Ninja //Afluttet//

Intro

Sengen knirker da jeg rejser mig op. Mit gamle vækkeur har lige meddelt at nu er det tid til at stå op. Sætter mit lange brune hår op i en rodet knold og finder noget tøj frem. Et par tætsiddende jeans og en hvid, grå og sortstribet T-shirt. På vægen hænger der en nedtællingskalender. Jeg tæller nemlig ned til den dag jeg bliver atten. Om to måneder. Præcis. Jeg sukker. Glæder mig til at starte på en frisk. Få et liv, et arbejde moske endda en kæreste. Mit værelse her i børnehjemmet et det aller største. Hver gang nogen er blevet adopteret eller er flyttet og de havde et større værelse en mig, fik jeg lov til at få det. Seksten næsten sytten år har jeg boet her. Ingen vil adoptere mig. Fair nok, jeg gider da heller ikke bo hos nogen og ligepludselig kalde dem mor og far, og elske dem som om de var mine rigtige forældre. Nada. Kommer ikke til at ske. Går ud af døren og lukker den efter mig låser den, bare for en sikkerhedsskyld. Udenpå står der med store falmede bogstaver: MARIE.
Jeg har ingen søskende man alle på børnehjemmet føles som en slags familie. Banker på døren ind til Amelies værelse. Min bedste veninde.
"Jeg er vågen! Kommer lige om lidt!" Lyder det der inde fra. Jeg står lidt og venter og hiver så min iPhone op af lommen og tjekker Facebook... Kedeligt!!!! Lidt efter kommer en storsmilende Amanda ud. Gud hvor er hun skøn! Altid at kunne holde humøret sådan oppe! Det er og vil altid være at mysterie for mig. Sammen går vi ned af den lange gang med de mange værelser og ned af trappen. Nedenunder er en af børnepasserne ved at lave havregrød til de små.
"Godmorgen," siger hun og smiler til os. Det er Karen, den bedste voksen der findes på dette børnehjem. Ikke fordi de andre er dumme nej. Dette børnehjem er ikke som i alle de der bøger og film hvor der er en forfærdelig skrap forstanderinde. Nej her er alle voksne søde, der er selfølgelig nogle der er søde and andre men ja. Morgenmaden består af Karens hjemmebagte brød med honning. Mmmmm honning, det er noget jeg ikke kan stå for.
"Marie hvad tid skal du på arbejde idag?" Spørger Karen.
"Altså jeg vil gerne være hos bageren ved halv tolv tiden men jeg skal først være der klokken tolv."
"Okay øhmm cykler du eller tager bussen?"
"Jeg cykler. Skal tage en af de små med hen til børnehave?"
"Nej det gør ikke noget minibussen er tilbage fra renovering."
"Okey dokey, tak for mad. Amelie vil du med hen til parkour banen?"
"Jeps kommer."
Jeg har gået til parkour lige siden jeg var lille, har altid elsket spændingen ved det. Amelie har aldrig rigtig kunne finde ud af det, eller turde. Vi tager vores overtøj på og går ned mod banen der kun ligger fem hundrede meter væk. Amelie tager sin telefon frem og jeg begynder at springe lidt rundt på banen. Pludselig opdager jeg at der er en mand der står og stirre på mig. Jeg har aldrig rigtig været god til publikum. Det er okay at folk går forbi og lige hurtigt kigger men jeg kan ikke have hvis folk slår sig ned eller tager billeder. Eller bare står og stirre på mig for den sags skyld. Jag taber balancen på grund af at jeg bliver ukoncentreret. Jeg hopper ned fra muren jeg er på og går hen til Amelie. Da jeg kigger mig over skulderen har han vendt sig om og er på vej væk.
"Kom lad os gå hjem igen. Jeg skal lige have et bad inden jag tager afsted." Siger jeg. Hun ser op og smiler som altid.
"Finno bambino." Og så grinder vi lidt af det. Jeg vender mig lige om en sidste gang, han står med siden til og stirre på mig igen. Mærkeligt. Jeg vender mig om igen og haster tilbage til børnehjemmet sammen med Amelie.

Hej folkens. Det første kapitel er fremme!!! I/du er meget velkommen til at læse mine andre bøger og jeg er som altid klar til lidt konstruktiv kritik.