Strangers

Mødet del 1

Isabellas' synsvinkel: Søndag 6 Maj  2018, 17.31, solskin, lunt - Hjemme hos Bella.

Jeg sidder bare og stirrer på min Iphone. Alexander Walker jordens dejligste, skøreste og ikke mindst lækre dreng kommer hjem til mig om 5 og en halv time! Fuck man! Jeg kigger mig omkring her er pisse rodet og jeg ligner lort, jeg er nødt til at ringe til Madison lige nu! Hun tager den heldigvis med det samme.

"Madison! Han kommer!" Nærmest råber jeg ind i min Iphone og jeg mærker, hvordan panikken begynder at sprede sig i kroppen på mig. Alex kommer her hjem virkelig snart, og det her er virkelig spontant og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er så surrealistisk som noget overhovedet kan være.

"Hvem kommer?!" Råber Madison tilbage i den anden ende og virker pludselig lige så oprevet som mig.

"Alex kommer herhjem!!" Hviner jeg højt og springer pludseligt op fra sengen, mens jeg begynder at rydde mit værelse op. Fuck altså, hvor har jeg altså travlt og jeg skal finde en måde at få min far ud af huset på, inden han kommer. Min far skal ikke være hjemme, det vil simpelthen være for akavet.

"Er du seriøs?! Shit Bella, hvornår kommer han?" Hviner hun begejstret og jeg kan høre hende fumle med et eller andet i baggrunden.

"Om 5 en halv time," udbryder jeg og puster tungt ud. Shit, hvor er der altså meget stress på lige nu.

"5 OG EN HALV TIME?! Er du fuldstændig fra forstanden?! Det kan vi jo ikke nå, bliv hvor du er, jeg kommer nu!!" Også smækkede hun røret på. Fuck fuck fuck altså. Jeg vil jo bare gerne have at alt skal være perfekt, når han kommer og lige nu er alt altså bare kaos. Jeg stresser rundt på mit værelse og begynder at rydde op, så hurtigt jeg nu kan, da min far kommer væltende ind.

"Øhh Bella, hvad har du gang i?" Spørger han og klør sig i nakken. Gud ja, ham skal jeg også af med. Jeg stopper op midt i oprydningen og kigger på ham med mit sødeste 'fars-lille-pige-smil'.

"Du skal ikke tilfældigvis ud i aften, vel far?" Spørger jeg uskyldigt og kigger på ham med store øjne. Min far klør sig endnu mere forvirret i nakken.

"Øh nej Bells, det er mandag i morgen?" Kommenterer han med et løftet øjenbryn og jeg bander inden i mig selv. Pis altså!

"Jamen jeg tænkte bare, at du måske godt kunne bruge lidt alene tid sammen med Valerie, måske bare et par dage?" Foreslår jeg og prøver at lyde så uskyldig og uden en bagtanke, som man nu kan, når man er fuldstændig oppe at køre over, at ens crush eller nej det vil jeg ikke kalde ham. Måske er fyr-man-aldrig-har-mødt-men-alligevel-er-bedste-venner-og-noget-mere- en bedre titel? Jeg ved det ikke. Hovedsagen er at min far ikke skal være hjemme, når Alex kommer på besøg.

"Bells, smider du mig ud af mit eget hus?" Spørger han med et løftet øjenbryn og jeg skærer en hurtig grimasse. Ikke så mange spørgsmål far, smut nu bare.

"Sådan på en måde lidt," svarer jeg forsigtigt og prøver at smile et undskyldende smil til ham.

"Og har du tænkt dig at fortælle mig hvorfor?" Spurgte han mistroisk. Fuck far altså! Jeg er 18 behøver jeg at have en grund til, at du skal skride ud af huset. Han burde sgu da kunne lægge 2 og 2 sammen uden, at jeg behøver at gøre det voldsomt akavet og skærer det fuldstændig ud i pap.

"Ærligt far, så tror jeg virkelig ikke, at du vil vide det. Så kan du ikke bare stole på, at jeg er stor nok til at passe på mig selv og tage hjem til Valerie i et par dage eller i hvert fald bare i aften?" Spurgte jeg og lagde armene over kors. Et forbavset udtryk gled over min fars ansigt og han nikkede kort, inden han trak på skuldrene i en opgivende gestus.