Ninja //Afluttet//

"Hej....."

Han ligger en hånd på min skulder. I det samme åbnes døren jeg kigger forskrækket op. En dreng til.... Godt førstehåndsindtryk. Jeg tuder.
"Oh hey. Jeg hedder Simon. Du må være Marie." Han siger det som et spørgsmål. Jeg nikker.
"Jeg smutter igen. Skulle bare lige sørge for at du ikke var ved at slå stakkels Noah ihjel." Han griner lidt og lukker døren.
"Ja som han sagde... Jeg hedder Noah. Jeg nikker igen. Hvad skal jeg sige? Skal jeg gå min vej og være totalt lost? Nej vel! Nej, jeg tager mig sammen. Man er nød til at få noget godt ud af det der kommer til en. (Ligegyldig info: jeg er ateist.)
"Okay."
"Okay hvad?" Spørger han.
"Jeg..... er med."
"Er du sikker?"
"Hmm ja det er jeg kom nu bare videre, presenter mig for alle de andre." Han sukker og griner lidt af mig.
"Du er meget nem. Vi havde næsten regnet med at vi skulle tvinge dig." Hmm jeg havde smadret dem... Hvis jeg kunne...
"Ja ja fint nok. Lad os komme videre i livet." Siger jeg og rejser mig op. Udenpå ser jeg nok meget ligeglad og kold ud men indeni er et virvar af følelser igang med at banke rundt i min krop. Mit hjerte banker så højt at man skulle tro at han kan høre det. Nu skal jeg møde de mennesker jeg skal bo sammen med i... Ja to måneder!!? Nej Noah ligner en der er enogtyve, man kan nok godt blive boende. Men har jeg lyst til det??? Ikke tænke. Ta' en ting af gangen. Nu skal der mødes nogle mennesker!
Udenfor min dør er der en lang gang med en masse døre, nok ind til nogle andres værelser. Jeg piller nervøst ved mine fingre. Vi går op af en trappe og havner i en kæmpestor stue med en masse stole og sofaer. Der står de syv mennesker. De kigger alle meget undersøgende på mig, som om de leder efter noget. Noah tar ordet.
"Ja allesammen det er så Marie. Marie til højre står Simon ham har du mødt." Brunt kort hår og brune øjne. "Så har vi Daniel." Daniel har skulderlangt lyst hår. Han smiler forsigtigt til mig da Noah siger hans navn. " Magnus." Sort hår isblå øjne, håret er nok farvet. "Harry han er vores 'leder'." Lyst kort hår og grønne øjne. "Aske." Rødligt hår og grønne øjne, også mange fregner. "Rose og Aske er er søskende. " Det første jeg lægger mærke til er at hun ikke smiler til mig. Det er ikke rart, vil ikke allerede have folk der ikke kan lide mig. Hun har rødt hår ligesom Aske men hendes øjne er blå. "Og så tilsidst er der Lotus." Lotus har kort lyst hår og brune øjne. Hun ligner en der godt kunne blive en god ven. Jeg tager mig sammen og åbner munden.
"Øhm Hej alle sammen... Ja som i nok ved hedder jeg Marie. Jeg er sytten og ja.. Nu skal jeg bo her." Hold da op hvor min stemme ryster. Rose fnyser og vender sig om, går sin vej.
"Jeg laver noget mad, jeg er sulten." Siger hun. Jeg synker en klump. Hvorfor hader hun mig allerede????... Livet er svært.
"Du skal ikke tage dig af hende, hun har nok bare en dårlig dag," siger Harry. Jeg nikker og kigger ned i jorden. Det tror jeg ikke på. Så heldig er jeg ikke. Lotus kommer hen til mig.
"Hej Marie, skal jeg vise dig rundt?" Spørger hun. Jeg nikker og vinker farvel til Noah. Huset er meget stort. Der er tre etager. Ovenpå er der arbejdskontor og fjernsynsstue. Her på stueetagen er der køkken, spise rum og så to badeværelser. Nedenunder ligger alle værelserne og et toilet. Haven udenfor er ikke så stor. Lotus fortæller at når de skal øve til fx. Parkour tager de ud i en stor hal og øver. Da hun er færdig med at vise mig rundt går vi ind i køknet.
"Marie det er min maddag idag vil du være med til at lave suppe?" Spørger hun.
"Ja da!" Lotus og jeg er allerede blevet rigtig gode venner.

Der er ikke så mange der snakker ved bordet kun nogle små sætninger her og der. Jeg tager mod til mig og åbner munden.
"Øhm ja. Jeg har jo fået af vide at i er... Vi er ninja'er... Hvad laver man som Ninja?" Harry ser op.
"Det er meget forskelligt, for det meste for vi opgaver af myndighederne men der er også tit hvor vi selv griber ind hvis der er brug for hjælp."
"Okay så myndighederne ved godt at i findes?" Nu er det Daniel der svare.
"Ja men de ved ikke hvor mange vi er. De tror sikkert at vi kun er fire fem stykker." Jeg nikker forstående. Det giver meget god menig.