Imperfect? I Don't Know Anymore...

Kapitel 9.

Willows POV.

Jeg nærmede mig hurtigt parken. Hotellet lå et lille stykke væk fra parken, men det var ikke langt væk. Jeg skulle igennem Hyde Park, da jeg var på vej over til Naomi. Jeg havde brug for at snakke med hende, eftersom jeg var ret pissed lige nu. Og hun vidste, hvad hun skulle sige til mig. Det gjorde hun altid. Jeg var heldig at have hende som veninde.

Et klynk forlod mine læber, og det fik mig til at stoppe op. Græd jeg? Og hvorfor havde jeg så ondt af mig selv? Jeg sukkede en enkelt gang og tørrede den løbende tåre væk fra min kind. Jeg var tilbage ved latterlig. Jeg står og råber af en ad mine bedsteveninder, og løber tudende væk bagefter. Jesus Christ. Jeg får helt ondt af de mennesker, der kender mig.

Et lille skrig bandede sig ud mellem mine læber, da der pludselig var en, der tog fat i begge mine arme og drejede mig rundt. Jeg kiggede direkte ind i Justins varme, brune øjne, der kiggede bekymret på mig.

"Hvad laver du her?" sagde jeg og lavt og knugede mig indtil ham. "Jeg ville da ikke bare lade dig gå," hviskede han mod mit øre og aede mig på ryggen. "Hvad skete der?" spurgte han mig om og bevægede sig over mod en bænk, der stod i nærheden af os. Jeg satte mig ved siden af ham og kiggede op på ham.

"Barbara er min veninde," mumlede jeg og kiggede ned i den næsten frosne jord. Jeg lod mit blik blive mod jorden, da jeg var et forfærdelig dårligt menneske, da jeg var så falsk overfor Barbara.

"Hun er noget af en kælling, bitch, slut - you name it. Hun bruger fyrer, knalder dem, får dem til at tro, at de kan leve lykkeligt til deres dages ende, og så dropper hun dem og ydmyger dem på den groveste måde. Jeg kender hende, og jeg ved at hun vil gøre det ved jer, fordi i nettop er kendte," forklarede jeg ham.

Han kiggede på mig, og jeg prøvede at læse hans blik, men jeg kunne ikke. Det sagde ingenting overhovedet, men jeg vidste, at han tænkte på fuld drøn.

"Du behøver ikke sige noget, jeg ved godt, at jeg er latterlig," sagde jeg lavt og gyngede lidt med mine ben. Han grinte svagt og lagde sin arm om mine skuldre.
"Du er ikke latterlig babe," sagde han med et smil og kyssede mig på panden. "Du er bare sød, fordi du beskytter os alle sammen," sagde han og smilede til mig. "Mmh," mumlede jeg og lod mine læber ramme hans.

**

Jeg ville gerne sige, at jeg ikke var blevet afhængig af Gossip Girl, men det var jeg altså. Jeg var ved sæson to allerede, og det var ikke lang tid siden, jeg startede med at se det. Jeg var besat. Lol, ej seriøst, det var jeg virkelig.

Jeg greb fat i den cola, der stod på mit natbord og tog en slurk, inden jeg ledte efter min mobil, der var blevet væk i min dyne. Det skete ofte for mig, såh.

Jeg sukkede svagt og låste den op. En ny besked. Fra Nathan. Jeg rejste mig fra min seng af og bevægede mig ind på hans værelse. Drengen var godt nok blevet doven, hvis han ikke engang gad gå fra sit værelse og ind på mit. Hvad var der? Fire meter. Dovne dreng.

Jeg trådte ind på hans værelse, men han var der ikke. Så forstod jeg bedre. Jeg gik tilbage til mit eget værelse og satte mig på sengekaten. Jeg kørte min finger hen over skærmen og lod mine øjne glide ned over skærmen.

"Willw, kn do kome og hent mig? jeg vil hjm"

"Hvad fanden? Var drengen fuldstændig wasted eller hvad?"

"Hvor er du , Nathan?"

"4 Kikgsdhown Rsoad (:"

"Mener du 4 Kingsdown Road?"

"Jeps"

Jeg sukkede højlydt og slukkede min computer, inden jeg greb fat i et par jogging bukser og et par klipklapper. Jeg greb fat i mine nøgler og i min mobil, inden jeg nærmest spurtede ud af døren og ind i min bil. Heldigt at mine forældre ikke var hjemme, men i stedet til et eller andet kedeligt møde.