Uddrag fra sidst:
Alex p.o.v
"Lad mig tage dig hen til lejren i morgen? De kan hjælpe det" sagde jeg
"De... de kan ikke lide mig, og de kan endnu mindre lide dig sammen med mig" sagde hun og kiggede ned i jorden.
Jeg lagde min hånd på hende kind og hæv forsigtigt hendes hoved op igen.
"fuck det" sagde jeg, og kyssede hende.
----------------------------------------------------------------------------------------------------
Derek P.O.V
Alex var taget afsted, Lilly var gået tilbage på værelset, Olivia var gået vredt, og jeg stod nu alene på gangen med Gabriel. Jeg stod lidt og overvejede at konfrontere ham, men besluttede mig for at løbe efter Olivia i stedet. Jeg indhentede hende hurtigt.
"Gå væk Derek..." sagde hun koldt.
Jeg var meget overrasket over det her svar.
"Undskyld.. hvad?" spurgte jeg fornærmet.
"Jeg vil gerne være alene" sagde hun uden overhoved at kigge på mig.
"Jeg er har vitterlig været død for dig.. kommet til bage til dig.. og nu vil du ikke snakke med mig?" spurgte jeg. Da ordene forlod min mund kunne jeg høre med det samme at de var en del over grænsen. Det fik hende til at stoppe op i hendes gang, og vende sig om. Hun så meget vred ud.
"Da du var død... var jeg så bekymret for dig. Jeg tiggede og bad Gabriel gøre alt hvad han kunne for at få dig tilbage, JEG gav mit alt for dig. Nu vil du ikke engang overveje at hjælpe? Jeg vil aldrig kunne betale den gæld jeg har til Gabriel tilbage, jeg vil aldrig stoppe med at være taknemlig. Du, vil ikke engang prøve" sagde hun. Det var svært at se om hun var vred eller ked af det.
"Når det kommer til min flok... du ved godt de tager prioritet" svarede jeg sukkende.
"Over mig? over os?" spurgte hun, det var nu klart hun var ked af det, ikke sur.
"Ja... i nogen tilfælde... ja... det er hvad jeg har sagt ja til som Alfaen" svarede jeg kiggende ned i jorden. Hun sukkede.
"Hvad så med mig? Hvad med hvad jeg vil... har du tænkt over det? Hvad hvis jeg gerne ville møde min biologiske far, bruge mere tid med min biologiske bror. Selv Mads kan du ikke lide. I dit hoved er ingen gode nok til mig. Men alle er ikke din fjende Derek, det er ikke dit job at beskytte mig, det ikke dit job at redde verden. Og jeg vil gerne opleve den, ikke være fanget i din boble.... Jeg er bare træt Derek, jeg elsker dig, men jeg kan ikke ha det sådan her hele tiden... Det er altid hvad du vil, hvad der er bedst for dig, og du mener altid du ved hvad der er bedst for mig. Vi er hele tiden uvenner. Og jeg vil gerne være lidt for mig selv. Siden jeg lærte dig at kende, jeg føler ikke jeg har taget et valg selv. Jeg ved ikke hvem jeg er mere... hele mit liv handler om dig"
"Olivia...lad vær" de ord gjorde ondt at sige.
"Derek... Vi skal ikke være sammen mere... ikke det næste stykke tid i hvert fald" sagde hun og begyndte at græde.
Jeg gik hen for at kramme hende men hun tog et skridt tilbage, og rystede på hoved.
"Jeg skal i gennem det her selv" sagde hun og gik.
Jeg var overvældet af følelser, jeg gik tilbage til værelset, og besluttet mig for at sove, det var ved at blive sent og jeg kunne ikke overskue verden på det tidspunkt.
Alex P.O.V
Da jeg vågnede hjemme ved Maria var det stadig mørkt udenfor, Både Maria og Sandra sov. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, så jeg lå blot og kiggede op i loftet. Jeg tror jeg havde været vågen i en times tid hørte jeg pludselig et hårdt slag på døren, og så et til og et til. Jeg nærmest hoppede op af sengen. Smed nogle bukser på og gik hen til døren.
"Hvem er det!" råbte jeg offensivt.
"Åben op Alex, det behøver ikke være mere kompliceret end det" Svarede en stemme, den føltes bekendt men samtidig så fjern.
"Jeg spørg en sidste gang.. hvem er du?" spurgte jeg, med en bestemt stemme.
"Årrrgh alex puds kan du ikke engang genkende din egen mors stemme" døren gik op og der stod hun. Det Tordnede, hendes grin ekkoede, hendes hud nærmest smeltede af hendes ansigt.
"Alex... ALex vågn op...ALEX!"
Med et sæt vågnede jeg... det var bare en drøm. Jeg var dækket af sved. Maria sad op i sengen ved siden af mig, med hendes ånd på min arm.
"Er du okay? Hvad drømte du" spurgte hun.
"Det ligemeget.." sagde jeg henkastende.
"Alex du nævnte din mor.. og dine øjne var røde. Alex, Please snak til mig så jeg kan hjælpe dig"
"okay okay, hun var der igen... i døren, hun var vred. Jeg kan ikke se hende, det er alt sammen min skyld... alt sammen min skyld"
"Det er ikke din skyld... hvordan skulle det være din skyld. Der opstod en brænd. Der skete et uheld"
"Men hvis jeg havd.."
"Nej Alex. Der var intet du kunne gøre. Okay?"
"Okay"
Jeg var faldet til ro igen. Til den dag i dag var Maria stadig den eneste jeg snakkede med om hvad der var sket med min mor. Ikke engang Derek, kendte hele historien.
Jeg satte mig op i sengen, og fortalte Maria jeg blev nød til at gå.
"Det er fuldmåne om 42 timer, jeg har ting jeg skal nå... jeg vil ikke ende med at såre nogen igen" forklarede jeg.
Hun rystede på hoved
"Du har ikke såret nogen! Men hvis du absolut skal gå... fortæl mig så hvad jeg skal gøre med Sandra under en fuldmåne" svarede hun.
Jeg gav et lille grin og rystede på hoved.
"Tror jeg ikke du skal bekymre dig om, bare lås døren til værelset. Hun har ikke meget kamp i sig, jeg mener hun sov igennem en fuldmåne engang".
Vi grinte begge lidt, jeg kyssede Maria farvel... og gik ud af døren
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Et lidt sørgeligt og lidt anderledes kapitel, hvad synes i om det?
kan i lide at høre fra Alex p.o.v?
ESTÁS LEYENDO
Magi skolen ✨
FantasíaOlivia starter på en skole for hekse og varulve. Da hun finder ud af at hendes kræfter er meget stærkere end hun nogensinde havde forestillet sig *ps ikke alt er grammatisk korrekt hvis du finder nogen grammatisk fejl må du gerne kommentere det så p...
