Umulig kærlighed

Mine bedste venner

Jeg havde inviteret Teodor og Veronika over til mig kl halv 7, hvilket ca var om 20 minutter. Jeg stod ude i Anthons gang og var ved at tage mit overtøj på, imens han stod i dørkarmen og betragtede mig. Da jeg var færdig med at binde det sidste snørebånd på min sko gik jeg over imod Anthon. Han åbnede sine arme og trak mig ind i et kram. "Vi ses" Sagde jeg og gav ham nogle små kys. "Ja vi gør smukke, pas nu godt på dig selv" Sagde han og gav mig et sidste kys inden jeg slap ham og forlod hans hjem.

Jeg var lige trådt ind af døren til mit hus da Veronika og Teodor kommer gående bag mig. "Nå du var da længe hjemme hos ham, har i knaldet eller sådan noget" Sagde Veronika og grinte. Jeg prøvede at holde mit smil inde selvom det var svært. "Måske" Svarede jeg bare og bed mig i tungen for ikke at begynde at grine. "HVAD" Udbrød de begge i kor.

"Jo i havde ret. Anthon ville have mig tilbage" Sagde jeg og lænede mig lidt tilbage i sofaen. Vi havde sat os ind i stuen. De begge sad og kiggede vildt nysgerrigt på mig. "Jeg vidste det mand!" Sagde Veronika og rejste sig op for at gå ud og tage noget at drikke. Teodor kiggede pludselig forvirret på mig. "Jamen hvad så med Thor?" Spurgte han. Jeg sukkede og kiggede lidt ned i mit skød. "Thor er en pisse dejlig dreng og jeg vil bare ik såre ham.." Sagde jeg og fældede en tåre. "Men det føltes bare ikke rigtigt.." Fortsatte jeg og fældede en tåre til. Teodor rejste sig op og gik over til mig. "Du skal også gøre det du føler for" Sagde han og satte sig ned og trak mig ind til sig. "Jeg er et dårligt menneske" Græd jeg. "Nej du er ej, du kan ikke gøre for hvem du falder for jo" Svarede han og kyssede mig i håret. "Thor er ikke den type der bærer nag. Han skal nok komme over det igen, i var jo heller ik kærester" Tilføjede han.

Veronika kom gående ind i stuen igen og stoppede straks op da hun så mit ansigt. "Jamen dog hvad er der sket?" Spurgte hun bekymret og farede over imod mig. "Det bare Thor, hvordan vil i have jeg skal sige det til ham?" Spurgte jeg og snøftede kort. "Fortæl det som det er? Thor vil kunne forstå dig, det ved jeg" Sagde Veronika og satte sig ned ved siden af mig. Jeg begyndte at smile lidt. "I er de aller bedste!" Sagde jeg. "Det ved vi da godt" Tilføjede Veronika og vi begyndte allesammen at grine. "Gruppekraaaam!!" Udbrød jeg og vi trak straks hinanden ind i et kæmpe kram.