Demon Prince

Spyt, altid spyt

Jeg vågnede op med et sæt, svedperlerne var for længst dukket op. De små hår havde rejst sig, jeg så rundt. Hvad i? Sengen, sværdet, det rodet skrivebord. Lænestolene der stod foran pejsen, det lille bord hvor skakken stod. Tårerne trillede ned af mine kinder, det var bare en ond drøm! Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og græd stille af lettelse. Kongefamilien har det godt, landet er ikke fuldt med klamme dæmoner, jeg har ikke mødt Jonathan, jeg er ikke blevet tortureret på så mange forskellige måder! Jeg begyndte at grine, min fantasi hvor har den det fra? En dæmon der forelsker sig i et menneske og så af alle mennesker mig. Jeg sukkede og smilede, jeg rejste mig op gik hen til sværdet. Jeg lod mine fingre glide på den flade side. "Sjovt jeg troede du ville tænke mere over dette" Jeg vendte mig om, "Hvem er du?" Han smilede djævelsk til mig "Er det ikke lige meget" Jeg rakte ud efter sværdet "Som om" Sværdet svævede og lande i hans hånd, jeg stod lidt lammet. "Hvad i?" "Det var sørme ikke en drøm min kære" Hans øjne så op i mine, de lyste og var lilla. "Giv mig mit sværd" "Njaaah" Han viste mig sine hvide tænder, han kørte en hånd igennem sit hår. Han pegede på mig med sværdet, rettede mod min mave, hvorfor? Vent?! Jeg hvæsede og gik et par skridt tilbage "Hold dig fra mig" Knurrede jeg. "Rolig nu jeg vil intet gør de børn" Han smilede skævt til mig. "Jeg kan faktisk ikke finde ud af det" Han så tænksom ud "Elsker du ham eller hader du ham?" "Jeg hader ham" "Elsker du børnene?" "Måske" "Kun  måske?" "Hvorfor vil du vide det her?!" Brummede jeg. Han grinede lavt "Du anklager os dæmoner ret hurtigt gør du ikke?" "Det er det jeg er opdraget til" "Jeg gætter på din lærermester tog dig til sig, kært" Han stak underlæben ud. "Jeg vil havde det ene barn" Jeg fnyste "Som om, jeg har tænkt mig at flygte fra Jonathan hvorfor skulle jeg giv dig det ene barn? Du er også dæmon husk det" Han trak på skuldrene. "Den familie er stor, de er mægtige det ved jeg godt. Og jeg ved godt du har dræbt flere dæmoner end du kan huske, i begge to dræbermaskiner. Du dræber dæmoner, han torturere menneskerne først" Han bøjede sig ned over mig. "Du er ikke en centimeter bedre end ham" "Jeg føler barmhjertighed!" "Det gør vi også engang imellem" "Tsk som om" "Jeg ved hvad der er rigtigt og forkert" "Bla bla" Han gik rundt i værelset. Hvorfor mon han har taget mig her hen? "Hvad skulle du overhovedet med en af mine børn?" Han grinede "Lærer personen at kende selvfølgelig. Dæmoner og mennesker blander sig jo ikke sammen, det er aldrig sket før, det er det eneste der ikke er sket" "Engler.." "Jo det er sket" "Men der er ikke noget specielt ved mennesker det understreger i hele tiden" Brummede jeg. "Det gør alle de andre" Han sat ved den ene lænestol og begyndte at ryge. Hans lilla øjne så ind i mine, ind i min sjæl, afsløret alle mine hemmeligheder. "Men jeg er ikke som de andre Mercy" Han viftede med smøgen røgen fulgte flittigt efter. "For i mennesker er noget specielt, ja ham der skabte verden gav jer ikke nogen kræfter. Dæmoner fik alt det onde i sig, engler fik alt det gode i sig. Guld hjertet og det vi dæmoner kalder for det sorte hul. Vampyrer og varulve deler hurtighed, helt klart, vampyrene er lidt som dæmoner. De fik smagen af blod men de er ikke onde eller gode det er forskelligt, det samme med varulve de fik ikke smagen efter blod men efter at kidnappe folk har altid været det store hit" Han så på mig. "Vi er alle forskellige, men der er enes træk hos engler, varulve, dæmoner og vampyrer som ikke er hos mennesker. I er jeres egen, ingen skal fortælle hvad i hele tiden skal gør" Han grinede og pegede på mig. "Det gælder især dig" "Hvad er pointen?" Hvæsede jeg "Hvad mener alle med det kan skabe kaos for mennesker eller dæmoner!" Jeg så frustreret på ham. "Det bliver en pige og dreng, de bliver som dag og nat så forskellige og dog har de fælles træk" "HVORFOR HAR DU TAGET MIG?!" Han sukkede. "Tålmodighed kvinde, det har du hvis ikke meget af.." Han smilede skævt. "Den ene vil gør alt for andre imens den anden ville skide på andre" Hm! Jeg forstår det ikke, hvorfor skal jeg kidnappes af denne freak?! For at havde denne samtale der ikke hænger sammen på nogen måder. Han folde sine hænder på sit skød og så på min mave, "Du vil kun få det ene barn se at vokse, det andet vil du miste på en måde" Jeg rullede med øjnene "Hvad ved du om det?!" Han trak stille på skuldrene. "Du kommer aldrig væk fra Jonathan" JO JEG GØR! "Noget de vil sige? Inden vi tager dig tilbage?" Jeg spyttede ham i ansigtet "Spyt, altid spyt" Han tørrede sit ansigt.