Jeg tager en sten og kaster den ud i søen. Jeg sidder her i lang tid indtil min telefon ringer. Jeg tager den hurtigt.
M: Marcus
L: Lena
M: Hvor er du henne.
L: Jeg har brug for lidt tid alene.
M: Lena hvor er du henne.
L: Marcus jeg vil gerne være alene. Kan du ikke forstå det.
M: Lena det er ikke fordi jeg vil være sammen med dig nu men vi kan ikke finde Martinus.
L: Hvad?
M: Vi kan ikke finde ham.
L: Er han ikke i huset?
M: Nej.
L: Jeg leder efter ham.
M: Tak
Samtale slut
Hvor kan han være?? Hvor ville Martinus gå hen??
KLIPPEN. Han elsker udsigten. Han er sikkert gået derhen efter jeg havde sagt det til ham.
Jeg kigger og ser en skygge. Jeg skynder mig efter skyggen og finder hurtigt ud af det er Martinus. Han kigger ud over klippen. Jeg tager fat i hans hånd. Martinus kigger på mig. Jeg smiler til han og læner mig lidt op af ham. "De andre sagde de ikke kunne finde dig" siger jeg stille. "Det var måske fordi jeg gik" siger han flabet. Jeg sukker. "Jeg går hjem nu" siger jeg og slipper hans hånd. "Vent" siger han. "Undskyld Lena" siger han. Jeg siger ikke noget men begynder at gå. Han løber efter mig og krammer mig bagfra. "Jeg sagde undskyld" hvisker han. "Jeg hørte dig godt" siger jeg. "Men du svarede ikke" siger han. Jeg vender mig om og kigger ham dybt i øjnene. "Jeg skal ud og rejse" siger jeg. "Hvad" spørger han. "Jeg skal på en sprogrejse til Frankrig" svarer jeg. "Men Lisa sagde du skulle med hjem og at du ikke tog afsted" siger han. "Martinus hun kan ikke bestemme hvad der skal ske med mig. Jeg er 16 og gammel nok til at tage mine egne beslutninger" siger jeg. "Jeg vil ikke have du tager afsted" siger jeg. "Jeg er ked af det Martinus men jeg skal afsted" siger han. "Lena jeg elsker dig virkelig og hvis du tager afsted ender det jo med at jeg skal sidde på mit værelse og græde" siger han. "Martinus" griner jeg. "Hvad" spørger han. "Det er altså kun i 3 uger" siger jeg og smiler til ham.
————————
Det var så slutningen. Tak fordi i læste bogen
