Strangers

Please bliv

Isabellas' synsvinkel: Tirsdag 8 Maj  2018, 08.07, overskyet, en smule køligt - Hawking HighSchool.

"ISABELLA BOULDER ER DU SØD AT FORTÆLLE MIG, HVAD FANDEN DET ER DER FOREGÅR?!" Udbryder Madison højt, da vi har sagt farvel til Alex. Jeg kan slet ikke stoppe med at smile, han gør mig såsåsåså glad og jeg føler fuldstændig svævende.

"Alex er på besøg," svarer jeg kort og fniser, da jeg siger hans navn. Gud, hvad er det dog for en indflydelse, han har på mig. Jeg tror aldrig, jeg har fnist så meget, som han får mig til, men han er fandme også dejlig. Og jeg er nødt til at sige det, men den der bedstevenne idé er altså droppet. Han er for dejlig, jeg vil have mere og det må man sige, at jeg også har fået. Hold nu op, jeg forstår godt, hvorfor han er en player, han kan altså et par tricks eller tre, men lige nu virker han ikke særlig player agtig. Han virker ærlig talt ret vild med mig, men jeg tør næsten ikke håbe.

"Ja, det kan jeg sgu da se! Han står og råsnaver dig i offentligheden og rager på dit lår og alt muligt, man skulle fandme tro, at I havde knaldet!" Siger hun og jeg synes ærligt, hun taler en smule for højt, men hendes ord kommer bag på mig og jeg bider mig svagt i læben, og mærken hvordan rødmen stiger op i mine kinder. Jeg svarer hende ikke, og Madison stopper og griber fat i mig.

"Er du seriøs?" Hun kigger måbende på mig og jeg nikker svagt, og kan mærke, hvordan mine kinder bliver ildrøde, men han er bare så latterligt dejlig, at jeg slet ikke har nogen kontrol overhovedet.

"Bella, det er første gang, du møder ham. Du har kun kendt ham i fucking 2 dage?!" Udbryder hun igen og lyder næsten vred på mig, hvilket jeg overhovedet ikke synes er fair.

"Nej, Madi. Jeg har kendt ham i et halvt år, og nu er han her endelig. Og han er så latterligt dejlig, sød og charmerende, at du slet ikke forstår det og ærligt ikk? Så var det, det bedste knald jeg nogensinde har haft," siger jeg ligeud og hun kigger chokeret på mig. Jeg begynder at gå videre og Madison kommer trippende bagved. Jeg tror lige, hun skal sluge det hele, måske var hun slet ikke klar over, hvor tætte vi faktisk var.

"Men skat, du har selv sagt, han er en player?" Siger hun efter lidt tid, da vi står ved skabene og jeg sukker. Jeg har det lidt stramt lige med den del, men han virkede bare på oprigtig i alt det, han sagde til mig, men det er selvfølgelig også sådan en player er.

"Jeg ved det godt, men han sagde, at han aldrig har haft det sådan her med nogen før og det føles virkelig specielt, Madi. Og ja, jeg ved godt, det lyder totalt kliché og at han sikkert bare, har bildt mig det ind, men jeg tror på det lige nu," svarer jeg og jeg tror, det er det, der gør, at hun giver op. Vi følges ad ind til den første time, og det eneste jeg kan koncentrere mig om er, hvornår klokken bliver 15.00.

14.57

3 minutter til klokken ringer! 3 latterlige minutter, hvorfor må vi ikke bare gå nu? Jeg begynder langsomt at pakke mine ting sammen, mens jeg sidder og tripper på stolen. Gud, hvor jeg håber, at han ikke bare står ude på parkeringspladsen, men faktisk er gået hele vejen ind. Vores lærer giver os 2 minutter før fri, da han kan mærke uroen i klassen og jeg springer op fra stolen og styrer ud af lokalet og der længere nede af gangen går Alex og kigger ind i de forskellige lokaler.

"Hvor længe har du brugt på at finde det rigtige?" Spørger jeg, da jeg når hen til ham og slynger armene om nakken på ham, så han kan få et hurtigt kys. Alex smiler sit drengede smil, der kan gøre mig helt blød i knæene.

"Der var en pige, der hjalp mig med at finde kontoret også spurgte jeg bare efter dig, så det var ikke så galt," svarer han og trækker mig tættere ind til sig. Gud, hvor har jeg savnet ham. Jeg kan slet ikke overskue, at han er nødt til at tage hjem igen på et tidspunkt.