Santa Baby

15. december

"Drengene i drengebussen, pigerne i pigebussen!" råber Mrs. Roughy. Alle pigerne går ind og jeg går ind som den sidste. Jeg kigger rundt. Alle pladser er taget. "Seriøst?!" mumler jeg og går ud og siger det. "Det havde vi ikke lige tænkt over. Du må vel sidde i drengebussen" siger Mrs. Roughy. Fedt... Jeg smider min kuffert ind og går stille ind i bussen. "HEY WENDELL! DU ER VIST GÅET FORKERT!" råber nogle drenge bagi. Der lugter langt væk af mandeparfume herinde. Jeg sukker og sætter mig ned forrest. "HØRTE DU MIG IKKE?! IND I PIGEBUSSEN!" råber Lucas. Oh no he didn't! Jeg stiller mig op. "TROR I SELV JEG ER TILFREDS MED AT SIDDE HER! TROR I DET ER MIG DER HAR VALGT DET?!" råber jeg og kigger rundt på 14 måbende drenge. "SÅ HOLD KÆFT!" råber jeg og sætter mig ned. Det her bliver den længste bustur nogensinde!

Drengene sidder og skråler med på en eller anden skrækkelig sang da bussen stopper hårdt så jeg slår hovedet ind i plastikpladen foran mig. "Av for fanden mand!" mumler jeg. "Vi kan ikke køre videre. Der er 4 meter sne!" siger chaufføren til mig. "Nej vel?" spørger jeg og kigger. Jeps. Sne en meter over vinduet. Nåh... Så kan jeg vel godt sove...

"1!" lyder en stemme fjernt og jeg åbner hurtigt øjnene og ligger mærke til, at jeg hænger i Lucas, Hayes og Josh's arme. De svinger mig og giver slip da jeg hænger ud over en grøft fyldt med sne. Jeg skriger på grund af kulden der rammer min hud. "NEJ DIXIE! DU SKAL SKUDA IKKE HJÆLPE HENDE!" lyder Hayes's stemme. To sekunder efter kommer to arme til syne som skubber den sne der er over mig væk. Lidt efter kommer Dixies ansigt frem, som tager fat rundt om mig. Da jeg mærker den kolde luft mod mit efterhånden meget våde tøj gisper jeg. Koooldt! "Hvad fanden har i gang i!" siger Dixie og tager mig med hen til de voksne.

Hayes, Lucas og Josh er blevet sendt hjem og mig og Dixie går tur i skoven. "Ej, ved du hvor fedt det ville være at komme til dengang hvor mine forældre var på vores alder!" griner jeg og lidt efter har Dixie sin nøgle oppe.

Han kigger rundt og gemmer ATVen. "De er højst sandsynligt i skole. Lad os gå derhen og vente" siger Dixie. "Men pas på. De har fortalt det var idag de blev kærester. Så forlod han os, men det er en anden side af sagen. Vi kan ændre i historien, og ende med at de aldrig mødes og så-" tilføjer jeg, og Dixie slutter sætningen: "Bliver du aldrig født".

De kommer allesammen ud fra skolen. "De ser sku mærkelige ud, sådan nogle der" hvisker Dixie. Min mor kommer hen til os. "Hvordan er det i ser ud. Er i punkere, lig'som" siger hun og kigger på os. "Du er nu ret lækker" siger hun og kigger på Dixie. "Det her er forkert på så mange måder" hvisker jeg. Min far kommer så hen til os. "Camille, kan vi lige snakke" spørger han. Er det sådan min far så ud som lille? "To sekunder, Henrik, jeg snakker lige" griner hun. Og så går min far hjem... Fuck. "Nej! Det var der de skulle blive kærester!" hvisker jeg. "Fuck... Øh se! Der er din veninde" siger Dixie og peger på en tilfældig pige. "Gud ja. Vi ses vel" siger min mor og går. Dixie og jeg skynder os hen til et skur. Jeg kigger ned på mine fingre. "Dixie.... Hvad sker der" siger jeg sammenbidte tænder da jeg ser mine fingre er ved at blive gennemsigtige. "Sagde du det var idag de blev kærester?!" spørger Dixie nervøst. "Ja... Hvorfor" siger jeg. "Du bliver aldrig født!" siger han og går i fuldstændig panik.