Mr. Player - Fanfiction - Teen fiction

2 - Første dag på gymnasiet

Lyden af mig vækkeur vækker mig. Jeg slår spastisk ud efter det, men ender med at vælte det ind under sengen. Hell no! Jeg kravler ind under sengen og får det satans vækkeur til at tie stille. Jeg lægger det på kommoden og vælger noget tøj. Det her er min første dag på gymnasiet og jeg er vild spændt! Jeg tager en hvid t-shirt på, hvor der står: 'My unicorn drinks coffee too' med lyserøde bogstaver. Det er mit livs motto, bare så I ved det. Jeg vælger derefter et par hvide shorts på. Jeg kigger mig selv i spejlet og bliver skræmt ved synet af mig ansigt, hvilket er #fml. Jeg børster mit hår og sætter det op i en hestehale, hvorefter jeg spæner mod mit toilet og vasker mit ansigt. Jeg børster mine tænder, sætter concealer under mine øjne og lægger en  lille smule mascara på. På læberne lægger jeg min Baby Lips med Candy Apple, som giver en rød farve. Jeg går ind i køkkenet og spiser et æble og drikker noget mælk. Jeg tager derefter min mobil og min lyserøde DAY-taske, som bare er sygt nice. Temaet for i dag er vel lyserødt. Jeg tager mine lyserøde Adidas sko på og går ud af døren. Jeg sætter mig på min cykel og cykler mod gymnasiet, som lægger 3 km væk fra mit hjem, hvilket ikke er specielt langt, med mindre man er mig; i dårlig form.

-

"Hej, ved du, hvor kontoret ligger?", spørger jeg en dreng. Han har briller, pjusket hår, en hvid t-shirt og et par sorte bukser. "Ja, det gør jeg. Skal jeg følge dig derhen?", spørger han usikkert. "Ja, det ville være super sødt af dig.", svarer jeg. Han fører mig hen til kontoret, hvilket faktisk ikke ligger mere end 10 meter fra dér, hvor jeg stod før. "Tusind tak!", siger jeg glad. Han smiler og kigger ned. "Selv tak. Hej, hej.", siger han genert. Jeg banker på døren og bliver budt velkommen af en cirka 45-årig dame med platinblondt hår og blå øjne. Hendes hår er sag op i en løs knold, og hun har afslappet tøj på. "Hej, er du ikke Olivia Johnson?", spørger hun venligt. "Jo, jeg ville bare have mit skema og koden til mit skab, tak.", siger jeg høfligt. Hun roder i nogle papirer og finder et skema frem samt et lille bitte papir med en 4-cifret kode. "Her har du dit skema, og din kode står på denne her lille flap papir. Jeg vil råde dig til at lade være med at fortælle andre din kode til dit skab.", siger hun. "Okay, tak.", siger jeg.

-

Jeg banker på døren til mit nye klasseværelse. Kort efter bliver der åbnet, og jeg bliver budt velkommen af kvinde, lærer går jeg ud fra. Hun har lysebrunt hår til skuldrene og brune øjne. Hun virker rar. "Hej, jeg hedder Elena, og jeg er din engelsklærer i år.", siger hun præsentabelt og rækker en hånd frem. Jeg trykker hendes hånd. "Olivia Johnson.", siger jeg nervøst. Hele klassen kigger på mig, hvilket har gjort mig meget nervøs. Da jeg kigger mod klassen får jeg øje på Brian, som smiler sit player-smil. "Du kan sætte dig ved siden af Cara. Jeg kigger forvirret og prøver at søge efter Cara. Pludseligt rækker en pige sin hånd op. Hun har blondt hår og lyseblå øjne. "Det er mig.", siger hun smilende. Jeg går stille hen til hendes bord og sætter mig ned på stolen ved siden af hende. "Vi er i gang med at snakke om en film, som hedder Easy A.", hvisker hun forsigtigt. "Okay, så er det godt, at jeg allerede har set den.", hvisker jeg tilbage. "Det var heldigt.", siger hun stille. Noget siger mig, at vi kommer til at være meget gode venner. Cara virker nemlig meget rar. "Venner?", spørger jeg nervøst. Hun nikker smilende. "Venner.", svarer hun.
-
Klokken ringer, hvilket betyder, at det er spisepause. Jeg pakker mine bøger ind i tasken og vender mig om. Måske lidt for hurtigt, for mit ansigt rammer en eller andens overkrop. Mine kinder bliver varme, da jeg ser, at det er Brians veltrænede overkrop. Han smiler stort som om, at han lige har fundet ud af, at julemanden har været på besøgt hjemme hos ham. "Undskyld.", stammer jeg akavet og bakker væk. "Skulle det være en anden gang.", siger han og blinker, hvilket får mig til at tage et skridt tilbage. Flirtede han lige med mig?

Jeg går drastisk over mod kantinen, hvor jeg køber min mad og prøver på at spotte et par venlige piger, eventuelt Cara. Kort efter prikker noget mig på skulderen. Jeg vender mig mod personen og ser, at det bare er Cara. "Skal vi sætte os ved siden af Lara og Klara?", spørger hun. Jeg nikker glad. Hun er jo supermand; kommer og redder folk i nød. "De er her ikke endnu, så lad os sætte os ved bordet.", siger hun. "Det her!", siger jeg entusiastisk. Jeg skal til at sætte mig ned på stolen, da hun begynder at kigge nervøst omkring. "Der sidder Anastacia og hendes slæng, og du vil ikke lægge dig ud med dem.", siger hun bange. "Okay.", siger jeg forvirret, hvorefter vi sætter os ved et andet bord. Kort efter kommer Lara og Klara. Vent. Cara, Lara og Klara rimer, for fanden! Kæft, hvor goals.

"Jeg er Lara.", siger den ene med kulsort hår og brune øjne. "Og jeg er Klara.", siger den anden med mørkeblondt hår og havblå øjne. "Hyggeligt at møde jer.", siger jeg og tager en bid af min pizza. "Okay, lad os præsentere os lidt mere, for ellers bliver det mærkeligt, og så bliver alt akavet, hvorefter ingen af os kommer til ag kende hinanden særlig godt, hvilket man burde, hvis man skulle være venner for livet.", siger Lara. Det tager mig noget tid, før jeg forstår, hvad hun siger. Wow, den pige snakker hurtigt. I like it, like it. "Okay, jeg hedder Olivia, og jeg er lige fyldt 16 i år. Jeg elsker chokolade og is, men ikke mindst sodavand. Jeg synes, at babyer er vild nuttede og dejlige. Jeg har en mor, far og en lidt for overbeskyttende, men meget sød, tvillingebror, som også går her på gymnasiet, eller i vores parallelklasse for at være mere præcis.", siger jeg smilende.