Save Me

Kapitel 13:

Jeg satte mig med et bump i sengen og pustede ud. Tårerne væltede ned ad mine kinder, og jeg kunne slet ikke styre det. En masse tanker væltede rundt i hovedet på mig. Og for første gang i lang tid havde jeg selvmordstanker. Men jeg lagde dem til siden og prøvede at glemme dem.

Egentlig kunne jeg ikke finde nogen grund til, at jeg sad der og græd. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok bare, var det, der var sket. Men alligevel var det jo ikke noget, i forhold til hvad de ellers havde gjort før.

Pludselig fik jeg en besked.

Ukendt: Heej.

Jeg kiggede forvirret på beskeden. Gad vide hvem det var.

Mig: Hej. Hvem er det?
Ukendt: Mike. Jeg går i din klasse. Men du har nok ikke lagt mærke til mig før.
Mig: Åh, hej Mike. Jo, jeg vidste godt, at du gik i min klasse. Hehe. Hvad så?
Ukendt: Ikke så meget. Min mor er lige røget på hospitalet :(
Mig: Ej det var da forfærdeligt! Det er jeg virkelig ked af at høre.

Og sådan blev vi ved med at skrive lige indtil klokken 23.40. Jeg følte faktisk, at jeg kunne stole på ham. Han var vildt sød og sjov, og vi havde rigtig mange ting tilfælles. Vi snakkede begge ikke med vores far, vi var begge modstandere af rygning, alkohol og stoffer, og vi gik begge meget op i, at alle andre havde det godt.

Da jeg vågnede næste morgen, var der en ny besked fra ham.

Mike: Godmorgen. Vi ses i skolen.

Jeg smilte. Han var nu okay.

_______________________

Næste morgen var døren til fysik/kemi-lokalet låst, så jeg satte mig op ad væggen og ventede. Jeg var alene på gangen, og der var larmende stille.

Efter at have siddet der i lang tid hørte jeg pludselig nogle komme. Da jeg så Sadie og Darrek dreje om hjørnet og gå hen mod mig, rejste jeg mig og begyndte at løbe. Desværre glemte jeg alle mine ting.

Jeg var væk, i noget der lignede en halv time, og da jeg kom tilbage var min taske revet op, så lynlåsen var flækket af, mine bøger var flænsede og mine blyanter var spredt ud over det hele. Det værste var helt sikkert, at alt indholdet i skraldespanden overfor mig var tømt i min taske.

Jeg var så ked af det.

Hvilket jeg ikke forstod, for det var jo barnligt og lamt, det de gjorde. Og jeg var 17 år. Jeg burde ikke blive ked af det over det.

Jeg valgte at lade mine ting ligge og skynde mig hjem. Det var dumt at tage hjem på grund af det. Men jeg var ikke i humør til deres pis den dag.

___________________

Da jeg var kommet hjem, ringede Niall. Han ville gerne komme over, og efter noget tid gav jeg mig.

Da han kom gik vi op på mit værelse. Han stoppede midt på gulvet og ville give mig et kram. Jeg tog armene rundt om ham og lagde hovedet på hans bryst. Det var så dejligt at have Niall i mit liv. Han var så omsorgsfuld og kærlig.

"Er du okay?", spurgte han og kyssede mig i håret. Jeg ville ikke sige 'nej', for så skulle jeg til at forklare, så jeg nikkede bare med hovedet.