Umulig kærlighed

Han ved det

"Mullepigen, jeg smutter nu" Hviskede Anthon ind i mit øre og gav mig et hurtigt kys på kinden. Jeg åbnede svagt mine øjne og så direkte op i nogle smukke blå øjne. "Neej du må ik gå" Mumlede jeg træt og tog fat i hans arm. Han grinte lidt og satte sig på min sengekant og nussede mig op og ned af mit ene lår. "Det er jeg nødt til smukke, jeg skal i studiet" Sagde han. Jeg sukkede og satte mig op. Anthon smilte sødt til mig. "Må jeg så få et farvelkys?" Spurgte jeg. Han grinte lidt og klappede på sit skød, som tegn på at jeg skulle sætte mig op. Jeg rejste mig og satte mig op på hans skød. Han lagde hans arme omkring mine hofter og kiggede mig dybt ind i øjnene. "Selvfølgelig må du det" Svarede han. Jeg smilte og trak ham ind i et langt dejligt kys.

Jeg kedede mig frygtelig meget. Det var nu nogle timer siden at Anthon var taget i studiet. Der var 3 dage til jul men jeg var slet ikke i julestemning. Mine forældre hadede julepynt, så vores hus var bare kedeligt at kigge på. Jeg skulle også ud at have købt en gave til Anthon, jeg vidste bare slet ikke hvad jeg skulle give ham endnu. 

Det var nu blevet aften og jeg var på vej ud at lave noget mad, da det ringer på døren. Hvem kunne det være? Jeg gik ud og åbnede døren og så at Anthon stod der. Men han lignede ikke sig selv. Det lignede at han havde grædt. "Anthon hvad sker der?" Spurgte jeg frustreret og lagde mine arme om ham. Han skubbede mig væk. "Hvorfor gjorde du det?" Spurgte han vredt. Jeg kiggede mærkeligt på ham. "Gjorde hvad?" Spurgte jeg uforstående. Han rystede på hovedet og gik et skridt tættere på mig. "Du ved udemærket godt hvad jeg snakker om Alexis! Hvorfor lige Teo?!"

Jeg fik straks et stik i hjertet. "Anthon det er slet ik som du tror!" Sagde jeg og tog fat i hans arme. Han rev sig fri fra mit greb og begyndte at gå baglæns imens han kiggede på mig. "Også får jeg det endda at vide af en anden end min egen kæreste.." Fortsatte han og fældede en tåre. "Ant.." Prøvede jeg men han afbrød mig. "Alexis jeg troede jeg kunne stole på dig" Sagde han og gik så længere og længere væk indtil jeg ikke kunne se ham længere. Jeg prøvede at løbe efter ham men jeg havde ikke kræfter nok til det. Jeg faldt grædende sammen og slog min hånd ned i jorden af frustration.. Jeg var knust