Santa Baby

19. december

"Glæder du dig til imorgen?" spørger jeg og tager mine hænder ned i lommen. Byen er så smuk om natten. "Hvad sker der i morgen?" spørger Dixie. Derfor har han ikke spurgt mig... altså ikke at jeg forventede han gjorde det... "Juleafslutning. Mig og Lucas skulle følges, men..." siger jeg. "Hvorfor har ingen fortalt det?!... Vent... Så.. Du har ikke noget med Lucas?" spørger Dixie. "Nej! Efter det han gjorde?!" siger jeg overrasket. "Såå... du skal ikke følges med ham imorgen?" spørger Dixie, og jeg ryster på hovedet. "Medmindre en anden kommer på mirakuløs vis, skal jeg ikke med..." siger jeg og kigger lidt rundt. Jeg føler nogen følger efter os... "Vi kunne lade vær med at komme, sammen?" mumler Dixie. "Det syntes jeg lyder som en god ide. Vi skal totalt hygge os" griner jeg. Jeg vender hovedet og studere Dixie. Hans hår, der er lyst i toppen, mørkt i siderne, hans fyldige læber, hans kinben, hans alt. Han vender sit hovede og jeg vender hurtig mit. "Stirrer du?" griner han. "Neej" griner jeg. Pludselig mærker jeg Dixies læber på min kind. Jeg kigger hurtigt på Dixie, som ser mega flov ud. "Undskyld Skylar, jeg... Undskyld!" siger han og begynder at løbe væk. "DIXIE!" råber jeg.

Det er håbløst, det her. Dixie er væk, og her står jeg, alene. Så slår det mig. Jeg har rent faktisk dræbt min lillesøster. Aflivet hende... "DET ER MIN SKYLD, DET FUCKING HELE!" skriger jeg og sparker til en postkasse så den vælter. "DANIELLE ER VÆK! JEG ER EN IDIOT!" skriger jeg og finder en jernstang, som jeg bruger til at smadre et drivhus med. Så løber jeg hen og vælter en skraldespand. Det er for dårligt. "SKYLAR, STOP!" lyder Dixies stemme lidt væk fra. "GU VIL JEG DA EJ! DET ER MIN LILLESØSTER VI SNAKKER OM!" skriger jeg. Hvad er det jeg har gang i... "SKYLAR! SLAP SÅ AF!" råber han og tager fat rundt om mig. "DET ER MIN LILLESØSTER, FORHELVEDE!" skriger jeg og skubber ham væk. "Skylar! Stop så!" siger han og holder rundt om mig så jeg ikke kan slippe fri. Jeg gør alt for at komme ud, men Dixie får mig overmandet, og jeg vender tilbage til mig selv.

"Ej det må du altså virkelig undskyld! Jeg har bare... dræbt min lillesøster" siger jeg til Dixie da vi er tilbage i båden. "Jeg bliver nød til at tage tilbage..." siger Dixie. "HVAD?! Nej! Jeg... Hvad med... Hvorfor?" spørger jeg. "Det gør jeg bare!" siger han. "Hvad med min lillesøster?!" spørger jeg. "Farvel, Skylar" siger han og går ud af døren.

Jeg ryster hovedet. "Er du okay?" griner Dixie. Skal jeg sige jeg føler han pludselig forlader mig? "Jeg er bange for du pludselig tager afsted uden mig..." siger jeg. Dixie krammer mig. "Lad nu vær, Skylar!", griner han, "Det kunne jeg aldrig finde på! Hvis jeg skal nogle steder er det med dig!".

Vi ligger os til at sove igen, klokken er kun 3... Dixies vejrtrækning bliver hurtig tung. Fedt. Alene... på en måde. Min lillesøster er væk... Dixie sover. Jeg vender mig om for at stalke Dixie mens han sover. Han sover så flot. Hans hår sidder altid perfekt, selvom han lige er stået op, og aldrig bruger noget i håret. Hans øjenvipper, der er perfekt lange. De er ikke så lange at de er pigede, men... lige tilpas. "Du stirrer" hvisker han. Jeg vender mig hurtigt om. "Neej" griner jeg. Efter 10 minutter er der igen stille. Jeg beslutter mig for at udforske skuret. Inden i båden er der bare klamt. I en skuffe ligger der en hel masse værktøj og i en anden en kæmpe kasse? Jeg åbner den og det overrasker mig hvad der ligger deri. Jeg hopper op og skubber til Dixie. "Dixie... Dixiee!" hvisker jeg. Han vågner og kigger rundt. "Hvad?" spørger han. Jeg hopper ned, henter kassen og bærer den op på båden. "Hvad fanden er-... Sten?" siger han. "Ikke sten. Kig på dem! Det er lava, måne og meteorsten! Og i nogle månesten... Er der diamanter! Ved du hvor rige vi kan blive?!" siger jeg og tager en op for at studere den mere. "Sådan, Skylar!" siger Dixie og giver mig High-five. Jeg smiler for mig selv. Hvorfor er han så perfekt?...