Imperfect? I Don't Know Anymore...

Kapitel 16.

Willows POV.

Jeg snøftede endnu engang og scrollede ned over min home page på twitter. Jeg havde ingenting at lave, da jeg havde planlagt at bruge tiden hos Justin, men det kunne jeg ligesom ikke, da vi skændtes for vildt.

I stedet sad jeg på twitter og fulgte random Beliebers og hørte Cannonball af Damien Rice. Tårene trillede altid ned af mine kinder, når jeg hørte sangen og ligenu, var jeg i humøret til det.

"Stones taught me to fly
Love taught me to lie
Life taught me to die
So it's not hard to fall
When you float like a cannonball"

Jeg græd og græd og græd. Mine øjne var blodsprængte og mine kinder var hævede og røde, og jeg havde ondt i mit hoved. Jeg kunne virkelig ikke mere. Det gjorde så f**king ondt inden i.

Jeg ville ikke skændtes med ham.

Jeg greb fat i min mobil og tastede hans nummer ind. Den bibbede to gange inden jeg kunne høre Justins hæse stemme. Den stemme, som jeg fucking gerne ville have i nærheden af mig lige nu.

"Ehm, hej Justin - det er Willow," sagde jeg og han sukkede svagt. "Hej," sagde han monotont. Jeg kunne høre på ham, at han var virkelig vred på mig. Det var tydeligt.

"Jeg skal snakke med dig! Må jeg komme over på hotellet?" spurgte jeg ham nervøst om. "Det må du vel gerne," svarede han hæst, og lød ret ligeglad. Var han blevet helt ligeglad med mig eller hvad?

"Er der om lidt," sagde jeg og lagde på. Jeg sukkede hårdt over ham, men det var da altid noget, at han ville lade mig komme. Jeg rejste mig op fra min seng og fandt mine nøgler frem. Jeg tog mine sneakers på og forsvandt hurtigt ud af huset. Jeg kunne ikke overskue, at mine forældre eller Nathan skulle vide alle mulige ting lige nu. Det....nej, det skulle de bare ikke.

Da jeg sad i bilen og kørte forholdsvis langsomt, kunne jeg ikke lade være med at beundre naturen. Træerne, parkerne, ja selv husene. Jeg var bare så fasineret af det.

Jeg kom til hotellet, og overraskende nok, så var her ikke så mange papparazzier, som der plejede. Der stod kun to mænd med et kamera og kiggede rundt. Det ville sige ingen bagdør i dag. Det var da altid noget.

Jeg parkede foran hotellet, på hotellets parkeringspladser og steg ud af bilen. Jeg låste den efter mig og bevægede mig hurtigt ind af hoveddøren, så jeg endte i lobbyen.

Jeg fik øje på Chaz, og han kom hurtigt over til mig. Han lagde armene om mig, og det havde jeg i den grad brug for.

"Hej Chaz," mumlede jeg mod hans bryst. "Hvad så prinsesse? Er du okay?" spurgte han og aede mig stille på ryggen. "Har Justin fortalt-" han cuttede mig af. "Nej, men vi fandt ham i hans suite, hvor han havde ødelagt hele stuen, og hvor han sad i et hjørne og græd. Og det var efter, at vi så dig løbe ud af hotellet," forklarede han mig og kiggede ned i jorden.

Havde han ødelagt hans suite, fordi han var såret?

"Jeg bliver lige nødt til at snakke med ham," sagde jeg og sendte ham et svagt smil. "Held og lykke," sagde han, inden jeg gik over til elevatoren. Jeg trykkede på knappen, og der gik ikke længe, før jeg stod på Justins etage. Præcis ligesom i går.

Jeg bankede på hans dør og trådte ind med det samme. Stuen så tom ud, så de måtte vel have fjernet de ting, som Justin ødelagde. Jeg fortsatte ind i soveværelset, hvor han lå og fladede ud på sengen.

"Justin," sagde jeg og stirrede over på ham. Han satte sig op og lændede sig op af væggen. "Hey," sagde han stille. Man kunne godt høre på hans stemme, at han havde grædt, for hans stemme for helt hæs.

Jeg trådte lidt tættere på sengen. Han stirrede på mig, og jeg fandt det egentlig en smule ubehageligt.

"Har du tænkt dig at snakke med mig?" spurgte jeg ham om. "Det ved jeg ikke, har jeg?" spurgte han flabet. Jeg himlede med øjnene. "Lad være med det der," sagde jeg strengt og pegede på ham. "Lad være med at pege på mig," sagde han barnligt. "Omg, så stop dog. Kan vi ikke bare snakke om det?" spurgte jeg ham om, og han nikkede. "Det kan vi vel godt."

"Jeg er kommet for at sige undskyld," sagde jeg og han kiggede igen op på mig. "Jeg siger også undskyld babe," sagde han og rejste sig fra sengen af.

"Jeg er ked af at jeg var sådan overfor dig i går," sagde han og trådte lidt tættere på mig. "Jeg siger også undskyld Justin. Jeg var ikke helt fair overfor dig," sagde jeg stille og lagde armene om hans nakke. Jeg mærkede hans arme om min talje, og det fik et lille smil frem på mine læber.

"Jeg er virkelig ked af det, babe. Jeg elsker dig virkelig højt, det ved du godt, ikke?" sagde han og jeg nikkede hurtigt. "Jeg elsker også dig," sagde jeg og kyssede ham blidt på læberne.

**

"Hvordan smadrede du sofabordet?" spurgte jeg Justin om og kiggede op i loftet. Jeg lå på ryggen med hovedet på Justins mave, mens han tegnede cirkler på min nøgne mave. Ikke at jeg var nøgen, men min trøje (som egentlig var Justins) var krøbet op.

"Smadrede lyder så voldsomt," sagde han og jeg kunne høre på hans stemme, at han smilede. "Ødelagde så," fniste jeg. "Jeg sparkede til det," svarede han og lod sin hånd ligge på min mave. "Wow," mumlede jeg og drejede en gang rundt, så min hage lå på hans mave.

Jeg lagde min helt op på hans mave og kiggede ham i øjnene. Jeg elskede hans brune øjne, og jeg ville aldrig holde op med at elske dem. De var så flotte, og jeg kunne bare stirre ind i dem hele dagen.

Jeg sendte ham et smil og blev ved med at stirre på hans øjne. Jeg reagerede først, da han lagde sine hænder på min numse og klemte blidt. Jeg grinte lavt og lændede mig frem mod ham, og plantede mine læber på hans.

Jeg trak mig stille væk fra ham og smilede svagt.

"Jeg elsker dig," sagde jeg endnu engang i dag, men det var sandheden. Jeg elskede ham virkelig af hele mit hjerte. "I lige måde babe."

"Men," der var altid et men.

"Lov mig, at du aldrig går nogle steder hen i de bukser der igen, okay?" sagde han og jeg kiggede fornærmet på ham. "Er de virkelig så grimme?" spurgte jeg ham om. Han grinte. "Nej, men du får en fucking god røv i dem, og jeg har bare lyst til at ta' dig lige her," sagde han, hvilket fik mig til at lave et kinky fjæs til ham. "Så der er ikke andre fyrer, der må se mig i yogabukser?" spurgte jeg ham om. "Hell no," sagde han og angreb mine læber.