Vi har kendt hinanden i 15 år. Han kan jo ikke lide lide mig på den måde. "Tak Marcus" siger jeg stille og krammer ham. Der går et stød i gennem mig. Jeg ignorere det og vi går ind i igen. "Hvilken sang skal vi synge" spørger jeg lige inden vi kommer ind af døren.
Da jeg kommer ind kigger alle undtagen Marcus alvorligt på mig. "Hvad sker der" spørger jeg. "Maria vil du være sød og forklare mig hvad du laver her" spørger min far som er kommet uden jeg vidste det. "Far du kan ikke forbyde mig det" siger jeg. "Det kan du lige tro jeg kan" siger han surt. "Og hvad har jeg sagt om at være sammen ham drengen" siger han og peger på Marcus. "Far han hedder Marcus og er min allerbedste ven" siger jeg surt. "Han er ikke godt selvskab" siger min far. "Far det ved du ikke en skid om. Og siden hvornår er du begyndt og tænke på mig. Du har jo alt for travlt med at være sammen med sekretæren på dit arbejde" siger jeg surt.
"Det passer ikke" siger han. "Gør det ikke. Hvorfor ringer hun så heletiden til hjemmetelefonen og siger "hvornår kommer du igen så vi kan være sammen lækre mand" og ja det har jeg hørt rigtig mange gange. Tænk at du kan være det bekendt over for mor" siger jeg rigtig surt. "Du kommer med hjem nu" siger han og tager fat i mig. "Far lyt nu til mig. Lad mig synge en sang for dig" siger jeg og laver et bedene fjæs. Han nikker surt. "Mikkel hvor er klaveret" spørger jeg. Han rejser sig op og alle følger efter ham.
Vi går ind i rummet. Jeg sætter mig ned og synger en af mine egne sange. Flashlight.
(Forestil jer at hun sidder ved klaveret imens hun synger)
Jeg stopper med at synge
