29 - skæbnen

312 18 0
                                    

(Olivia's synsvinkel)
Lørdag d. 22 december

Jeg er lige blevet udskrevet og er på vej hjem. Lægerne ville lige have at jeg blev en uge  længere, så de lige kunne kunne tjekke at alt var i orden.

Og jeg har fået min hukommelse tilbage, jeg har også fået nogen minder med min far tilbage, selvom jeg foretræk at de sad bagerst i hukommelsen. Det er mere fordi at jeg ikke gider have at de minder dukker op vær gang jeg tænker på min far, for de gør mig faktisk ret trist.

Når men anyways, mens jeg lige har delt mine tanker med jer, så er vi faktisk allerede kommet tilbage til Trofors. Jeg stiger ud af bilen og går over til hoved døren.

Min mor låser den op. For at være ærlig blir jeg ret trist for her er ikke den hyggelige stemning der plejer og være, der er mere en mørk dyster stemning. Men min mor har jo ikke været hjemme lige siden jeg vågnede, hun var på hospitalet så jeg kunne føle mig tryg.

Vi går indenfor og jeg hænger min jakke op og tager mine sko af "Olivia, vi skal lige snakke" siger min mor og tænder lyset i køkkenet "som du ved skal vi flytte efter nytår, og i din tilstand kan du ikke pakke dit værelse ned alene" siger hun, jeg nikker stille.

"Derfor har jeg hyret nogle flytte mænd der skal pakke huset ned, men de kommer d 28 og pakker det hele ned, og så har Gerd-Anne været så sød at tilbyde at vi kan være hos dem indtil vi skal afsted og de køre os også til lufthavnen" siger hun "mmhh" siger jeg.

"Når jeg går op på mit værelse" siger jeg og går stille op af trapperne.

Jeg kommer op, smider mig i sengen og begynder ellers og græde. Det var ikke den måde jeg havde håbet det sidste af året ville forgå. Jeg havde håbet en masse sneboldskampe, snemænd og kys under misteltenen.

Jeg havde også håbet at vi skulle bage småkager, så der ville dufte i hele huset. Men jeg må vel bare indse at det er ikke sådan det skal være.

Sådan vil skæbnen ikke have det.

-💛💛

XOXO
TheUnperfectGirl🥀

One Way♡ ~afsluttet~Where stories live. Discover now