Umulig kærlighed

Strøget

Klokken var 11.30 og jeg var lige stået op. Jeg besluttede mig med det samme for at tage et langt bad, da jeg følte mig pænt ulækker. Da jeg var færdig i bad trak jeg noget tøj ud af mit skab, som bestod af en Nike Hoodie og et par stramme jeans. Som sagt før, var vi i slut november måned, så det var pisse koldt udenfor. Da jeg havde taget lidt makeup i fjæset, redt mit hår og pakket min taske gik jeg nedenunder. Der var ikke nogle i huset, men der lå en seddel på køkkenbordet. "Hej skat. Far og jeg er taget ud for at handle, der ligger penge på bordet, hvis du tager nogle steder, hilsen mor"

Jeg tog pengene som lå på bordet og proppede dem ned i min taske. Det var også blevet tid til at jeg skulle afsted. Jeg valgte at tage nogle lidt høje sko på i dag, da jeg fik utrolig flotte ben i dem også tog jeg mine nøgler og åbnede og låste hoveddøren efter mig.

Jeg var nu ankommet til Nørreport st og stod nu og ventede på Anthon. Der gik ikke særlig lang tid før han kom gående imod mig. "Hey, lang tid siden" Grinte han og trak mig ind i et kærligt kram. "Ja, hold da op" Sagde jeg og grinte også over det. Vi begyndte at gå ned i gennem strøget, det var virkelig hyggeligt udover at der hele tiden kom nogle hen og ville have billeder med Anthon, men det kunne man jo heller aldrig komme helt udenom. Han havde også fortalt hele historien fra starten af, hvor de stillede op i X Factor og hvordan deres fans demonstrede mod DR fordi de troede der var snyd med stemmerne.

"Se det her er Thor, det er den anden halvdel af bois" Sagde han og viste mig et billede af en langhåret fyr. Hey, det var sgu da også ham fra Big Bens. "Gud, det er da ham der Leif" Udbrød jeg. Anthon begyndte at grine helt vildt. "Fuck du sød! Altså hans rigtige navn er Thor, vi kalder ham bare Leif" Sagde han og smilte stort. Nårh han hed Thor haha pinligt!

Vi var gået ind i Illum og sad nu på en cafe som hedder Original Coffee aka OC. Vi havde sat os udenfor så det var rimelig koldt. "Alexis?" Sagde Anthon pludselig. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med ham. "Jeg er utrolig glad for at jeg har lært dig at kende" fortsatte han og smilte sødt til mig. Jeg rødmede svagt. "I ligemåde Anthon" Svarede jeg og tog en tår af min kaffe.

Vi havde nu siddet heroppe i et stykke tid og havde aftalt at tage hjem igen. Da vi var nået ned til Nørreport er der pludselig en der råber Anthons navn. Han vender sig om og ham jeg mindst havde lyst til at møde igen, kommer selvfølgelig gående.