Mr. Player - Fanfiction - Teen fiction

3 - Middag med naboerne?

SPOILER ALERT, HVIS DU IKKE HAR SET 'EN FLÆNGE I HIMLEN'!

"Alright, du vælger.", siger Klara og giver Lara fjernbetjeningen. Vi sidder alle fire på Klaras overdrevet store sofa og har hver især en skål popcorn, en posechips og en flakse sodavand i hånden. Lara har lige fået lov til at vælge film, hvilket hun er meget glad for i øjeblikket. "En flænge i himlen!", siger Lara entusiastisk. Vi læner os alle sammen tilbage, imens vi gør os klar til at se filmen.

"Nej!", siger Cara højt og græder. "Du kan ikke efterlade hende i denne her verden!", siger jeg grædende. Kæft, hvor er den sørgelig. "Du må ikke dø, min bro!", kommer det fra Lara. Klara er den eneste, som ikke ser grædefærdig ud, men det varer ikke længe, før tårerne begynder at trille ned af hendes kinder. "Hvorfor skal alle kærlighedsfilm være så fucking sørgelige?!", kommer det endelig fra Klara. Selv hun kan ikke modstå trangen til at græde. Vi sidder ærgeligtalt alle sammen og græder snot, hvilket er ret dramatisk - efter min mening.

"Det var noget af en film.", siger Cara, da filmen slutter. Vi mumler alle et 'ja' og pudser vores sidste snot af. Vi må ligne en flok ulykkelige emo'er. Vores mascara er tværet ud i hele ansigtet, og spørg ikke om vores lipgloss eller læbestift. Det ser ud som om, at vi har snavet med en eller anden fyr, hvorefter vi blev afvist, hvilket har fået os til at græde. Jeg tager min mascara af med et stykke papir, hvorefter jeg vasker min lipgloss af. Det samme gør de andre piger, og hvis man ser bort fra vores røde øjne, ser vi nogenlunde normale ud. Jeg plasker noget koldt vand på mit ansigt og i mine øjne og tørrer mit ansigt. Sådan, nu er jeg miss perfect igen.. Just kidding.

-
"Vi ses!", siger jeg til pigerne, fordi jeg skal til at cykle hjem. Klokken er omkring 6 om aftenen, så jeg må se og spise noget aftensmad. Jeg cykler hurtigt hjem, hvilket tager omkring 5 minutter, fordi Klara ikke bor særlig langt væk. Jeg når endelig til mit kære hjem, hvilket får mig til at smile. "Ude godt, men hjemme bedst.", siger jeg lavt, så kun jeg kan høre det. Jeg låser mig indenfor, og møder synet af min mor sidde på sofaen, igang med at læse en avis. "Far arbejder over sig i dag.", siger hun. "Okay.", siger jeg. Jeg er vant til, at mine forældre arbejder over sig. "Skal jeg lave maden denne her gang?", spørger jeg bedende. "Jaja, det gør du bare. Oliver er på sit værelse, og han spiller PlayStation sammen med sin ven, Mathias, så du skal nok ikke forstyrre dem.", siger hun smilende. Vi ved begge to, at Oliver altid bliver sur, når nogen forstyrrer ham, når han spiller spil. Jeg tager mit overtøj af, og begiver mig ud på eventyr. Eller rettere - jeg har tænkt mig at lave mad, You know?

Jeg begynder straks at lave indisk mad, 'cause it's the best thing in the world! Seriøst, lige siden jeg var helt lille, havde jeg ELSKET indisk mad, fordi det var sp lækkert, og det blev seriøst aldrig kedeligt uanset, hvor meget man spiste af det. Det skal lige siges, at jeg elsker stærke krydderier samt chili.

"Maden er færdig!", råber jeg glad. Jeg har lavet en indisk ret med kikærter, chili og en masse andet, som jeg ikke engang kender navnet på. Ved siden af, har jeg varmet noget naan brød, hvilket jeg virkeligt elsker. "Hvor ser det lækkert ud!", kommer det fra min mor, som er begyndt at dække bord. Der går ikke megen tid, før Oliver og Mathias kommer stormende ned af trapperne. "Wow!", udbryder Mathias. "Hvordan har du lavet det?", spørger Oliver interesseret. "Du ved; jeg har skills.", siger jeg stolt og børster usynligt støv fra mine skuldre. Jeg lægger maden på bordet. "Mor, jeg tror, at jeg har lavet alt for meget.", siger jeg. "Skal vi invitere nabofamilien herover? Ved I hvad? Det gør vi.", siger min mor. Nabofamilien? Oke.. Min mor stormer ud af døren mod naboernes hus, hvorefter hele familien kommer stormende ind af døren. Jeg dækker bord til 7 personer.

"Jeg vidste ikke, at du kunne lave mad.", hvisker Brian og hælder maden i sig. "Der er meget, du ikke ved om mig.", siger jeg selvglad. Nu er det min tur til at være selvglad, og det nyder jeg kraftedme. Alle ser ud til at nyde maden, hvilket gør mig glad. Jeg kunne være verdensberømt - eller måske ikke verdensberømt, men nok bare berømt i Danmark, men hey, jeg laver altså god mad.

A/N:
Hey folkens! Det her er så tredje kapitel, som faktisk ikke er ligeså langt som de forrige kapitler, men det er meningen. Jeg har prøvet på at skrive det længere, men det gik ikke særligt godt. Jeg lover, at de næste kapitler bliver længere og mere interessante end det her.