimberly mobbede os. Vi giver hende bare 5 års hævn. Det er ligesom en rutsjebane. Det er sjovt i starten, men bagefter står man ved en hæk og kaster spanskrør op. Hun har prøvet rutsjebanen. Nu er det hendes tur til at smage de klamme spanskrør". Kissie afsluttede sin lange løgnhistorie.

Jeg kunne høre Niall sukke og nogle skridt komme hen mod mig. Jeg trykkede mig op ad muren og gemte mig bag en sort jakke. Niall kom gående forbi, og jeg slappede af, da han var væk. Døren til den store gård lukkede i. Kissie var også væk.

Jeg fjernede jakken fra ansigtet og kiggede fra side til side. Der var ikke en eneste på gangen. Med tårene pressende bag øjnene løb jeg rundt om muren og udenfor. Der var koldt, og jeg fortrød, at jeg ikke havde taget min jakke med.

Jeg gik hen mod stien ved siden af skolen. Da jeg havde kigget mig over skuldrene, og sat mig så ingen kunne se mig, lod jeg tårene få frit løb. De trillede ned ad kinderne, som hvis de løb om kap. Hvad skulle jeg gøre? Hvad hvis Niall troede på det, Kissie sagde? Hvad hvis han ikke ville tro på mig, hvis jeg sagde, at det var løgn? Ville han mon tale med mig igen?

Mens jeg sad og græd, hørte jeg pludselig skridt og en velkendt stemme kalde på mig. "Kimberly?! Kim?". Jeg trykkede mig tættere op mod muren og længere ind i busken. Han skulle bare ikke se mig lige nu. Min mascara lå hulter til bulter rundt om øjnene, mine øjne var fuldstændig blodsprængte og mine kinder var helt røde. Jeg lignede en solbrændt panda.

"Kimberly!". Stemmen var lige på den anden side af busken. Jeg satte mig længere ind i busken, men en gren knak da min fod blev trykket ned på den. Niall kom hen ved siden af mig. Da han så at jeg græd, tog han fat i mit håndled og fik mig rejst op. "Kom lige med" sagde han.

Vi gik hen mod hullet i hækken og kravlede igennem. I stedet for at gå på den lange sti der førte hen til mit hus, gik vi den modsatte vej og kom hen til en lille skov. Han trak mig hele vejen igennem uden at sige noget. Jeg blev lidt nervøs og stoppede op. "Hvor skal vi hen?", spurgte jeg, og kunne mærke at tårene var på vej igen. "Et sted hvor vi kan tale uden at blive afbrudt", sagde han og smilede.

Vi fortsatte hen på den anden side af skoven. Der var en stor græsplæne med en vej og nogle huse ved siden af. Han satte sig ned midt på græsplænen og klappede på græsset ved siden af ham. Jeg kiggede forvirret på ham. "Sid ned". Han smilede til mig. Jeg gjorde, som han sagde og satte mig ned.

"Kimberly jeg vil gerne lære dig at kende. Og jeg vil først og fremmest gerne vide, om du også vil lære mig at kende." Jeg kiggede ned og smilte lidt.

Selvfølgelig ville jeg det. Han var den eneste person, jeg ville lære at kende. Den eneste person jeg ville tale med.

"Vil du?", spurgte han. Jeg nikkede svagt. "Ja". Han smilte stort. "Fedt!"

"Var der mere?", spurgte jeg med et lille smil på læben. "Ja.."

Jeg satte mig til rette og bed tårene i mig. "Hvis vi skal lære hinanden at kende, skal jeg kunne stole på dig." Jeg nikkede.

"Kissie fortalte mig, at du mobbede hende og de andre, indtil i startede i 5 klasse. Hun sagde at du stjal, startede rygter....det var ikke rigtigt..vel?". Han løftede det ene øjenbryn lidt. Jeg rystede på hovedet. "Nej. Jeg er blevet mobbet, siden jeg startede i skole. Jeg har ikke været stærk nok, til at kunne gøre noget lignende. Og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre".

HOLYSHITENMASSESÆTNINGER KIMBERLY. Slap af.

"Wow. Jeg har aldrig hørt dig sige så meget", sagde han med et nervøst smil.

Jeg smilte. "Heller ikke mig". Det var ikke engang løgn. Jeg kunne jo godt tale. Men jeg havde ikke behov for det ligesom andre.

"Okay men hvis du siger, at du ikke har gjort det, tror jeg på det". Han rejste sig op, og før jeg vidste ad det, havde han sat sig på min ryg. Av

Forfatterens note: Yo....piger...🙈

Okay så jeg er ikke så god til at opdatere så her er et ok langt kapitel🙉

Og lige en ekstra ting...

Jeg vil så SÅ gerne svare på jeres kommentarer men jeg kan ikke😱hver gang jeg trykker send står der at jeg skal trykke send og så sender den en eller anden mail eller sådan noget. Hvis der er nogle der har prøvet noget lignende vil i så ikke lige hjælpe?😁

Tak på forhånd😱❤️

Bliv ved med at læse og stemme😏😄❤️❤️