One Way♡ ~afsluttet~

4 - Håbe på det bedste

(Martinus's synskvinkel)

Tænk at jeg lige så hende? Hende jeg har savnet så meget, og så står jeg bare og kigger ned i jorden som en eller anden idiot.

Jeg kigger over på Mathilde som har blanke øjne, hun bryder helt sammen. Jeg krammer hende. Jeg kigger over på Marcus som kigger her over og griner og ryster på hoved og vender så hurtigt tilbage til de andre's samtale "undskyld" siger Mathilde "hvad?" Griner jeg "jeg havde bare brug for at sige det" siger hun og retter sig op og tørre tårerende væk "jeg tror jeg går hjem nu" siger hun " ja vi ses" siger jeg. Hun vender sig om og går.

"Jeg forstår ikke hvad du ser i hende" siger Marcus lidt tid efter "hvad?" Siger jeg og går over til ham "du hørte mig godt" siger han "jamen hvad mener du? Mathilde er bare en ven du ved godt hun ikke har så mange venner siden det der skete" svare jeg surt "du mener vel det du gjorde og så er jeg bare en ven?" Siger Mathilde, jeg vender mig og ser Mathilde "er jeg bare en ven? Intet andet?" Siger hun, jeg nikker blidt "her for ikke så lang tid siden kyssede du mig? Betød det ikke noget? Og hvad så med den gang hvor du kyssede mig og var Olivia utro? Betød det heller ikke noget?" Siger hun surt.

Jeg ryster på hovede, hun vender sig om og sætter i løb "ja på den måde får du også Olivia tilbage" griner Marcus, man kan bare høre sarkasmen i hans stemme og det er sygt irriterende "hold nu kæft Marcus" siger jeg surt "du ved jo hun ikke har så mange venner" tilføjer jeg "ja og hvis skyld er det?" Siger han, jeg kigger på ham med et tomt blik "ja det var din skyld, og lad nu vær med at spille offeret det er irriterende" siger han "jeg gider ikke det her" siger jeg og løber hjem.

Jeg træder ind af døren til mit værelse. Jeg smækker døren og smider mig i sengen og fælder et par tåre.

Var det virkelig min skyld at Mathilde ikke havde så mange venner?

Hader alle mig i hemmelighed?

Sådan ligger jeg og tænker i minutter måske timer. Det ved jeg ikke, men jeg er sikker på at jeg ikke kan have en samtale med Olivia uden og bryde sammen. Hun har faktisk ændret sig meget, ikke hendes personlighed, men alt andet har ændret sig.

Måske er forandring godt?

Hvad hvis nu at Olivia er ovre mig?

Og måske har en ny?

Argh hvorfor skal jeg være sådan en der altid skal tænke så meget over tingene, gid jeg kunne være ligesom Marcus, som altid ved hvad han skal gøre uden at tænke sig så forfærdelig meget om.

Ville det overhoved være en mulighed og få Olivia tilbage?

Jeg må vel bare prøve og sige undskyld? Og så håbe på det bedste?

-Heyy håber i har haft en fantastisk dag!
Husk og stemme og kommenter!

XOXO
TheUnperfectGirl🥀