Demon Prince

Maver vinder

Jeg skubbede til døren, selvom jeg godt vidste den ikke ville åbne. Eller det troede jeg da.. "Hvad.." Jeg så rundt, her er ikke nogen? Jeg grinede lavt og listede afsted, nu skal jeg væk fra det her lille dæmon slot. Jeg gik forbi en dør og hørte Jonathan's stemme, jeg var som naglet til jorden. Er jeg opdaget? "Sir, du ved ligeså godt som jeg, at vores tropper har revner. Prinserne ville havde hævn" "Og jeg ville dræbe dem, find dem, dræb dem" "Men Jonathan.." "Joe lige nu er jeg din konge ikke din ven" Av den må være hård at sluge. "Og lige nu taler jeg som din general!" Manden slog hånden ned i bordet, "Kom nu sige ikke at det kvindemenneske svækker din forstand" Hvabehar?! "Kan du ikke se det?! Du er ved at blive menneskelig, fordi hun.. Hun.." "Jeg hvad?!" Snerrede jeg og skubbede døren mere op, alle så mod mig. "Miss Mercy.." "Drop det" "Mercy tilbage til dit væ- Vent hvorfor er du her?" "Hold kæft Jonathan" Knurrede jeg, jeg gik helt tæt på ham der Joe. Hans øjne var royal blå og han havde mørkebrunt hår, "Menneske" "Grimme dæmon" Fnyste jeg. "Så svar mig, hvad er jeg? Hvad gør jeg mod ham?" Jeg prikkede ham på brystet "Du må ikke røre generalen" Hvæsede Jonathan "Urgh så tyg dog på en gammel sko!" "Undskyld mig?!" "Jeg spørger dig kun en gang mere, du gør dig klogt at svare mig denne gang" "Jeg er ikke bange for dig" "Så svar mig" Han så mig ind i øjnene. "Du gør ham menneskelig, du bruger sikkert nogen kvindelig trolddom, for at gør så han gør alt for dig" Jeg hev hurtigt vejret ind og pustede så til mit hår. "Trolddom?! TROLDDOM?! Jeg har prøvet at få ham væk fra mig lige siden jeg mødt ham! Kvindelig trolddom min.. Jeg har råbt, jeg har skreget, jeg har spyttede ham i ansigtet utallige gange. Men den.." Jeg pegede på Jonathan "Lille mide giver ikke slip" "Du elsker ham" Adr.. Jonathan åbnede munden "Tys Jonathan!" Sagde vi i kor og så rasende på hinanden. "Elsker ham?! Hvordan fanden skal jeg elske ham jeg er trænet til at dræbe?! Han har torturet mig, han har.. Urgh du ved godt hvor meget jeg hader dig ikke også?!" Jeg så mod Jonathan der blot nikkede. "I dæmoner er egoistiske!" "I mennesker er svage, især kvinderne" "Jeg. Kværker. Dig" "Mercy.." "Held og lykke" Jeg stak ham en lussing. "Bastard" Brummede jeg, "Slog du mig lige?  Din-" "JOE! MERCY!" Jonathan slog hårdt ned i bordet, han rejste sig op "Ikke skændes, Mercy ikke slå ham, Joe ikke true hende, hun er din dronning" "Hun er et menneske" "Jeg hader dæmoner!" "Stop det sagde jeg!" Vi begge to holdt vores kæft. "Tak" Han sukkede og så mod mig, jeg er på spanden nu, ik? Sikkert.. "Hvorfor er du her, Mercy?" "Ehhhhh" Flot Mercy, smukt, giv dig lige selv en.. LUSSING TAK! "Mercy.." "Jeg er sulten, farveller, Joe.. Jeg er ikke færdig med dig" Han så ondt på mig og jeg gengældte blikket. Jeg begyndte at gå da en tog fat i min hånd. "Mercy.." "Slip mig" Jeg prøvede panisk at få min hånd, han trak mig ind til ham. "Er du bange?" Jeg spyttede ham i ansigtet "Hvorfor gør du altid det der?!" "Slip. Mig." "Nej" "Jonathan" Jeg prøvede at komme væk men blev ved med at være det samme sted. Han lænede sig imod mig, nej nej og atter nej! Ikke flere kys, ewo! Jeg lænede mere og mere bagud og rynkede på næsen. Jeg kiggede til siden, "Uf!" Av for den lede.. Vi var landet på gulvet, Joe bed sig i læben og gemte sine øjne med sit hår. "Shit hvad har du spist?! Du er tung! Argh tykke!" Jeg hørte en mand hoste voldsomt, "Årh tak, elsker da også dig" "Og jeg hader dig" Jeg skubbede til hans brystkasse "Jeg har sagt du ikke skal røre mig eller kysse mig" "Jeg bryder reglerne" "Fantastisk så har vi da en ting tilfælles" Jeg rejste mig op, han rakte en hånd imod mig "Beklager vi mennesker kan godt lide at hjælpe meeen vores mave vinder altid" Jeg gik ud af rummet med en ret ryg, tag den Joe! Buh huh! 

//Heheh, maver vinder altid!//