Umulig kærlighed

Er her nogen?

Jeg havde nu fået fri og jeg var i gang med at pakke mine matematik bøger ned i min taske. Teodor kom hen imod mig. "Vil du følges?" Spurgte han og smilte lidt nervøst. "Ja selvfølgelig" Svarede jeg ham og tog hans hånd. Vi var på vej ned mod stationen og jeg kunne se at Teo tænkte på noget. "Hvad tænker du på?" Spurgte jeg nysgerrigt og fik hans opmærksomhed. "Oh, ik rigtig noget" Løj han bare. Jeg tog fat i hans arm og stoppede ham op. "Teodor, jeg er ikke dum. Sig hvad du tænker på" Sagde jeg bestemt og kiggede ham ind i øjnene. Han kiggede væk. "Det er bare svært for mig at miste mine følelser for dig, okay!" Sagde han endelig og begyndte at gå. Jeg sukkede og gik efter ham.

"Teo vent lige" Sagde jeg og tog fat i hans arm igen. Jeg trak ham ind i et hårdt kram og han lagde efter lidt tid også sine arme om mig. "Hør, jeg ved at Anthon ikke vil såre mig. Jeg skal nok passe på, okay. Teodor jeg elsker dig og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dig i mit liv. Du er min aller bedste ven og det vil du altid være. Det vil ik ændre noget, at du har en smule følelser for mig, det kan ske" Sagde jeg og gav ham et kys på kinden. Et lille smil kom frem på hans læber. "Det betyder meget for mig Alexis. Hvis Anthon nogensinde skulle såre dig, så er jeg her med det samme, det skal du vide" Sagde han. Årh hvor var jeg glad for at Teodor var blevet glad igen!

Jeg trådte glad ind af døren til mit hus og tog mit overtøj af. Der var ikke låst, hvilket undrede mig en del. "Øh er der nogen?" Sagde jeg og gik ind mod stuen. "Hallo" Sagde jeg igen og der lagde sig pludselig nogle hænder for mine øjne. Jeg begyndte at skrige og fægtede med mine arme for at komme fri. "Slip mig" Skreg jeg.