Perfekt uperfekt (D.T fanfic)

Kapitel 15

Jeg løber ind af de to glasdøre ved indgange, og videre hen til skranken. Der sidder to damer og kigger ind i en computer, mens de taler i telefon. Ingen af dem har lagt mærke til mig, og min tålmodighed løber hurtigt op.
  Jeg tager en risiko og løber ned af de lange gange på hospitalet, og kigger ind i både venterum og sygerummene.
  Da jeg har løbet rundt i 10 minutter, og pusten er ved at løbe fra mig, får jeg øje på Grayson, som sidder i et venterum og kigger ned i sin mobil. Hans øjne er røde og han er mørk under dem. Sikkert fordi han har grædt. Jeg råber efter ham, og han kigger med det samme op, og får øje på mig. Jeg sætter endnu en gang i løb, selvom mine ben var ved at kollapse.
  "HVOR ER HAN?" Råber jeg, og Grayson prøver at få mig dæmpet ned. Vi var jo ikke de eneste i venterummet.
  "Rolig Anna, overlægen er inde ved ham lige nu. Han kommer ud lige om lidt. "Grayson's stemme knækker over, og tårende begynder at trille ned af hans kinder. Vi sætter os begge ned på en stol, og kigger ud i luften.
  "Hvordan har du det Gray?" Spørger jeg, men fortryder det med det samme. Dumt spørgsmål.
  "Jeg har aldrig haft det værre," svarer Grayson, med en kold stemme. Jeg kigger over på ham og tager hans hånd i min.

  "Skal vi love hinanden noget?" Spørger jeg, stadig med øjnene fastlåst på ham. Han nikker lige så stille, og tårende presser på hos os begge. Jeg tager en dyb indånding, og fortsætter så.
  "Hvis nu det værste skulle ske... Må vi love hinanden og Ethan, at vi kan være nok så kede af det lige når det sker, og ugerne efter... Men om 3 år, når vi sidder og tænker tilbage på ham... Skal vi tænke på ham med et smil på vores læber, og ikke med tåre i vores øjne. Det er jeg sikker på Ethan vil sætte pris på." Jeg har nu vendt hovedet væk fra ham, og prøver for alvor at holde vanddråberne i øjnene tilbage.

Han nikker stille og smiler over mod mig.
  "Det lover jeg," hvisker han, og jeg gengælder smilet.
  Jeg sidder og piller ved kanten på min trøje, da en ældre dame træder ind af døren. Jeg genkender med det samme damen fra flyet, og jeg kigger spørgende på hende. Hun smiler og siger så.
  "Du var ikke den eneste der ventede på at døden skulle ramme. Forskellen på dig og mig er bare, at det er mig selv døden er ude efter." Og med det sagt forsvandt hun i et rum, og jeg sad endnu mere fortvivlet tilbage.

Vi sidder og stirrer ud i luftet, da lægen kommer ud af rummet. Vi rejser os med det samme op, og bevæger os over mod ham. Han kigger medfølende på os.
  "Ethan har jo kræft i blodet som I begge ved," starter han ud med. Vi nikker begge og han fortsætter.
  "Hvis jeg skal være helt ærlige overfor jer, skal der ske et mirakel hvis han skal vågne op fra komaen." Jeg stivner. Han ligger i koma? Den havde jeg ikke set komme.
  "I tilfælde af at det værste skulle ske, skal jeg vide om vi må forsøge at genoplive ham?" Han kigger spørgende på os, og Grayson nikker så.
  "Ja, det må I gerne."
  "I kan gå ind til ham nu." Lægen giver os et lille smil, og fortsætter så ind til den næste patient. Vi tager begge en dyb indånding, og åbner så døren ind til Ethan. Han ligger helt fredeligt på sengen, med hænderne ned langs siden, og kigger med lukkede øjne op i loftet. Jeg lukker øjnene i nogle sekunder, før vi begge går over mod ham. Grayson tager stille hans hånd og giver den et klem. Jeg kysser ham stille og blidt på læberne, mens en af mine tåre falder ned på hans kind. Jeg tørrer den stille væk og smiler ved mindet om, da han gjorde det samme med mig.
  Grayson og jeg falder hurtigt i søvn, med hovederne på sengekanten og tåre ned af kinderne.

- Heiii;) Jeg ville bare lige advare jer om, at det næste kapitel er det sidste. Det er virkelig en åben slutning og i får nok brug for noget papir til at gøre øjnene...