Mr. Player - Fanfiction - Teen fiction

6 - Mission: Ignore him

Påmindelse: Husk nu at stemme!

Jeg vågner ved lyden af min alarm. Min bror, Oliver, blev vel vildt sur i går aftes, da han så Brian stå så tæt op ad mig på mit værelse. Han begyndte at råbe af frustration, og han nævnte endda, at jeg skulle holde mig væk fra drenge, som bare ville kneppe en gang, hvorefter droppe mig.

Måske havde han ret i det. Måske ville Brian bare i bukserne på mig. Jeg er selv meget rystet over episoden. Det jeg er mest rystet over er, at jeg bare lod ham forføre mig. Hvorfor sagde jeg ikke noget til ham, da han begyndte at flirte? Jeg vidste udemærket, hvilken drejning hans handlinger ville have, og jeg vidste, at jeg ville miste min mødom til ham. Det er klamt. Hvorfor fanden sagde jeg ikke ham imod? Kan jeg overhovedet lide Brian?

Jeg beslutter mig endeligt for at rejse mig fra min seng. Jeg har grædt lidt. Jeg kan tydeligt huske lydene fra Brians værelse, og hvis jeg ikke tager fejl, var det lyde af ham, der havde gang i Stacy. Føj. Jeg skal virkelig holde mig væk fra ham. Jeg vil ikke være endnu en af hans sexdukker.

Jeg vælger en sort Adidas sweatshirt og en af mine yndlings ripped jeans. Jeg vælger selvfølgelig også en sort BH og nogle underbukser.

Jeg børster mig hår og sætter det op i en rodet knold. Jeg lægger noget mascara og en winged eyeliner, som jeg endeligt har mestret. Jeg lægger en lille smule kobberfarvet læbestift på. Jeg husker lige at lægge en lille smule concealer, hvorefter jeg drøner ned mod køkkenet. Jeg spiste noget havregryn med mælk, jordbær og nødder. Mums!

Jeg børster hurtigt mine tænder, tager min mobil, bærer min taske, hvorefter jeg tager en denimjakke på, og træder i mine lyserøde Adidas sko. Jeg låser min cykel op, hvorefter jeg cykler til gymnasiet. Jeg låser min cykel udenfor indgangen og træder ind på gymnasiet. Matematik, står der tydeligt på mit skema. Alrighty!

"Brian, kan du fortælle mig, hvad 2 x 5 : 9 + 49 er?", spørger vores matematiklærer. "69?", siger Brian, og størstedelen af klassen begynder at grine af hans joke. Han mente det perverst, btw, så jeg lader være med at grine. "Nej, det er forkert. Olivia?", siger læreren. Jeg vågner fra mit dagdrømmeri og læser regnestykket fra tavlen. "50,1?", siger jeg selvsikkert. "Ja, godt gået Olivia.", siger læreren, og jeg ved, at hun hentyder til, at Brian ikke svarede rigtigt på spørgsmålet. "Og du, Brian, hvis jeg hører dine hormonforstyrrende kommentarer en gang til, giver jeg dig eftersidning.", siger vores lærer irriteret. "Okay.", siger Brian med et trist hundefjæs, som tydeligvis ikke virker på vores lærer, da hun lige har givet ham et dræberblik. Hvis hendes blik kunne dræbe.

"Husk, at I har side 21, 22, 23 og 24 for til på fredag.", siger hun som en påmindelse. Jeg skriver det ned på min telefon, så jeg ikke glemmer det. Jeg tager min taske og bøger i hånden og går ud af døren. Jeg lægger hurtigt mine bøger i mit skab, men da jeg vender mig om, står Brian der. Jeg prøver på at styre mig, så jeg træde et skridt væk fra ham. Problemet er så, at han har sine arme på hver side af mit hoved, og jeg har ryggen til skabet, hvilket er akavet. "Gider du at rykke dig lidt?", spørger jeg akavet. "Okay.", siger han og tager et skridt tættere på mig. "Ehm..", stammer jeg, imens mine kinder bliver helt røde. "Du rødmer.", siger han forførende. "Nej. Jeg synes bare at du er vild..", jeg skal lige til at sige 'tæt på mig', men han afbryder mig. "-hot, lækker, sej, sexgud?", udbryder han. Jeg laver en pludselig bevægelse, så jeg lige når at slippe væk fra hans arme. Frihed! Jeg løber så hurtigt jeg kan mod toiletterne, så jeg kan gemme mig.

