Strangers

Sommerferie del 2

Isabella's synsvinkel: Lørdag 23 Juni 2018, 03.17, nat stjerneklar himmel - Sommerhuset.

"BELLA! BELLA!" Alex's hæse stemmer råber hele rummet op og jeg slår forskrækket øjnene op, hvad sker der? Han har sluppet sit tag om mig, og jeg har ellers ligget i hans arme hele natten. Han ligger helt urolig, badet i sved og rykker på sig. Ja, han klynker helt.

"Hey babe, rolig jeg er her," kalder jeg, da det går op for mig, at han har mareridt. Han slår ud med armene, da jeg forsigtigt prøver at lægge min hånd på hans bryst og vække ham.

"DU MÅ IKKE," råber han og griber ud efter, der hvor jeg lå før. Jeg kan virkelig ikke lide at se ham sådan her. Har han tit mareridt? Forsigtigt lægger jeg mine hænder på hans skuldre, denne gang med et lidt mere bestemt greb og rusker stille i ham, mens han ligger og klynker under mig. "Alex vågn op, jeg er lige her," siger jeg stille og bliver helt knust, da jeg ser, at han begynder at græde. Jeg har aldrig oplevet ham sådan her før, ikke engang da hans forældre blev skilt, græd han. Jeg stryger ham over håret og rusker lidt mere i ham, mens jeg kalder på ham.

"Nej nej nej, bliv nu her," hvisker han grådkvalt og hiver næsten efter vejret, mens tårerne løber ned over kinderne på ham, hvad er det dog, han drømmer?

"Skat, vågn op. Jeg er lige her," siger jeg bestemt, samt en smule højere end de andre gange og langt om længe åbner han hans smukke øjne, mens han hiver efter vejret.

"Træk vejret, babe," fortsætter jeg og nusser ham i håret. Min dejlige dreng, hvad er det dog, der gør, at han skal få det sådan her? Ja, jeg vidste godt, at han ikke havde det helt nemt, men jeg tror, han har det meget værre end han lige giver udtryk for. Hans skræmte øjne fanger mine og hans nøgne bryst hæver og sænker sig i en ubeskrivelig fart. Jeg lægger forsigtigt min hånd på hans bankende hjerte. Tårerne er stadig at skimte i hans øjne, og jeg stryger ham endnu engang over håret, mens jeg betragter ham.

"Er du okay?" Spørger jeg stille, inden jeg blidt lægger mig ned ved siden af ham igen og fortsætter med at nusse ham i håret. Han siger ikke noget, men strammer bare sit greb om mig og krøller sig helt sammen ind til mig. Åh gud den dreng betyder så meget for mig. Vi ligger sådan i et stykke tid, mens jeg mærker, hvordan han langsomt får kontrol over sin vejrtrækning.

"Du må ikke gå fra mig," hvisker han hæst efter et stykke tid og jeg kan mærke ham spænde op i hele kroppen, i det han endnu engang strammer sit tag om mig.

"Det kunne jeg heller ikke finde på, skat," svarer jeg. Er det virkelig det, han er så bange for, at jeg går fra ham? Jeg troede, det var min frygt. At ham der var playeren, skulle gå fra mig.

"Nej, jeg mener det. Du må ikke gøre ligesom alle de andre, jeg vil ikke miste dig." Hans stemme er helt rug og han gemmer hovedet i den af hans t-shirts som jeg har på. Alle de andre? Hvem er alle de andre?

"Hvad drømte du?" Spørger jeg efter lidt tid, mens mine fingre kører rundt i hans fugtige hår. Jeg er så bekymret for ham lige nu, var slet ikke klar over, at han betød så meget for mig, men når han ligger sådan her, kan jeg slet ikke gøre noget. Han er min og jeg er hans.

"Matthew dræbte mor, Nora og bebs også havde jeg kun far og dig, men far smed mig ud. Han ville ikke have mig, jeg var ikke god nok til ham også var der kun dig tilbage, også dræbte de dig. Drengene dem alle tre. De sagde, du ikke var god for mig og det er du og de lyttede slet ikke til mig, de dræbte dig bare, og jeg prøvede virkelig at redde dig," fortæller han stille, mens hans greb løsner sig en smule, da det går op for ham, at jeg er her i levende live. Jeg tror, han savner sin familie mere end han lige giver udtryk for og tydeligvis bebrejder han mændene i hans familie for det hele. Han har det ikke helt godt i hvert fald.