One Way♡ ~afsluttet~

28 - Olivia

(Martinus synsvinkel)
Onsdag d 12 december

Det hele er min skyld, hvis jeg nu bare ikke havde blandet hendes far ind i det her så havde hun nok være vågen. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg truede med det, for jeg har jo ikke engang hans nummer?

Hun er på ingen måde i livsfare.

Hun fik bare et mindre nervesammenbrud og er ikke vågnet endnu. Jeg har siddet her ved siden af hende dag ind og dag ud lige siden hun kom på hospitalet.

Både mor, Marcus og Olivia's mor har prøvet og få mig hjem, men jeg har nægtet hver gang. Jeg har også nægtet at spise. Så jeg må vel ha tabt mig lidt, men kan man tabe sig af at gøre ingenting?

Det kan godt være jeg overdriver men, det er min skyld hun er her og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tage hjem. Desuden ville det ikke hjælpe spor, jeg ville bare få det værre.

Jeg ville få det værre med mig selv og værre med det jeg gjorde. Jeg ville sikkert have svært med at  falde i søvn, og så hvis jeg endelig skulle falde i søvn, ville jeg nok også får mareridt . Jeg ville nok også finde på flere grunde til at hun skulle hade mig eller at det hele er min skyld, og det er ikke lige det jeg har brug for.

Det eneste jeg har brug for at Olivia vågner...

Jeg kigger ud af vinduet, det er begyndt at sne, ikke meget men lidt. Vinter er Olivia's ynglings tid på året, hjerternes tid, eller som hun plejede at sige, sneboldenes tid.

Den eneste tid på året hvor man kunne lave snebolde, den tid hvor man kunne lave snebolds kampe og snemænd. Den tid hvor man kunne kysse hinanden under mistelten. Det savner jeg, meget endda.

Jeg ville ønske at alt var som før, før Olivia tog til Oslo, før jeg var hende utro, før ja, før alt det dårlige skete.

Tænk nu hvis intet af det ville være sket, ja Olivia var måske taget til Oslo, men så når hun kom hjem igen kunne hun komme tilbage til en kæreste og en bedste ven, istedet for en ex-kæreste og en fjende.

Det er vist fortid nu, det er intet andet end minder. Selv om jeg ville ønske at det ikke var sådan.

Olivia's mor og min mor kommer ind af døren efterfulgt af Marcus "Martinus, Marcus tager over fra nu af" siger mor  "nej" siger jeg kort og kigger på Olivia "martinus, du har brug for at sove, du skal jo være frisk til når Olivia vågner" smiler Olivia's mor.

"Martinus jeg lover ikke at gå fra hende" siger Marcus "det er ikke det" siger jeg "Martinus, du bliver nød til at få noget søvn" siger min mor bekymrende  "jamen jeg vil være her når hun vågner" mumler jeg.

På en eller anden måde fik de mig overtalt til at tage med dem hjem, de fik mig overtalt til at tage hjem med tårer trillende ned af kinderne.

De fik mig til at tage hjem uden Olivia..

-ej, nu blev det sørgeligt
I får lige et langt kapitel idag
Håber i har haft en god dag!
Husk og stem!

XOXO
TheUnperfectGirl🥀

#1,18k