Ninja //Afluttet//

Branden

Jeg når kun lige at tage et bad før jeg skal afsted til bageren. Cykelturen tager kun et kvarter så det er let som ingenting. Jeg hilser på dem derinde og går ud for af finde min 'ekspedient bluse'. Snakker lidt med hende der står der nu. Ane tror jeg hun hedder. Klokken bliver hurtigt tolv og jeg tager over for hende.
Jeg er igang med at tage noget rugbrød ud af ovnen, da jeg høre nogle bandsirener. Jeg hader tanken om at der er noget der brander et eller andet sted eller at der er nogen der er i fare, så jeg skynder mig ud af butikken for at se om jeg kan se hvad der brander. Der står en ældre herre ved siden af mig.
"Undskyld men ved du hvad det er der brander?" Spørger jeg.
"Ikke med sikkerhed, men lidt længere nede af gaden ligner det at røgen kommer fra børnehjemmet." Shit. Jeg løber lidt længere ned af gaden som han sagde og kigger hen mod røgen og rigtig nok, der står er sort tyk røg op i luften og den kan ikke komme fra andre steder end børnehjemmet. Jeg løber alt hvad jeg kan ned af vejen, forbi en masse mennesker og ned mod børnehjemmet. Da jeg ankommer står halvdelen af børnehjemmet i flammer og ilden æder sig hurtigt ind på det sted hvor mit og nogle andres værelse ligger. Jeg ved det er meget dumdristigt det jeg gør, men alligevel klatre jeg op i et stort træ der står næsten lige uden for mit vindue. Folk råber af mig men jeg bemærker det ikke. Vinduet står åbent så jeg kravler hurtigt ind af det. Skynder mig hen til min kommode, og snupper det eneste jeg har fra min mor og far. Et billede. Ilden larmer og brøler på den anden side af min væg. Lige da jeg skal til at klatre ned af træet fanger en lyd mit øre. Baby gråd. Jeg tager en hurtig beslutning og kravler tilbage på taget, går langs det og kommer omsider til et vindue mere. Der er lukket. Lukker mine øjne og koncentrer mig om at lægge al min skurke i benene. Åbner øjnene igen og smadre så ruden med et spark. Den splintres i tusind stykker. Jeg kravler ind af vinduet og skynder mig hen til en lille seng. Hende der ligger der nede hedder Sofia og hun er to år gammel. Hendes mor døde da hun blev født og efter det blev faren alkoholiker. Der gik næsten to uger før de opdagede det. Hallo handle ikke tænke! Jeg snupper hende hurtigt og vender mig om mod vinduet.
Nej det kan ikke passe! Ilden er kommet derhen og jeg står nu midt på værelset og alle væge brænder. Jeg kigger op i loftet. Ingen udgange. Væggene udelukket. Gulvet.... Med en skrigende sprællende toårig under armen... umuligt. Panikken begynder at krybe ind på mig og heden fra ilden gør mig sløv. Jeg gør det som jeg synes er den eneste udvej. Jeg skriger. Skriger alt hvad jeg kan. I det samme kan jeg høre at der er nogen der går rundt oppe på taget. Og pludselig bliver der med et stort brag lavet hul i taget. Vedkommende der står der oppe har en stor frakke på og et tørklæde over næse og mund. Jeg stiller mig på tær og rækker Sofia op til personen. Han tager imod. I det samme jeg har givet slip svinder mine kræfter ind og jeg falder om på gulvet. Jeg når lige at høre et dæmpet bump ved siden af mig før jeg mister bevidstheden.