Demon Prince

Den grøn øjet dæmon

Jeg løb gennem skoven, hørte hestehove komme nærmere, pulsen steg hurtigere end lynet. Jeg hørte en susen, en pil fløj tæt ved mit øre. Jeg trak mit sværd op og vendte mig om og så på de tre mænd der cirklede sig om mig nu. "Beklager miss men, Demon Prince synes ikke godt om din lille gåtur" Jeg så rundt på dem. "Tag nu frivilligt med tilbage så der ikke sker dem noget" "Hvis i ville havde mig derhen igen.." Jeg svingede med mit sværd "Så må i slæbe mig skrigende derhen" "Som de ønsker" Jeg smilede skævt, jeg vinder det her..

Ja jeg vandt over de tre vagter, nej jeg nåede ikke at undveg pilen Adrian sendte afsted efter mig så jeg blev slæbt tilbage som sagt skrigende hen til slottet. I håbet om at nogen ville sige fra, at nogen ville hjælpe mig. Det jeg i stedet fik ud af det var en af Rob's ildelugtende sokker i fjæset.. De store guder har hvis alt imod mig.. Hvis jeg ellers var en der troede på guderne.. Jeg havde fået næseblod og jeg blev smidt ned på det kolde marmorsten gulv. Jeg så til min store ærgelse de bekendte sko, de bekendte ben, de bekendte grønne fascinerende øjne som lynet af vrede, det bekendte sorte hår der var en smule rodet som altid. Alt i alt den alt for bekendte Jonathan var det jeg så, han delte hvis min ikke eksisterende glæde over gensynet. Jeg var skuffet over at jeg var så tæt på men alligevel ikke tæt nok og Jonathan? Han var rasende, hvorfor han er så gal er bare det store spørgsmål. Han gør kun det her fordi han ville torturere mig, ikke pga kærlighed. Jonathan's følelse for mig er vrede og atter vrede.. "Jeg burde binde dig fast til sengen.." Han rejste sig op, uden at tænke over det sank jeg en klump, "Jeg burde havde dig med overalt som en lille hundehvalp" Han trådt nærmere. "Jeg burde låse dig inde" Jeg var blevet trængt op i en krog, han tog hårdt fat i min arm og hev mig op. "Og jeg burde i den grad straffe dig" Hvæsede han, jeg spyttede ham i ansigtet "Der er intet du kan gør som kan gøre dette værre" Han smilede djævelsk og bøjede sig ned over mig "Aldrig sig aldrig, menneske" Hviskede han i mit øre. 

Kedsomheden er ufattelig.. Kedelig.. Jonathan's familie er taget tilbage til hvert deres kongeriger, de havde besøgt mig alle under mit fangeskab i soveværelset. Givet mig underholdning.. Eller nok mere bare selskab. Jeg har intet selskab nu, der kommer en menneske slave og giver mig mad tre gange om døgnet. Og går ligeså snart jeg har fået maden, så yai.. Og så er der Jonathan, han er der aldrig når jeg vågner. Han kommer ind om aften lægger sig ned ved siden af mig for at trække mig ind til ham. Derefter kysser han mig og siger så godnat, og så er det bare om at sove! Det er meget sjældent men det sker, at Jonathan tager min hånd og så holder han fast i den resten af dagen og jeg følger ham som en lille hundehvalp. Jeg har læst de samme fem bøger alt for tit, at jeg kan dem udenad. Selvom jeg ikke kan bruge det til noget har jeg trænet lidt, ikke med sværd, her er intet.. Men med en pude som skjold og en blyant som sværd nok nærmere en kniv men det er blot en detalje. Døren åbnede sig, jeg så Jonathan komme ind af døren, jeg vendte tilbage til at kigge op på loftet og forestille mig stjernerne, hvad jeg ikke ville gør for at kunne ligge på græsset og se på stjernerne.. Jeg så ud af øjenkrogen at han lagde sig ved siden af mig og kiggede op på loftet. Hvem skulle havde troet han villelægge sig frivilligt på gulvet? "Hvad tænker du på?" Spurgte han "Frihed" Min svar var koldt og kort. "Spændende" Åbenbart ikke spændende nok for ellers ville jeg være fri nu, tænkte jeg bittert. "Hvad er det du ville mig? Hvad ville du havde af mig? Jeg kan ikke give dig noget!" Jeg knyttede mine næver, han så mig ind i øjnene. "Nyder du virkelig at holde mig fanget her og torturere mig med at.. Lade som om du overhovedet kunne finde på, jeg ved ikke det her! Hvorfor gør du det ikke fordi? Hvorfor dræber du mig ikke bare?!" Vreden var stor. "Jeg ved ikke hvor kongefamilien er længere, du har intet at bruge mig til!" Han trak mig ind til ham. "Slip. Mig!" Knurrede jeg med sammenbidte tænder. "Mercy, nu skal du forstår at jeg ikke gør det fordi jeg ønsker dig ulykke. Men fordi jeg virkelig er forelsket i dig, i et menneske, i et stædigt menneske, mit menneske. Jeg slår dig ikke ihjel fordi jeg ville gør dig til så mange ting" Han kyssede mig, "Jeg ville, jeg burde snart straffe dig for din lille flugt" Er jeg ikke blevet straffet nok?! "Du skal bare forstå en ting Mercy.." Han kyssede mig igen "Jeg slipper dig aldrig" Hvorfor bliver jeg glad for det? 

Jeg er vel ikke ved at føle noget for den grøn øjet dæmon?