Santa Baby

13. december

"Jeg går nu mor, jeg skal følges med Dixie!" råber jeg gennem huset og tager et æble som morgenmad. Det banker på. Sikkert Dixie. Jeg løber hen og åbner. "Jeg skal lige hente min ta-" starter jeg, men stopper da jeg ser hvordan Dixie ser ud. Hans ene øje er blåt rundt om. "Hvad i julemandens navn er der sket med dig?!" spørger jeg overrasket. "De der tre fyre. Zack, Matt og Troy. De ville ikke have jeg skulle gå så meget sammen med dig. Så de slog mig ned" siger han. "Årh, stakkels dig da!" siger jeg og kigger rundt. De tre drenge gør mig skuda bekymret!

Vi er nået til skolen og alle glor på Dixie. "Har de aldrig set et blåt øje før?!" hvisker jeg. "Ikke på så lækker en dreng, som mig" hvisker han. "Din bums" hvisker jeg og griner.

Skoledagen er endelig slut. Eller... Klokken er 15. Jeg beslutter mig for at besøge Dixie.

Da jeg kommer over til hans lille skur er døren åben. Jeg går ind og kigger rundt. "DIXIE" råber jeg, men han svarer ikke. Jeg går ind til der hvor ATVen burde være. Men den er der ikke. Nej. Han er taget tilbage. Tilbage til 2044. "DIXIE!" skriger jeg grædende. Han svarer stadig ikke. Jeg havde chancen en masse gange, for at sige hvad jeg føler, men jeg udnyttede dem ikke. "DIXIEE!" råber jeg grædende. Jeg sætter mig ned. "Dixie" siger jeg. "Hvad" lyder den stemme jeg allerhelst vil høre lige nu. Jeg stiller mig hurtigt op. "DIXIE!" griner jeg. "Hvorfor græd du?!" spørger han bekymret. "Jeg troede du var væk. Taget tilbage til 2044" mumler jeg og krammer ham. "Aldrig uden dig" hvisker han.

"Vil du ikke fortælle om din fortid... Eller... Fremtid" siger jeg. "Det hele startede med Redhawk. Vi var en gruppe forladte drenge, som han havde samlet, dem skal du seriøst snart møde. Måske senere idag? Han skulle bruge en frivillig der ville tage tilbage til 2014 for at skabe en kontakt. Jeg meldte mig og han gav mig en nøgle. Den får alle drenge. Jeg fik den bare først der. Jeg rejste tilbage i tiden, og så dig på gaden. Jeg vidste det skulle være dig. Jeg tog tilbage i tiden igen for at finde ud af noget om dig. Så fik jeg mig hacket ind på skolen og skrevet mig på kontaktlisten, og skrevet en email, om at jeg skulle starte. Så kom jeg i gruppe med dig, og jeg kom tættere på dig en jeg havde regnet med. Og nu skal jeg aldrig tilbage og bo i 2044 igen" siger han. "Lad os besøge dem nu!" siger jeg og hopper op på ATVen og skriver 2044. "Vil du styre?" spørger han og jeg nikker ivrigt.

Lyset kommer igen og BUM. Så er vi i 2044. Han trækker mig med og vi ender i en forladt bygning. "DRENGE!" råber Dixie. "DIXIE! DU ER TILBAGE!" råber nogle drenge, som kommer ud fra et lille rum, med ødelagt tøj på. Tøj og tøj, bukser har de da på. Det må skuda være pisse koldt. "Er det hende Jason snakkede om?" spørger en. Dixie præsenterer dem hurtigt. "Ja. Det er hende. Men vi er her ikke længe. Jeg bliver i 2014. Vi kommer og besøger jer en gang imellem" siger Dixie. De siger klagende lyde. "Redhawk er kommet i fængsel" siger Jake ud af det blå. "Det fortjente den gamle stodder fandme også. Jeg fik først min tidsmaskine 4 år efter jer!" griner Dixie. "Han sagde du ikke var stor nok til den" siger Jake. "DIXIEEE!" lyder en drengs stemme langt fra os, men tæt nok på til at vi kan høre det. "Er det Tye?! Er han sluppet ud!" siger Dixie overrasket. "Jeps" griner Guy. Det er seriøst nogle mærkelige navne de har. En sorthåret dreng kommer ned af en trappe og Dixie løber hen og de laver det der 'mandekram'. "Hvordan" griner Dixie. De snakker videre og jeg står bare og kigger, så jeg beslutter mig for at gå rundt og se 'huset'.

Jeg kommer til det rum hvor alle deres ATVer står. Der er en der lyser rødt over det hele og gløder. "Advarsel. Advarsel. Eksplosion om 3..." siger den og tæller ned. Fuck! Jeg løber væk, men snubler. Og så brager det og jeg skriger på grund af smerten, fordi jeg får vragdele og glas over hele kroppen. "SKYLAR!" lyder drengenes stemme. Jeg har aldrig mærket den form for smerte før. Hvorfor gør det så ondt. Drengene kommer løbene og Dixie tager mig op. Jason latterlige grin kommer lidt fra. "Var det dig?!" spørger Tye. "Jeg vidste da ikke hun kom her" griner han. "Hun kunne være død, din psykopat!" siger Dixie højt. "Mindst!" tilføjer Jake. Nu de snakker om død, jeg er da godt nok træt. Jeg lukker roligt mine øjne. "Nej, Skylar, ikke sov!" siger Tye højt. "Jamen jeg er trææææt!" klager jeg og glider ud af Dixies arme og hamre ned i jorden. Jeg skriger, på grund af smerten. Jason griner. Fuck. Det er da ikke godt at have det dårligt når der er sket en ulykke, vel?! Jeg hoster og er væk på et sekund.