Santa Baby

8. december

8. december. I mit hus. Alene. YAAY! Jeg tager min telefon og kigger på nogle billeder fra mit værelse. Jeg lægger mærke til at en dreng står ved vinduet mange gange. Vent... Jeg zoomer ind. Er det ikke ham drengen?! Jo, gu fandme er det så! Den nisse stalker mig! Jeg ringer til Sarah og fortæller om det.

Dagen igår gik som den skulle, jeg så film og hyggede mig, lavede nogle julegaver. Forskellige ting. Jeg går alene til skole, da ham drengen kommer cyklende forbi. Han stopper ved siden af. "Går du på den der skole?" spørger han og peger på skolen. "Ja..." mumler jeg. "Jeg hedder Dixie" siger han. "Hvad fanden er det for et navn?!" mumler jeg. "Lad vær med at mumle, jeg kan ikke høre hvad du siger!" han virker til at være anderledes... Vi når til skolen og han stiger af sin cykel. Jeg stopper ham. "Hvad nu?" mumler han. "Udspionerer du mig?!" hvis han siger nej... "H-Hvad snakker du om?!" griner han nervøst. Jeg viser ham billedet. "Det er skuda godt lavet!" siger han og peger på det. "Det er ægte!" snerrer jeg. Klokken ringer ind. "Du er så... UHR!" mumler jeg og går mod klassen.

"Vi har fået en ny i klassen, Dixie. Du kan sætte dig ved siden af Skylar, som oven i købet bliver din makker de næste 2 uger!" siger Mr. Blacklo. "HVAD?!" råber jeg. "Hvad med Lucas og... Fint!" mumler jeg. "I skal lave et specielt et. I skal lave om julen for soldaterne" siger Mr. Blacklo. "Afsted!" mumler Lucas bag mig.*"Der er noget over dig... Du... Er anderledes" siger jeg, mens vi går mod kantinen. "Hvad mener du med udspionere?" spørger han. "Jaer... Alle de billeder der... Du er ved mit vindue ved alle billederne!" siger jeg hurtigt. "Hvor længe har du gjort det?!" tilføjer jeg. "Jeg har ikke gjort det, siger jeg!" siger han højt.

Vi skal desværre hjem til Dixie for at gøre det færdigt. Han er nu ret sød, men jeg kan ikke komme over det med billederne. Han låser op og beder mig vente udenfor hans lille skur. Han kommer tilbage efter to minutter og river mig med ind. "Hvad sker der for tæppevæggen?" griner jeg. "Årh, den er mega grim, så jeg dækker den med et tæppe" siger han og klør sig i nakken. "Hvorfor bor du egentlig alene i det her miniskur?" spørger jeg. "Jeg gider ikke bo hos mine forældre. De bor i en anden by, så jeg bor her alene" svarer han. Jeg vil se hvad for en farve der er bagved så jeg kigger bag væggen, men Dixie tager fat i mig. "Den er grim! Du skal ikke se den!" hvisker han. "Lad mig nu bare se! Jeg kan godt tage det" griner jeg og tager fat i tæppet. Dixie river fat i mig, men jeg har stadig fat i tæppet, så jeg river det ned. Hvad... Er... Det?

Dixie er Hannibal Harbo Rasmussen, som han ser ud i Tidsrejsen:)