Advarsel: voldsomt kapitel for nogle!Hun fatter det stadig ikke helt, og hun begynder langsomt at græde. Måske gå i fan-mode? Jeg er i hvert fald glad for, at det lykkedes, og at hun blev overrasket...❤
Vi spiser is og hygger os resten af dagen.
Amandas synsvinkel
Jeg ser pludselig en sådan 500 meter væk. Gud ja, Caroline og hendes familie skal spise med i aften - vi skal have pizzaaaaaa. Jeg lægger mærke til at Marcus filmer, og jeg begynder at løbe hen mod hende. Hun løber også. Vi kommer begge med så høj fart, at vi vælter. Jeg slår mit knæ mod hendes, og vi falder ned på den varme asfalt. Det er 15 grader udenfor, i like u dk <3 Vi ligger på jorden og krammer, indtil vi rejser os op. Eller hun gør.Jeg lægger pludselig mærke til smerten i mit højre knæ. Shit. Min knæskal. Jeg har hypermobile led, hvilket betyder at man nemmere fx vrikker om. Eller at knæskallen sætter sig ud på siden af knæet. Som den gjorde nu. Det er sket før, men jeg begynder alligevel at græde. Tankerne suser igennem mit hoved, hvad skal der ske nu, får jeg skinne på og krykker ligesom sidst, hvad vil mine nye klassekammerater sige om, at jeg måske kommer med krykker? Smerten i knæet, det spænder. Marcus gik efter mig, da jeg løb hen til Caro lige før. Han har opdaget det og råber efter mine forældre. De kommer løbende. Sidst det skete, måtte jeg have en ambulance til at hente mig. Jeg kan mærke, at jeg heller ikke kan overskue andet lige nu. Jeg beder dem om det. De finder også noget vand og smertestillende. Bortset fra at det "smertestillende" overhovedet ikke virker...
Caro tror selvfølgelig at det er hendes skyld, men jeg prøver så godt som jeg nu kan at forklare hende, at det slet ikke er hendes skyld, og at når det nu var sket en gang før, var der også stor sandsynlighed for at det skete igen. Hun forstår det stadig ikke. Men lige nu skal jeg bare slappe helt af. Jeg har fået dyne over mig, for det er jo kun 15 grader, og når man ligger stille føles det koldere, og så kan man få sådan nogle "stød", når det lige bliver ekstra koldt. Og det siger jeg jer, det gør pisse overdrevet nas. Det er sådan helt, Iww jeg hader det! Jeg kan høre min far diskuterer med telefonen. Eller altså nok nærmere med ambulance-damen i telefonen. Ja, han snakker jo med hende. I telefonen ;) Min far siger højt og meget bestemt til ambulance-damen i telefonen, at hun skal have en ambulance herud, for jeg ligger på et fortov, og her kan jeg ikke ligge hele dagen. Jeg kan nemlig ikke komme ind i en bil. Ja, sådan tog dagen så en meget skæv drejning. Jeg startede med at være hjemme i Vejle. Vi kørte herover, Mac (Marcus) overraskede mig, Caro kom, og nu ligger jeg her og venter på en ambulance som forhåbentligt kommer... Min far kommer hen mod mig. Han fik overtalt damen til at sende en ambulance herud. Den vil ikke komme med udrykning, ligesom den heller ikke gjorde sidste gang.
Jeg kan høre, at min far beroligende siger til mig, at ambulancen kommer nu. Jeg kan slet ikke snakke. Jeg fryser så meget. Pludselig falder mine øjne i, og det bliver helt sort.
Det her er taget rigtig meget ud fra noget jeg har prøvet. I sommers, d. 16/7 helt præcist, hoppede jeg på trampolin, og min knæskal satte sig ud på siden. Det gjorde freaking ondt! Det med de små stød - når man ligger der, men en knæskal ude på siden, som i forvejen føles helt forkert. Når der så kommer et vindstød, så spænder det sådan i knæet, altså ligesom hvis du spænder dine lår, men her sad knæskallen så ude på siden samtidig med. Jeg spillede håndbold, det gør jeg igen nu. Men jeg skulle gå tre måneder til genoptræning inden jeg kunne spille. Shit det var nederen. Har du nogensinde prøvet at være på skadestuen?
YOU ARE READING
More than friends?
FanfictionInternet venner ER rigtige venner! Men ting misforstås nemt, når man skriver på internettet. Og kommer man nogensinde til at møde sine aller-bedste venner, når ens forældre ikke er lige så obsessed med internettet som en selv? Pga Marcus og Martin...