Mr. Player - Fanfiction - Teen fiction

19 - Bange for døden?

Jeg gaber og går lidt hurtigere. Det er ret mørkt, og jeg er på vej hjemad. Jeg skæver lidt mod 7-Eleven, og min mave begynder at rumle. Sulten gnaver utilfreds i min mave. Jeg går ind ad døren og køber to hotdogs og en Cola.

Jeg tager store bidder, siden jeg er mega sulten. Min mobil brummer i min lomme, og jeg spiser den ene hotdog færdig, så jeg kan tage min mobil ud af min lomme. Det er en notifikation fra Instagram, så jeg ignorerer det bare. Jeg åbner Maps og sukker irriteret. Mit hjem er 500 meter væk.

Jeg sætter tempoet op, men jeg stopper pludseligt, da jeg hører raslen af plastik og papir. Jeg går efter lyden og ser fem skikkelser 2 meter foran mig. Hvis det ikke ville havde været for den sorte bil, som jeg gemme enig bag, ville de se mig. Skal jeg løbe væk? Skal jeg liste væk? Hvad, hvis jeg bliver opdaget?
Jeg misser lidt med øjnene. De udveksler noget pulver, og ham i den sorte hoodie fisker et par tusinde kroner frem og giver sedlerne til den kraftige byggede mand med læderjakken.

Jeg burde gå nu.. Men det er som om, at jeg er paralyseret her i øjeblikket. Jeg kan ikke bevæge mig, og min mund bliver tør. Chris.. Jeg kan tydeligt se hans ansigt, selvom han er gemt bag en sort hoodie og en hue. Hvad fanden laver han her?!

Chris giver den muskuløse mand nogle pengesedler og modtager en pose med noget hvidt stads. Kokain. Tager han stoffer?! Mine ben ryster, og jeg kæmper for at stå op. Jeg er bange.

Jeg begynder langsomt at bakke væk fra bilen, mændene og Chris. Jeg er cirka 2 meter væk fra bilen, da min mobil begynder at ringe. Fuck! De vender alle sammen sine hoveder mod mig, og jeg løber. Det varer ikke længe, før nogen griber fat i mig. Personen tager mine håndled i et jerngreb, og jeg piver af smerte. Skal jeg virkelig dø sådan her? Jeg prøver på at rive mine hænder til mig, men grebet om mine håndled strammes endnu mere. Jeg tygger sammen for ikke at skrige af smerte.

"Hvad laver du her?!", brøler manden, og jeg lægger særligt mærke til tatoveringerne på hans ansigt. Nærmest halvdelen af hans ansigt er fyldt med tatoveringer af slanger og ord. "Jeg.. jeg.. har ikke.. gjort noget!", stammer jeg forfærdet. "Lad være med at dræbe hende, for vi kan ligeså godt kneppe hende!", råber manden med læderjakken. "Lad hende være!", hører jeg nogen råbe. Chris. Har den fucking idiot tænkt sig at redde mig, for det håber jeg da. "Kender du hende?!", råber nogen. Jeg når ikke at høre mere af deres samtale, inden jeg besvimer af skræk.
-

Jeg vågner ved lyden af bildæk, der 'skriger' mod asfalt. Jeg river nærmest sædebæltet væk fra mig, så jeg kan rejse mig. Minderne dukker op. "Er du vågen?", hører jeg en velkendt stemme sige. Jeg kigger irriteret på Chris, der kigger bekymret på mig. "Tager du fucking stoffer?!", råber jeg nærmest. Hans ansigtsudtryk ændrer sig fra bekymret til vred. "Det rager ikke dig!", siger han vredt. "Nå, rager det ikke mig, hva'?! Jeg kunne fucking dø..", han afbryder mig. "Jeg reddede dig faktisk. I stedet for at skælde mig ud med din bitch-attitude, burde du fucking takke mig!", råber han. "Takke dig?! Dit fucking svin.. Tror du, at jeg nogensinde vil takke dig?!", råber jeg endnu højrere og åbner bildøren.

Jeg går vredt ud af bilen og smækker døren, så hårdt jeg kan. Hjernedøde idiot. Har de stoffer så stor en effekt på ham, at han har mistet hjerneceller?! Og han vil have mig til at fucking takke ham, for at jeg nærmest døde! Jeg kunne blive skudt i hovedet eller blive voldtaget ihjel af hans narkoman-bande! Jeg putter min hånd i min lomme, og min mobil ligger der heldigvis. "Kom tilbage! Du ved ikke engang, hvor fanden du befinder dig. Hvordan har du tænkt dig at vende hjem levende?", råber han, men jeg ignorer ham blot. Jeg åbner Maps på min mobil, og så ved jeg da, hvor jeg er. Fem kilometer væk fra mit hjem. Jeg tager mit buskort frem og står på dem næste bus, der kommer. Så er det afklaret..
-

Jeg går ind ad døren og møder mine bekymrede forældre. "Hvor har du været henne i 6 timer?", spørger de. Nå, ja.. Klokken er 3 om natten. "Jeg faldt i søvn, da Cara og jeg så film.", lyver jeg. De kigger skeptiske på mig. "Skat, hvis der er noget, så må du meget gerne snakke med os om det.", siger min mor bekymret. "Mor, der er ikke noget, der går mig på. Bare roligt, for hvis der er, vil jeg nok informere jer om det.", siger jeg smilende og krammer min mor og far. Oliver sender mig mærkelige blikke, hvorefter han går op på sit værelse og lægger sig til at sove igen. "Jeg må hellere lægge mig til at sove.", siger jeg. "Det er en god idé. Godnat, skat.", siger min mor. Jeg mumler et godnat og går op på mit værelse. Jeg lægger mig på min seng og sover kort efter.