Santa Baby

14. december

"SKYLAR!" råber Dixie grædende. Jeg åbner stille øjnene. "Hvad?" mumler jeg. "Hun er vågen!" råber Dixie. Jeg kigger rundt og finder ud af jeg ligger på et hospital? Hvorfor gør jeg det?! Og så kommer det hele tilbage. Jason, den forladte bygning, ATVen der sprang i luften ud over mig...

"Hvad fortalte du der var sket?" spørger jeg, da jeg regner med vi er i 2014? "Skylar. Vi er stadig i 2044. Vi fortalte dem hvad der var sket" griner Dixie. "Hvornår skal vi {{host}} tilbage til 2014?" spørger jeg. "Du skal lige have noget mod det røg du fik i lungerne fra ATVen og så tager vi afsted til et hospital i 2014" siger Dixie og tager min hånd. En doktor kommer ind og giver mig et eller andet. "Så er hun klar" siger han smilende.

"Og hvad er der så sket med den unge dame her?" spørger ekspedienten. "Øhm... deer... hendes... hun blev kørt ned!" siger Dixie. Hvorfor tænkte vi ikke på det?! "Du virker meget usikker. Du har også et blåt øje og en del skrammer. Var du også med i uheldet?" spørger ekspedienten. "Det bl-" starter Dixie, men hun har allerede skrevet ham ind. Der går ikke længe før de finder nogle bårer til os. "Jeg har altså ikke brug for det!" beder Dixie. "Nu gør vi det bare for at være sikker. Hvad hedder dine forældre, så kan vi skrive til dem" spørger lægen. Oh. Fuck. "Øhm... Mine... Forældre... De... De..." stammer Dixie. "Vil du ikke snakke om det?" spørger lægen. "Nej... De døde i en bilulykke for 2 år siden" siger han og kigger ned.

Da lægen er gået kigger jeg over på Dixie. "Død i en bilulykke?!" griner jeg. Mine lunger er blevet gode igen:-). Doktoren kommer ind igen. "I to skal blive her en lille time, så kan i smutte hjem" siger hun og smiler. "Tusind tak" smiler jeg. Hun ligger noget bandage om stederne jeg har sår, hvilket er sådan over det hele. En besked popper op på min mobil.
'Der er lejrtur imorgen og overmorgeen' står der fra Sarah. "Pis!" mumler jeg. "Hvad så?" spørger han. "Vi skal på lejrtur imorgen! Jeg får aldrig lov når jeg ser sådan her ud!" siger jeg. "Den ordner jeg. Vi tager hjem til mig bagefter, jeg har noget som fjerner det på 2 minutter" siger Dixie.

"Kom. Herind" hvisker Dixie. "Hvorfor hvisker vi?" hvisker jeg. "Fordi det er bedst" hvisker han. Han finder et eller andet og så en pind. "Sæt dig" siger han og trækker en stol ud. Jeg sætter mig og han trækker mit ene bukseben op. Han tager massen på pinden og smører det på. "ARH!" råber jeg klagende.

Han er endelig færdig. Og hold kæft hvor gjorde det nas! Men det er i det mindste væk. "Hvad er det der?!" spørger jeg. "Phatolyse. Svært at forklare" griner han. "Kan jeg sove her. Jeg ORKER ikke gå hele vejen hjem!" siger jeg. Han nikker og jeg tager min mobil op. 'Hej mor. Jeg tager på lejrtur imorgen, sover hos Dixie. Kommer og hentet tingene imorgen' skriver jeg til min mor. Send.

Jeg ligger på en lille madras ved siden af Dixies ligeså lille madras og læser et blad. Jeg når til horoskoper. "Krebsen vil mød en uventet person denne måned. Dig og vædderen bliver tætte, måske tættere en du tror" læser jeg højt. "Spændene" mumler Dixie træt. "Hvad er du?" spørger jeg. "I 2044 er der ikke noget der hedder stjernetegn" siger han. "Hvornår er du så født?" prøver jeg. "Det aner jeg ikke" mumler han. "Godnat Dixie" smiler jeg. "Godnat" siger Dixie. "Vædder... Hm" hvisker Dixie for sig selv. Jeg smiler og lukker mine øjne i.