Ninja //Afluttet//

24 timer

Hej alle sammen! Vil bare sige tusinde tak. Da jeg kom på idag havde jeg fyrre (staves?) notifikationer! Og 95% af dem var likes. JEG DØR AF GLÆDE!!! Tusind tusind tak til jer alle sammen!❤️

En voldsom søvn overmander mig og jeg falder ned i søvnens tunge mørke.

Harrys synsvinkel.

Jeg er lige i gang med en opsummering sammen med Simon da det billede dukker op på min nethinde. Det er fra Marie. Et hurtigt øjeblik så er det væk igen. En mand. Nej vent ham kender jeg! Det er en af medlemmerne af Nihna! Jeg ser hurigt op på Simon.
"De har Lotus og Marie," siger jeg. Simon spærre øjnene op og rejser sig op.
"Vi må informere de andre!" Jeg nikker og sender hurtigt et erfaret til dem. Kort efter kommer der et billede frem. Man kan se at der er en kvinde der bære en masse poser og så to mænd der bære Marie og Lotus. Lotus er bevidstløs og Marie laver en masse grimasser. Sender billedet videre til Simon.
"Vi må gøre noget!" Udbyder Simon.
"Ja men vi skal tænke det ordentligt igennem."
"Vi må kontakte de andre klaner. Nihna er fjorten plus de der børn og vi er otte, faktisk seks."
"Nej det går ikke. Vi kan ikke bede om sådan en stor tjeneste for at rede to mennesker."
"Nej men vi kan bede om hjælp til at rede to mennesker, indtil videre ni børn OG til at nedlægge en klan der har planer om at overtage verden."
"Du har ret. Jeg sender besked til Marlene, Claude og Tristan." Siger jeg og lukker øjnene. Beskederne er hurtigt sendt afsted. Nu sidder jeg bare og prøver at få kontakt til Marie. Tager mig krampeagtigt til brystet da et voldsomt stød rammer mig. De har sat en mur op omkring deres område.

Maries synsvinkel. To timer senere.

Her er hvidt, sterilt og alt for lav luftfugtighed. Det føles som om at jeg tørre mere og mere ud for hver åndedrag jeg tar'. Mine øjne føles tørre og alt snore rundt da jeg rejser mig op af den lille briks jeg lå på da jeg vågnede. Rummet er aflangt med et lille højtsiddende vindue der ikke kommer meget lys ind af, og som heller ikke kan bruges som udvej. En lille stol henne i hjørnet og overraskende nok en hvid ikea kommode. Klør mig i panden og kradser mig frustreret i mine tørre øjne. Døren er låst... Selfølgelig.

"Godmorgen." Jeg stivner. Som på randen til at falde. Står stille i et sanseløst sekundt. Vender mig langsomt om. Der står han. Et forskrækket hvin undslipper og jeg bakker tilbage mod døren.
"Hold dig væk," siger jeg med rystende stemme. Han giver mig de sygeste kuldegysninger.
"KUN, hvis du hjælper mig med noget. Så vil jeg moske overveje at... 'Holde mig væk'. Hans uimodståelige stemme flyder til mig og det er anstrengende at sige ham imod. Men min fornuft vinder.
"Du vil moske overveje!"
"Ja."
"Det er godt nok et usikkert grundlag."
"Og."
"Og så dum er jeg ikke!" 
"Nå." Hans kortfattede svar gør mig irriteret.
"Hvad vil du have mig til at hjælpe med?"
"Du skal såmænd bare skrive under på dette papir." Siger han og skubber et a-4 ark hen til mig. Jeg trækker det hen til mig og læser det igennem.

Ved at skrive under på dette papir binder du dig til al evig tid til vor klan Nihna.
Du kæmper med os i kampen for at få samlet verden til et stort kongedømme hvor vor klan vil stå i spidsen.
Du stiller frivilligt dine kræfter til rådighed og adlyder højerestående personers befalinger.
Hvis du ikke indvilliger i at skrive under vil du for al tid leve som slave hos Nihna og dine kræfter vil blive taget fra dig så andre personer kan få glæde og gavn af de kræfter du ikke ville bruge i en god sags tjeneste.
Hvis du skriver under men ikke overholder betingelserne vil vi tage dine kræfter og skaffe os af med dig..... Vi tolerere ikke ulydige tjenere.

Underskrift:............................................................

Jeg bidder mig i læben og ser stift op på manden der for altid vil være mit værste mareridt. Han smiler forførende og skubber en blyant hen til mig. Jeg taget den langsomt op. Den er helt uskyldig gul med sorte streger og rød skrift. For pludselig en tanke. Kan jeg kommunikere til Harry? Sender et billede af blyanten men bliver stoppet af et voldsomt stød der går i gennem mig. Sorte prikker danser for mine øjne. Manden kigger koncentreret på mig. Hvad hedder han? Griber om bordkanten. Synker udmattet ned på stolen. Hele min krop summer af udmattelse.
"Ja som du sikkert har opdaget er det ikke muligt at kommunikere med folk uden for vores område uden er særlig tilladelse." Siger han og kigger irettesættende på mig. "Nå snuske, skriv så under." Snuske!.... He is totally killing me slowly!
"Jeg vil... Jeg.... Jeg vil ikke... Jeg... Må jeg tænke over det?" Sukker jeg. Ser op og når lige at se et strejf af vrede før hans ansigt brat skifter til indforståethed og forståelse. Hans stemme er dog kold og hård.
"Du har 24 timer."