Ninja //Afluttet//

Hvad er rigtigt?/ hvad er forkert?

Magnus kigger mistroisk på mig. Mit hjerte banker højlydt og jeg har bare lyst til at løbe skrigene bort. Hvordan kan det ske? Jeg kiggede jo derhen lige før. Hans isblå øjne brænder sig ind i mine øjne. Han ryster frustreret på hovedet og kaster et undrende blik på mig.
"Ik' noget jeg har glemt hvad jeg skulle sige.... Godnat Marie." Og så med et sidste mistroisk blik, lukker han døren.
"Godnat," siger jeg for mig selv. Jeg går lydløst ud af mit værelse og hen på badeværelset, men jeg kommer i tanke om at jeg ikke har nogen tandbørste endu. Faktisk har jeg slet ikke noget. Jeg har lyst til at skrige af frustration. Det er som om noget stort indeni mig bakser rundt og prøver at finde en måde at komme ud. Jeg sukker og går tilbage til mit værelse igen. Lægger mig til at sove. Jeg falder hurtigt i søv.
Jeg strækker mig og gaber. Kommer i tanke om alt det der er sket. Brevet! Hvorfor skal livet være så besværligt? Snupper hurtigt brevet og sætter mig i sengen igen, med min dyne om mig og læser brevet en gang til. bogen tør jeg ikke at læse. Jeg kan mærke det er noget som jeg bag efter ville ønske jeg ikke vidste noget om. Noget der ikke burde findes. Læser brevet.

Hej Marie. Vi har dine forældre... Vi passer rigtig godt på dem. Hvis du vil se dem skal du gå udenfor og ned til den store sø. Gør det hurtigt og lydløst. Ta' bogen med. Ingen må se den. Ingen må se dig. Hvis du fejler forbliver dine forældre ude af dit liv.

Hilsen din fætter og kusine.

En klump. En meget stor en. Min mor. Min far. Jeg har aldrig set dem før. De var alkoholikere. De elskede mig ikke. De passede ikke på mig. Men de er dine forældre. Siger en stemmer inden i mit hoved. Men det lyder så lusket. Jeg føler mig som en skakbrik i et spil hvor man kan spille med alle brikkerne. Også dem der ikke tilhøre en. Men jeg må se mine forældre. Bare en gang. Jeg får hurtigt fat i bogen og kryber i noget ordentligt tøj. Jeg tager brevet med for en sikkerheds skyld. Hvis nu nogen kom ind på mit værelse. Dropper sko og smutter hurtigt ud af døren... Men den larmer... Rigtig meget. Shit! Jeg tager benene på nakken og løber så hurtigt som skåningen tillader uden at jeg falder. Der er lidt under en kilomet ned til søen. Jeg kan høre hoveddøren smække. Drejer hurtigt hovedet og ser Daniel og Simon, jeg prøver at sætte farten op men er bange for at falde. De indhenter mig hurtigt, men de er jo også Ninja'er. Jeg kan mærke bogen og brevet under min jakke. Pludselig lander en hånd på min skulder og den hiver mig bagud og ned at ligge. Alt luften bliver slået ud af mine lunger da jeg lander hårdt på ryggen. Jeg hoster og sprutter. Daniel sætter sig oven på mig og trækker bogen ud under min jakke. Han og Simon læser hurtigt brevet.
"Beklager at du bliver udsat for det her Marie, men hele din fars familie er et bundt magtsyge idioter der vil styre verden. Det var derfor din far blev alkoholiker, han kunne ikke tåle presset. Der kommer en forklaring på det her senere, skynd dig hjem igen," siger han. Jeg bliver godt og grundig sur på ham.
"JEG ER DA LIGEGLAD MED HVEM DER HAR DEN SKIDE BOG, OG HVEM DER VIL OVERTAGE VERDEN. JEG VIL BARE SE MINE FORÆLDRE!" Råber jeg. Der går en bedrøvet og kold skygge over hans ansigt.
"Marie, dine forældre er døde... Det var bare lokkemad. Aldrig stol på nogen du ikke kender lov mig det." Og så løber han sin vej. Ned og kæmper, jeg kan høre dem. Jeg ligger på jorden med tårnene strømmende ned af kinderne. Hvorfor skal alting være sådan noget lort? Jeg orker det ikke mere.