BLUE - Marcus Gunnarsen

Kapitel 34 - tom

„Vi ses, Em. Jeg smutter nu!" råbte Alex forenden af trappen. „Vi ses" svarede jeg forsigtigt tilbage. Få sekunder efter kunne jeg høre døren lukke, og nu vidste jeg at jeg var alene i hele huset. Igen.

Jeg tog en dyd indånding, og rejste mig fra min seng. Jeg tog en stor hoodie på som gik mig til knæene, og lavede en hurtigt knold. Tog min mobil og gik med små skridt nedenunder. Jeg satte mig stille i sofaen, og tændte fjernsynet. The kissing booth blev hurtigt sat på.
Ikke noget nyt for at være ærlig.

Mig og Marcus? tja, vi har ikke skrevet sammen hele dagen. Jeg har ikke hørt fra ham siden vi var sammen tidligere, og han har heller ikke hørt fra mig siden da. Som i nok har gættet har vi skændes utrolig meget de sidste dage. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det kom ligesom bare. Desværre..

Jeg tog min mobil frem og begyndte at tjekke snapchat. Noah havde lagt en masse ud på hans story fra festen. Jeg blev faktisk inviteret med, men jeg havde ærligt ikke lige lysten til at tage til fest. Videoerne på hans story var bare mest folk der bowlede og hyggede sig. Jeg spottede kort Marcus på en af videoerne der sad sammen med Martinus. Jeg gik hurtigt ud af den, og slukkede den. Jeg gad ikke se videoer af ham lige nu. Det kunne jeg simpelhen ikke.

Jeg lagde mig helt ned i sofaen og tog en dyd indånding. Gud, hvor jeg hader mig og Marcus skændes så meget. Jeg ved ærligt ikke hvad der er sket. Det gør mig så ked af det, men jeg kan ligesom intet gøre. Måske er det bare "skæbnen" der ligesom vil have det.

Igen, tog jeg mig selv i at græde. Jeg tog stille tæppet over mig, og lod mine tåre få frit løb igen, igen.

-

Tiden gik og jeg havde lige set The kissing booth færdig. Jeg rejste mig stille fra sofaen og tog en dyb indånding. Jasmin og Kris havde spammet mig med beskeder om hvorfor jeg ikke var til festen, men jeg havde ikke svaret dem. Jeg gad ikke til at snakke om det.

Jeg gik stille ud på badeværelset, og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg havde mascara udover det hele igen, og mine øjne var røde. Jeg tog makeupfjerneren og skulle lige til at tage noget der jeg hørte hoveddøren gik op. Jeg gispede og gik helt i chok. Alex kunne da ikke allerede være tilbage? Jeg skyndte mig hurtigt at fjerne alt mascaraen.

Jeg tog en dyd indånding, og gik forsigtigt ud fra badeværelset. Jeg behøvede ikke engang at gå helt ind i stuen før jeg så ham. „Hvad laver du her?" spurgte jeg, og kiggede Marcus i øjnene.

„Hvorfor er du ikke til festen?" spurgte han. „Jeg var ikke lige i humøret til det" svarede jeg og kiggede væk. „Har du grædt?" spurgte han og hentydede nok til mine røde øjne. „Kan du ikke være ligeglad?" spurgte jeg og kiggede hurtigt på ham igen. „Stop med at være flabet Em" sagde han hurtigt og kiggede seriøst på mig. „Skal jeg stoppe med det? Hvem var det der var flabet tidligere??" spurgte jeg og hævede stemmen. „Jeg var sgu da ikke flabet? det var dig der overreagerede og valgte at gå" svarede han og gik tættere på mig.

„Jeg overreagerede ikke?? det var dig der opførte dig som en fem årig lille dreng" Jeg gik tættere på ham, og kiggede ham i øjnene. Mine øjne var allerede fuldt med tåre igen. „Mig? Femårig? har du mødt dig selv?" spurgte han og hævede det ene øjenbryn. „Shit, du kan pisse mig af Marcus!" en tåre trillede stille ned af min kind imens jeg prøvede at holde dem inde. „Kan jeg pisse dig af? hvad tror du ikke lige du kan ved mig?" spurgte han og havde hans øjne fuldt med tåre - ligesom mine. Der blev kort en stilhed. „Gå. Gå ud af mit hus" sagde jeg koldt, og tørrede mine tåre væk.

„Du vil ikke have jeg går" sagde han stille og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kiggede overrasket på ham. „Jo jeg vil?" svarede jeg seriøst. „Nej du vil ej" hviskede han og fældede en tåre. „Du er en idiot" hviskede jeg imens mine tåre bare løb om kamp ned af mine kinder. „Det er du også" sagde han tilbage. „Please gå ud af mit hus, Marcus" sagde jeg og pegede på døren. Han tog en dyb indånding, og tørrede sine kinder. „Fint" svarede han kort, og gik mod døren.

Jeg lænede mig op af sofakanten og fældede et par tåre mere. Han lynede sin jakke og vendte sig hvor han derefter kiggede tomt på mig. Jeg rystede kort på hovedet, og kiggede ned i gulvet.

„Jeg kan ikke gå" mumlede han og gik hurtigt hen imod mig. Jeg kiggede hurtigt op på ham og tog mine arme rundt om ham. Han tog lynhurtigt armene helt omkring mig, og holdte mig helt tæt på mig. Jeg hulkede ind i hans skuldre, og kunne ærlig talt ikke tænke noget. „Em, ik gråd" sagde han grædende, og trak mig lidt ud af krammet.

Han tog en hånd på min kind, og placerede hurtigt sine læber på mine. Jeg tog hurtigt mine hænder op i hans nakke, og kyssede med. Han åbnede min mund og udviklede hurtigt kysset. Jeg lænede mig lidt tilbage, og han tog os stille hen på sofaen. Jeg tog hurtigt hans jakke af igen, og tog mine hænder ned til hans trøjekant. Han slap kort mine læber og tog trøjen over hans hovede. Han smaskede sine læber på mine igen, og hev op i min hoodie.

Han slap mine læber igen og tog hoodien over mig. „Undskyld, Em. Undskyld for det hele" hviskede han og kyssede mig ned af halsen. „Ik undskyld. Jeg var lige så dum Marcus" mumlede jeg, og førte mine hænder op af hans bare bryst. Han løftede mig op af sofaen, og løftede mig rundt om hans liv.

Han tog mig hurtigt op af trapperne og smed mig i min seng. Han hev hoodien helt af mig, og begyndte at kysse mig igen. „Jeg er ked af det" mumlede han, og tog hans bukser af. „Ik stop Marcus" hviskede jeg, og førte mine læber på hans igen. Han tog alt sit og mit tøj af og kiggede på mig. „Jeg elsker dig så fandes højt," hviskede han, og kyssede mig igen. „Jeg elsker også dig" mumlede jeg imellem kyssene.

Tja.