Faktisk kommer han slet ikke efter mig, så jeg ender med at løbe væk fra toiletterne og får heldigvis øje på pigerne. Uheldigvis kommer jeg til at skubbe til Anastacia, så hun vælter på hendes høje hæle og falder ned på gulvet. "Din fucking voldelige so!", skriger hun højt. "Undsky-", hun afbryder mig. "Du skal ikke så meget som at prøve på at undskylde, din fucking luder. Først stjæler du min kæreste, og så vælger du at skubbe til mig?!", råber hun. "Jeg har ikke stjålet din fucking kæreste. Det er ham, der vil have mig. Jeg vil IKKE have ham.", råber jeg irriteret. "Jeg kan ikke gøre for, at han bedre kan lide mig istedet for hans kæreste. Ærligt, tag dog en snak med din kæreste istedet for at beskylde andre.", siger jeg irriteret og trasker væk. Jeg efterlader dermed Anastacia både målløs og mundlam. Det er først nu, jeg lægger mærke til alle de elever, som var samlet omkring Anastacia og jeg.

"Skal vi mødes efter skole?", spørger jeg pigerne. "Jeg skal til familie-et eller andet.", siger Lara. "Jeg skal hjælpe min far med at male mit værelse.", siger Klara. "Jeg kan godt.", siger Cara. "Okay, så planlægger vi noget i dag. Kan du klokken 17:10?", spørger jeg entusiastisk. "Ja, lad os mødes udenfor dit hus?", siger hun. "Okay, det gør vi.", siger jeg smilende.

-

"Okay, hvad skal vi lave?", spørger Cara glad. Vi sidder på min sofa. Ingen andre end mig er hjemme. "Jeg ved det faktisk ikke. Nogle idéer?", spørger jeg usikkert. "Hmm.. Skal vi se en gyser?", spørger hun. "Hell yeah!", råber jeg nærmest. Jeg tænder for fjernsynet og åbner Netflix. "Hvad skal vi se?", spørger jeg. "Annabelle 2?", spørger hun usikkert. "Perfekt!", siger jeg højt. Jeg henter popcorn og sodavand til os begge, hvorefter jeg starter filmen.

---

"Denne her film er grunden til, at jeg ikke kan sove de næste 10 år.", siger jeg. "Same.", siger hun og spiser sin sidste popcorn. "Hvad skal vi lave nu?", spørger hun. "Lad os snakke om Anastacia-emnet.", siger jeg. "Lad os starte fra begyndelsen; Hvad mente hun med, at du stjal Brian fra ham?", spørger hun nysgerrigt, men samtidigt forvirret. "Brian har seriøst været efter mig, lige siden jeg flyttede ind her.", siger jeg træt. Hun måber. "Været efter dig?! Verdens lækreste dreng? Girl, du er heldig!", siger hun. "Uheldig, mener du vist.", siger jeg irriteret. Hun ruller med øjnene.

"Kig bag dig.", hviner Cara glad. Huh? Jeg vender mig om og ser Brian stå i bar overkrop foran sit vindue. Han er optaget af et eller andet på sin telefon. "Hvad er der med ham?", spørger jeg forvirret. Jeg må indrømme, at han er rimelig lækker. "Kan du ikke se det lækre i ham?", spørger hun forvirret. "Nej..", lyver jeg. Jeg ved godt selv, at jeg synes, at han er lækker, men det betyder ikke, at jeg kan lide hans personlighed. "Jeg kan se, at du lyver..", driller Cara. "Okay, fint! Jeg kan godt lide udseendet.", siger jeg opgivende. "Godt.", siger hun og smiler. Jeg kigger forvirret på hende. "I ville være et cute par.", siger hun. "Nej.", siger jeg. "Jo..", fortsætter hun. "Jeg kan forstille mig, hvordan jeres barn kommer til at se ud. Dit lysebrune hår. Hans nøddebrune øjne..", siger hun og kigger op i luften. "Nej, Cara. Bare nej.", siger jeg.

"Hvad så med dig og Alex?", spørger jeg. Det er mig, der driller denne her gang. Jeg har nemlig opdaget, at hun har kigget på Alex mega meget midt i timerne, så hvorfor ikke drille hende? "Nej.", siger hun. "I ville være et mega cute par!", siger jeg. Hun skyder underlæben frem. "Nej!", siger hun med en babystemme. Masken holder dog ikke særlig længe, for vi lægger nemlig på gulvet og flækker af grin lige nu.

Hej! Hvad synes I? Gør Olivia det rigtige ved at undgå Brian så meget som muligt? Hvad synes I til det, som Olivia sagde til Anastacia? Gjorde hun det rigtige? Tror I, at Anastacia giver op så let? Find ud af det i de næste kapitler..

BTW; TUSIND TAK FOR 70+ views. Det betyder meget for mig! Husk at stemme, unicorns!

Lad os få det her kapitel på 5 stemmer.