BLUE - Marcus Gunnarsen

Kapitel 20 - i'm here

Jeg vågnede forsigtigt op næste dag. Mit hovede dunkede helt sindssygt, og jeg følte jeg skulle kaste op. Lidt ligesom en slem hangover.
Jeg rejste mig forsigtigt fra sengen, og gik mod mit spejl. Jeg lignede dissideret noget der var løgn. Jeg tog min knold ud, og lavede en ny.
Derefter fjernede jeg min mascara fra i går, og tog noget afslappet tøj på.

Jeg listede forsigtigt nedenunder, og så Alex sidde i sofaen med sin mobil, og far sidde i køkkenet med sin avis. „G-godmorgen" sagde jeg stille. Det fik far til at kigge op fra sin avis.
„Godmorgen sovetryne," smilede han, og vendte sit hovede tilbage til avisen igen. Wtf? Hvad handlede det nu om?

Jeg tog et æble, og gik mod sofaen.
„Far, jeg smutter lige over til Kim" sagde Alex og gik ud i gangen. Han sendte en tommel op tilbage, og læste videre.  Som i nok har regeret ud, så har jeg ikke snakket særlig meget med Alex her for tiden. Han er hele tiden ovre hed Kim, men jeg bebrejder ham ikke. Jeg er jo ved Marcus hele tiden.

Jeg tog min mobil frem, og sad lidt med den.

—-

Tiden gik, og klokken blev omkring 16, og jeg havde bare set serie hele dagen. Frisk, i know.
Far var gået ind på kontoret, så jeg sad lidt alene i stuen. Jeg havde slet ikke haft kontakt med Marcus hele dagen. Det sidste vi skrev sammen var det der i nat. Jeg sukkede dybt, og gik mod køkkenet. Jeg skulle til at tage noget, at drikke, der det pludselig banker på. Et sus fløj kort igennem min krop.

Jeg listede forsigtigt mod døren, og åbnede den forsigtigt. Mit venlige smil blev hurtigt helt stumt. „D-du kan ikke være her," sagde jeg hurtigt. Marcus' smil forsvandt, og han kiggede helt chokeret på mig. „Vil du ikke please fortælle mig hvad der sker?" Sagde han helt stum. „Marcus, du må gå nu! Du må ikke være her" sagde jeg og skubbede ham væk fra døren.
Jeg var så bange for min far bare lige pludselig ville komme.

„Em hvad foregår der? Hvorfor er du så bange for jeg er her" spurgte han helt confused. Jeg skubbede ham lidt længere ud.
„Marcus, du bliver nødt til at gå!" Mine tåre var kommet frem i mine øjne, og jeg var ærligt helt bange og hysterisk. „Em, du græder jo? Hvad foregår der"

„Marcus GÅ NU! Du må ikke være her" jeg begyndte at blive mere hysterisk fordi jeg var så bange for min far kom og ville skælde mig ud. Han så helt bange på mig. „GÅ" råbte jeg i hovedet på ham. Han kiggede stadig helt stumt på mig. Mine kinder blev hurtigt helt våde.

Jeg var så tæt på at slå ud efter ham, men han tog fat i mine hænder og trak mig helt ind til ham. Han lagde mine hænder på hans bryst og tog fat om mig i et tæt grab. Tårnede trillede ned af mine kinder, og jeg havde ærligt lyst til at skrige.

„Hvad sker der?" Spurgte han en gang til, og kiggede mig i øjnene. „Marcus, please gå" hviskede jeg i gråd.

Jeg kiggede ham i øjnene, og hans brune dybe øjne blev langsomt fuldt med vand. „Please," hviskede jeg igen. Jeg ville virkelig ikke have han skulle græde... Han rystede kraftigt på hovedet. „Nej Em, jeg går ikke" hviskede han.
„Vil du ikke nok please fortælle mig hvad der går dig sådan på?" Spurgte han igen, og kiggede mig helt ind i mine øjne. Jeg var nødt til at fortælle ham sandheden.

„Min far. Han har forandret sig helt sindssygt siden han kom hjem. Han er begyndt at skælde mig helt vildt ud, og jeg er ærligt bange. I starten var det bare små ting over SMS imens han var i USA, men så blev det til store skænderier herhjemme. Han råbte af mig i går, og kaldte mig en lille tøs, og sagde grunden til min mor er flyttet er fordi jeg er sådan et problembarn. Han forbød mig, at besøge dig i går og kaldte dig en kendt arrogant nar, og jeg blev bare så ked af det...
Jeg ved ikke hvad det er jeg har gjort, Marcus. Jeg er blevet dissideret bange for min far, men her i morges opførte han sig som om intet var sket, og var faktisk normal ved mig igen"

Tårnede trillede ned af mine kinder som en vandfald, og jeg kunne se Marcus også havde fældet en enkel tåre eller to. Han stramme sit grab og mig - hvis det overhovedet var muligt, og trak mig ind i et stort kram. Jeg begyndte at græde endnu mere, og var bare glad for han var der...

„Hvorfor har du ikke fortalt mig det?" Hviskede han, og nussede min ryg. Hans beroligende trætte stemme kilede i mine ører.

„J-jeg ville ikke have du skulle bekymre dig så meget om mig, når du også har din karriere at tænke på" stammede jeg. Han trak mig ud af krammet, men stadig sådan at han havde sit greb om mig. Han tog forsigtigt lidt hår bag mit øre. „Du skal ikke tænke sådan der. Jeg er ligeglad med min karriere på det punkt. Jeg vil hellere have min kæreste er glad, og når hun har brug for mig, så er jeg her," svarede han, og kiggede mig i øjnene igen.

„Undskyld," snøftede jeg. „Ik sig undskyld," hviskede han med et beroligende smil der fik mig til at blive helt rolig. Intet blev sagt der efter. Unden at vide det lænede jeg mig op til ham, og han reagere hurtigt ved at placerede sine læber på mine. En masse sommerfugle fløj rundt i min krop som der altid gør når vi kysser. Kysset var ikke noget vildt, men helt perfekt. Lige hvad jeg havde brug for...

Det hele blev desværre hurtigt ødelagt af en stemme bag os.

„Em? Kan vi lige snakke?"
Det var min far.