Ninja //Afluttet//

Hjelp mig!

Jeg ligger helt krummet sammen på græsset. I baggrunden kan jeg høre nogle underlige susene lyde. Rejser mig op på alle fire og kryber hen mod en lille granskov ikke så langt væk. Mine muskler skriger af mig, men jeg har da ikke lavet noget anstrengende! Mit hoved dunker og og jeg brækker mig i en busk. Hvorfor har jeg det så dårligt? Jeg finder mig et lille afkrog hvor der er læ. Noget ukendt raser rundt i min krop. Faktisk kunne det være dejligt hvis jeg døde nu. Jeg ville slippe for denne ubeskrivelige smertelige følelse. Det er svært at forklare så ondt gør det! Koldsveden drypper fra min pande og jeg ryster...

Daniels synspunkt.

Hvor er hun!? Jeg har ledt i en halv time nu! Hvis jeg ikke finder hende slår hendes egen kraft hende ihjel. Der kommer hele tiden små bølger af kraft imod mig. Hun må være meget stærkt. Problemet er bare at hun ikke har lært at styre den, og hvis hun ikke snart for hjælp bryder hendes fysiske krop sammen og hun dør. Der kommer en bølge mere, nu er den bare meget kraftigere. Jeg kigger mod en lille granskov. Kan det være der hun er? Jeg trækker været dybt, det tror jeg. Sidste gang jeg så en der var ved at mindste kontrollen besvimede jeg. Både på grund af det forfærdelige syn der mødte mig men også fordi bølgerne af kræft var for stærke. Tager mod til mig og går ind i den lille skov. Der går ikke lang tid før jeg finder hende. Hun ligger helt sammenkrummet og ryster. Hendes pande er blank af koldsved og hun er helt bleg. Og for at det ikke skulle være nok står mange blå mærker i hendes ansigt i kontrast mod den hvide hud. Hun må have prøvet at få det overstået. Bølgerne af kræft er hårde og den tager på min bevidsthed. Men jeg kæmper.
"Simon!" Råber jeg. Simon er den der er stærkest af os. Jeg venter. Pludselig dukker Simon op og han gisper ved synet.
"Åh Gud!" Siger han. Jeg nikker og løber tilbage til vores hus, finder Aske og får ham til at hjælpe med at rede op til hende i stuen. Aske er god til sådan noget og det er ham der skal hjælpe hende af med noget af kræften. Lidt efter kommer Simon med Marie og favnen. Hun ryster og klamre sig til ham. Han vakler og ligger hende på sofaen. Det er også hårdt for ham. Lotus, Magnus og Harry kommer ned af trappen. Noah og Rose tager sig af Maries fætter og kusine.
"Marie!" Udbryder Lotus og løber hen til hende. Aske skubber hende væk.
"Lotus ik' lige nu. Jeg kan ikke koncentrere mig hvis du står alt for tæt på!" Lotus nikker og stiller sig over til Magnus og Harry igen. Aske lukker øjnene og lægger sine hænder på hendes pande.

Maries synsvinkel

Aarrrh noget æder mig indefra. Jeg kan svagt høre at der er nogen der snakker i rummet, men det er Som om at de er flere kilometer væk. I det samme bliver der lagt en hånd på min pande og jeg kan pludselig tænke klart. Åbner hurtigt øjnene og ser ind i Askes koncentrerede ansigt.
"Hjælp mig!" Fremstammer jeg og glider tilbage til smerten. Efterhånden bliver den svagere. Det føles som om der pludselig er blevet åbnet for noget så smerten kan flyve ud. Jeg holder lige så stille op med at ryste, og jeg opfanger hvad de andre siger.
"Aske skal jeg tage over?" Det er Harry der spørger.
"Nej... Jeg kan godt!" Siger Aske. Han ånder lettet ud og fjerner hænderne fra min pande. I det samme hans hænder forsvinder overvinder en utrolig udmattelse mig og jeg synker ned i en smerte løs søvn...