Santa Baby

10. december

10. december. Jeg skal SÅ meget, snakke med Dixie. Han går ud fra en gyde og kigger på mig og går hurtigt videre. Han kigger sig tilbage et par gange. Jeg indhenter ham ved skolen og tager fat i ham. "Jeg så dig. Du gav mig bolden" siger jeg til ham. "Hvad snakker du om. Måske har alle dem fra din klasse ret. Du er en særling!" siger han og går hurtigt videre, men jeg river fat i ham. "Du gav mig bolden. Det husker jeg. Det har jeg aldrig før!" siger jeg. "MULLE!" lyder Lucas's stemme bag mig. "Ikke nu!" siger jeg og skubber ham videre. Han kigger forbavset på mig og Dixie. "Jeg..." siger han, men klokken redder ham.

Jeg kigger på billederne på telefonen igen. Så på Dixie. Billedet. Dixie. "DET ER DIG!" råber jeg. "Skylar!.." hvisker Dixie. "Hvad sker der, Skylar?" spørger Mrs. Cooferman. Hun tager min telefon og kigger på billedet. "Er der noget mellem dig og Dixie. Du sidder da og glor på billeder af ham!" siger Melaney. "Hvad sker der. Skylar!" siger Cooferman igen. Jeg peger på Dixie. "Han udspionerer mig" siger jeg. Alle i klassen griner. "Jeg tror mere det er dig der udspionerer ham" griner Melaney. "Sig det, Dixie. Sig du har set mig den sidste uge, ledt efter mig, har en væg med mig derhjemme!" vrisser jeg til Dixie. Så er det hans tur til at blive grint af. "Skylar Wendell, Dixie Fontana! I skal vist ud at snakke med hinanden!" siger Mrs. Cooferman. "Ellers tak!" mumler jeg. "Hun vil ikke kysse ham på skolen" griner Haley. Jeg tager fat i Dixies bluse, river ham med ud og stopper ham lige uden for døren, så alle fra klassen kan høre det.

"Hvorfor tilstår du ikke?!" siger jeg højt. "De kan høre dig! Ti nu stille!" mumler Dixie. "Hvorfor siger du det ikke bare. Er du forelsket i mig eller et eller andet?!" siger jeg, lidt lavere. "Hvorfor skulle jeg... Oh..." siger han, men husker det han sagde da jeg så væggen. "Du er forelsket i mig!" siger jeg højt. "Hold kæft!" siger han og tager mig for munden. Lucas kommer ud. "Er du forelsket i hende?! Hun e-" starter han, men jeg afbryder ham. Nu må det være nok! "LUCAS GÅ!" råber jeg. "Det er slut!" siger Lucas med knækkende stemme. "Der var aldrig noget!" siger jeg og skubber ham ind. "Du har lige... Lucas..." siger Dixie og peger på mig og så på Lucas. "Jaer... Bum bum... Han er irriterende. Men hvorfor sagde du det ikke fra starten?!" hvisker jeg. "Kom hjem til mig efter skole... Jeg har noget meget, meget, meget vigtigt at vise" siger han og ligger tryk på det sidste meget.

Dixie åbner døren til hans garage. "Hvad skal vi ude i din garage?" spørger jeg og går ind bag ham. "Se noget..." siger han og åbner en dør til. Så endnu en dør. Bag døren står en eller anden form for ATV. "Hvad har det at gøre med alt?" spørger jeg. Han kører den udenfor og trykker 2008 ind. "Hop på" siger han. "Hvorfor?!" spørger jeg overrasket. "Det forklarer alt!" siger han. Jeg hopper hurtigt på og han kører. Han kører rundt i gaderne og ender måske op på 110 km/t. "DIXIE! DU MÅ IKKE KØRE SÅ HURTIGT! ER DU UDE PÅ AT FÅ OS ANHOLDT!" skriger jeg. Pludselig er vi inde i en form for tunnel. "Dixie. Hvor er vi?!" spørger jeg. Så bliver det helt mørkt, og så er vi midt på gaderne igen. "I 2008" siger han roligt. "Lad vær med at lave sjov! Hvor er nogle af dine venner henne?" spørger jeg. "Se! Der er du!" siger han og peger på en lille pige, der ligner mig som 10årig på en prik. Det er for sygt, det der!

Dixie og mig er tilbage i 2014. Jeg vidste der var noget anderledes ved Dixie, men tidrejsende?!