Perfekt uperfekt (D.T fanfic)

Kapitel 12

2 uger senere
  Ethan er kommet ud af hospitalet for længst, og vi har holdt den med ro, for hans ribben gør stadig lidt ondt. Han fortsætter dog med at hoste, men han siger det ikke er noget, så jeg tror på ham.

I dag har vi heller ikke lavet så meget, men det er snart på tide at jeg skal tilbage til New York. Jeg vil allerhelst blive her med Ethan, men jeg er nødt til at tage tilbage, og tage nogle modelbilleder, og holde karrieren i gang. Jeg havde pakket tasken, for jeg skulle rejse i nat. Begge drengene var gået i seng, men jeg var blevet lidt oppe, for at få styr på det sidste.

  Jeg var nu endelig klar til at rejse, og jeg havde også stillet alarmen på min mobil. Jeg listede forsigtigt ind på Ethans værelse, for jeg ville ikke vække nogen. Lige så stille lagde jeg mig ned ved siden af ham, og kyssede ham blidt på kinden. Jeg vendte ryggen til ham, tog dynen over kroppen og lukkede øjnene. Pludselig kunne jeg mærke en stærk arm, sno sig omkring min mave, og et let kys på min nakke. Han lagde sit hoved i krogen af min nakke, og jeg kunne mærke hans ånde mod min bare hud. Jeg smilte let, og var evig taknemmelig over at have ham i mit liv.

  "Behøver du rejse?" Hviskede Ethan i mit øre. Jeg nikkede og han sukkede dybt. Jeg vendte mig om mod ham, og lagde mit hoved på hans brystkasse.
  "Ellers bliver jeg fyret," svarede jeg og løftede hovedet så jeg kunne se ham i øjnene.
  "Du skal op lige om lidt igen. Få noget søvn." Jeg nikkede kort, puttede mig mere ind til ham og lukkede øjnene.

  Men søvnen ville ikke komme til mig, og jeg lå lysvågen. Ethan hostede hele tiden, og jeg havde prøvet at vække ham, men uden noget held. Da jeg endelig var ved at gå ind i drømmeland, fór Ethan op, og løb ud på toilettet. Jeg løb efter ham, og holdt hans hoved mens han kastede op. Da han var færdig, kunne jeg ikke lade være med at kigge ned i toilette, og mit blik blev mødt af noget uventet. Der var ikke bræk, men blod i toilettet.
  "Ethan, er det her nyt eller hvor lang tid har du kastet blod op?" Jeg var bange for sandheden, men jeg kunne heller ikke klare ikke at få svaret.
  "Nej, det er ikke nyt..." Ethan havde ansigtet begravet i hænderne og huklede, mens jeg agede ham på ryggen og kyssede ham blidt på skulderen.
  "Shhhh, det er okay Ethan. Jeg skal bare vide hvor lang tid det her har stået på?" Selvom jeg hadede at tvinge svaret ud af ham, var jeg nødt til at vide det.
  "I 3 uger." Mit hjerte sprang et slag over.
  "Begyndte det da jeg kom?" Jeg så spørgende på ham, og han nikkede. Hvorfor havde han ikke sagt noget?
  "Hvorfor har du ikke sagt noget? Eller gået til lægen med det?" Jeg var frustreret og bange for hvad der kunne ske med ham.
  "Jeg var bange for hvad lægen ville sige til mig." Svarede han, og tårende var holdt op med at trille ned af hans kinder. Til gengæld begyndte de nu ovre hos mig.

  "Du skal ikke græde Anna," Hviskede Ethan, og tørrede en tåre væk fra min kind.
  "Jamen, jeg er bange Ethan! Bange for hvad der er galt med dig. Bange for at miste dig!" Jeg havde automatisk hævet min stemme, og nu var det min tur til at begrave hovedet i hænderne.
  "Det er okay Anna. Jeg skal nok gå til lægen med det. Det lover jeg." Ethan prøvede uden tvivl at berolige mig, men det gav ikke den store effekt.
  "Nej Ethan! Det er ikke okay at kaste blod op, og hoste som en i helvede!" Jeg talte til ti inde i hovedet, og fik temperamentet på plads inden jeg fortsatte.
  "Når jeg rejser senere, tager du direkte til en læge, okay?"
  "Det lover jeg Anna." Og med de ord sagt, sad vi i stilhed og beundrede øjeblikket. Også selvom der ikke var meget at beundre. Jeg indrømmer dog: Jeg var rædselsslagen.