Umulig kærlighed

Hvad har jeg gjordt galt?

Det var Teodor. I ved, ham jeg kyssede den dag hvor alt bare gik galt. Han kom over og gav Anthon et kram og kiggede så over mod mig. Jeg kunne ikke rigtig se ham i øjnene. "Hey Alexis" Sagde han og smilte charmerende. Jeg kunne slet ikke stå for Teodor, så jeg begyndte selvfølgelig også at smile. "Hey" Svarede jeg bare og kiggede på Anthon, som stod og kiggede forvirrede på os begge. "Øh kender i hinanden?" Spurgte Anthon pludselig. Vi begyndte at grine begge to. "Det kan man vist godt sige, ik Aleixs?" Sagde han og blinkede frækt til mig. Jeg rystede på hovedet. "Anthon, kan vi ikke tage hjem nu, vores tog kommer om lidt" Sagde jeg og kom med en latterlig undskyldning, for at komme væk fra Teodor hurtigst muligt haha. "Jo" Sagde han og så stadig helt forvirret ud. "Fedt, jeg skal alligevel også den samme vej som jer" Sagde Teodor og fulgte efter os. Fuck mit liv!

Vi sad på vej hjem i toget, heldigvis skulle Teo af på Hellerup st, da han skulle mødes med sin veninde der. Der var pænt akavet stilhed. Jeg sad ved siden af Anthon imens Teo sad overfor mig. Min mobil brød stilheden, da den begyndte at ringe. "Jeg tager den lige" Sagde jeg. Drengene nikkede og jeg tog min mobil op til øret. "Hey skat, hvor er du henne?" Det var min mor. "På vej hjem" Svarede jeg hende. "Okay godt, vi ses" Sagde hun og lagde så på bagefter. "Hvem var det?" Spurgte Anthon nysgerrigt. "Bare min mor" Svarede jeg og så at vi var ankommet til Hellerup st. "Nå vi ses" Sagde Teodor og krammede os begge og gik så ud af toget.

Anthon og jeg stod nu ude foran mit hus og skulle til at sige farvel. Anthon havde virket lidt mystisk på vej hjem, som om at han tænkte over et eller andet. "Hvad handler det der med Teodor egentlig om?" Spurgte han pludseligt og kiggede meget nysgerrigt på mig. Skulle jeg bare fortælle Anthon det? Det ku jo egentlig være ligemeget. Anthon havde jo heller ikke følelser for mig. "Du ved, der den aften hvor jeg skred der fulgte Teo efter mig og spurgte om jeg var okay, også kom vi bare til at kysse, not more" Svarede jeg. Han nikkede og så lidt irriteret ud. "Nå, okay jeg må også hellere til at gå nu" Sagde han og smilte falsk til mig. Jeg trak ham ind i et kram, men han slap mig hurtigt og gik længere og længere væk, til jeg ikke kunne se ham længere

Jeg gik ind i mit hus og lukkede døren efter mig. Min mor stak hovedet frem. "Hej skat, der står mad på bordet" Sagde hun og gik igen. Jeg nikkede for mig selv og gik med tunge skridt hen og satte mig ved spisebordet. Jeg sad og stak lidt i min mad med min gaffel og kiggede tomt ud i luften. Hvorfor var Anthon sådan der? Hvad havde jeg gjordt galt..