Perfekt uperfekt (D.T fanfic)

Kapitel 16 - Sidste kapitel...

Jeg blev hurtigt vækket af massere af læger, der stormede ind i det lille rum.
   "Hvad sker der?" Råbte både mig og Grayson, men ingen af os kunne trænge i gennem, og før jeg vidste af det blev døren smækket i hovedet på os.
   Jeg sank ned ad døren og kunne ikke holde gråden inde. Grayson stod nu og kiggede ind af vinduet ind til rummet, mens han hulkede højlydt.  Jeg kunne høre råben inde fra værelset, så jeg rejste mig og kiggede også ind.
   "Der stødes!" Blev der råbt, og mit hjerte blev flået i tusinde stykker. De prøvede at genoplive ham, men hans hjerte forblev stille. Det så ud som om hele hans krop gik i krampe, hver gang de satte støde-maskinen på ham.

   Jeg bad til alle guderne om at hans hjerte ville begynde at slå igen. Jeg holdt øjnene fast på maskinen, og pludselig kom der ét lille hjerteslag. Jeg var lige ved at få håb, da det gik op for mig, at det kun var ét slag og ikke mere end det. Alle lægerne trådte væk fra ham, og slukkede for maskinerne. Ét slag og så var han væk...
  "NEJ NEJ NEJ, DET KAN IKKE PASSE!" Råbte jeg.
  "HAN KAN IKKE VÆRE VÆK, HAN MÅ IKKE FORLADE MIG! JEG ELSKER HAM!" Mens jeg råbte, forblev Grayson stille og stirrede ud i luften. Vi kollapsede begge ned på gulvet. Pludselig begynder Grayson at ryste voldsomt, og han har fået et panik anfald. Nye læger kommer til, og prøver at berolige ham. Jeg ligger bare ved siden af ham og græder, uden nogen stopknap.
   Mine tårer triller ned ad kinderne som vandfald der prøver, at flygte fra at falde.


2 år senere:
   Jeg løb så hurtigt jeg nu kunne i mine højhælede sko. Jeg havde min computer i hånden, og en mappe i den anden. Jeg ville komme for sent til mit møde uanset hvad. Jeg var efterhånden nået op i et ret hurtigt tempo og så mig slet ikke for. Jeg bumpede ind i en høj, muskuløs mand.
   "Hey, pas lige på hvor du går!" Nærmest råbte jeg.
Jeg havde allerede bukket mig ned, så jeg havde ikke set manden der stod foran mig.
   " Undskyld det var ikke min mening."
   Jeg stivnede ved lyden jeg hørte. Det kunne ikke passe. Det var en stemme jeg ikke kunne glemme, en stemme jeg ikke måtte glemme. Jeg rejste mig forsigtigt op, og fik øjenkontakt med de velkendte brune øjne. Mit hjerte sprang et slag over.

   "Ethan?"