Strangers

Drengesnak

Isabella's synsvinkel: Fredag 5 Januar 2018, 19.21, sjap og gråvejr - En sød lille café, London, England.

"Så hvad laver du i din fritid?" Taylors stemme, når mine ører og det går op for mig, at han for første gang i 10 minutter spørger ind til mig. Åh gud, hvem havde set den komme? Sådan har det været de sidste laaaange 45 minutter. Drengen har spurgt mig om et spørgsmål, jeg har svaret, også er han begyndt at tale om sig selv igen, mens jeg har siddet med hovedet et helt andet sted og en gang imellem mumlet "mhm" eller "ja, det kan jeg godt forstå." Han skulle seriøst have taget sit spejlbillede med på date i stedet, det her er SÅ forfærdeligt akavet, at jeg slet ikke kan være i mig selv. Seriøst, jeg sværger, hvis jeg kommer levende fra den her date, så dræber jeg Madison. Det er sidste gang, hun får lov at sætte mig på en date.

"Øh.. Jeg danser sammen med Madison og.. øh," svarer jeg langsomt, men når ikke at sige mere før han igen, har cuttet mig af og begynder at ævle løs.

"Danser du? Hvor fedt! Min ven han er danseinstruktør, og han har det her kæmpe store danse sted lidt uden for byen. De er super professionelle. Ja, jeg har spillet lidt musik der engang i mellem, når de optræder live. Ja, jeg spiller jo musik, mest guitar.." Seriøst, hvordan kan én person snakke så meget? Og jeg som frygtede, der ville blive akavet stilhed, vent okay det er der måske også fra min side af, men altså jeg har jo ikke en jordisk chance for at få et ord indført alligevel. Manden snakker jo som et vandfald. Et af de der rigtig højt brusende vandfald, okay tanker på afveje, venner! Fokus på det reelle vandfald. Jeg prøver virkelig at lytte efter, hvad han siger og interessere mig for det, men der går ikke mere end 2 minutter før hele min krop igen skriger på, at jeg må finde en vej ud af det her talende helvede. Jeg skæver rundt i den lille café, den er egentlig vildt hyggelig og jeg ville elske at være her til en tøse snak med Madison, men med ham her gutten? Nej tak. Ej, det kunne også være et perfekt sted at tage Alex med hen at spise, så kunne vi sidde ved et af de mere afskærmede borde og jeg kan næsten allerede mærke, hvordan han ville gøre, at aftenen ville blive perfekt og hvor meget jeg ville grine med ham og af hans underholdende jeg. Gud Alex! Måske har han en metode til at slippe væk fra dates som det her? Okay, hvor dum er jeg lige. Selvfølgelig har han det, han er jo en kæmpe player! Mon ikke, han har sneget sig væk fra et par dates eller hundrede? Jeg smiler ved tanken om ham og fniser kort, hvilket bare for Taylor til at fortælle med endnu flere armbevægelser, fordi han tror det er ham, jeg fniser af. Åh gud.

"Øh.. Taylor?" Afbryder jeg forsigtigt og smiler uskyldigt til ham. Han kigger forbavset på mig. Ja skat, jeg har lige afbrudt dig, lev med det.

"Ja?" Spørger han lettere utålmodigt. Utålmodigt?! Hvordan kan han være utålmodig, det er da mig, der er tvangsindlagt til at høre på hans fortællinger.

"Jeg smutter lige ud på toilettet," siger jeg og griber min taske. Han nikker og jeg skynder mig (uden det ligner, at jeg flygter) ud på toilettet. Jeg ånder lettet op, okay pause. Jeg fisker min Iphone op af lommen og finder Alex under mine kontakter.

Bella: SOS HJÆLP SOS!! SKAL BRUGE ET RÅD NU!!!!

Jeg stopper den tilbage i tasken med et skævt smil og går ind i en af toiletbåsene. Jeg skal jo have ventetiden til at gå med et eller andet. Mens jeg sidder og tisser kan jeg høre min mobil vibrere i tasken. Jeg skynder mig at tage den op og ser Alex har svaret. Seriøst, den dreng er en helt. Jeg skylder ham alt!

Alex: Hvad sker der, mus? :o

Okay, normalt ikke er jeg virkelig ikke til det der kælenavne, og især ikke skat, baby, smukke og hvad fanden han ellers kan finde på. Men lige det der 'mus', det må han faktisk godt kalde mig. Det er lidt sødt.