Santa Baby

11. december

"Hvad lavede i i går?" spørger Josh. "Igår. Der skete ikke noget igår. Hvad for noget igår!" siger jeg hurtigt og går videre på gangen mod klasseværelset. Hvorfor er jeg så bange?! Dixie indhenter mig. "Tag den med ro!" griner han. "Hvad hvis jeg kommer til at sige det!" siger jeg nervøst. "Sige hvad?" fniser Melaney bag os. "Ikke noget!" siger Dixie og river mig videre. "Baree... Lad som om det aldrig er sket!" hvisker han. "Dét ikke er sket?! Det er umuligt!" hvisker jeg. "Time!" siger Dixie da klokken ringer.

"I skal finde ud af hvad der sker i kroppen når disse følelser sker. Dixie og Skylar, i laver om kærlighed, Lucas og Sarah, i laver om vrede..." siger Mr. Port og deler grupper og følelser. Mig og Dixie tager vores bog og går i kælderen. Efter lidt tid kommer Sarah og Lucas. "Lad os gå igen" siger Lucas og vender om. Idiot... "Vi skal allesammen være hernede!" råber Sarah efter ham, og to sekunder efter, er hele klassen hernede. "Vi skal skuda lave et forsøg!" siger jeg, da jeg finder ud af, at kærlighed bare er en form for kemisk reaktion. Dixie læser det, og om hvordan man laver det. "Perfekt! Vi mangler bare nogen at forsøge på!" siger Dixie og kigger rundt. "Melaney... ooog" siger jeg og kigger rundt. Hvem hader hun allermest? Mig selvfølgelig, en dreng... "Nicklas! De hader hinanden!" siger Dixie. Jeg tager fat i Nicklas, som er helt klar på at prøve det. Jeg sender ham op i klassen og går hen for at hjælpe Dixie, som står og river i Melaney. "NEEJ!" skriger hun. "Kom nu Melaney. Er du bange?" griner jeg. "Fint!" mumler hun og går med os op i klassen.

"Hvad skal vi så?" siger Melaney surt. "Først, skal i skrive en personlig ting om jer selv, og give det til den anden" siger Dixie. De skriver ned og giver det til hinanden. De læser det begge, og folk fra klassen er kommet som publikum. "Så skal i dufte til en ting fra den anden" siger jeg. Melaney giver Nicklas sit tørklæde, og Nicklas giver Melaney sin jakke. De dufter svagt til det. "Helt ind" siger Dixie. De snuser til det. "Så skal i kigge hinanden i øjnene i et minut, og tænke på en god ting i har oplevet sammen" siger Dixie. Minuttet går hurtigt, og de stiller sig hurtigt op. "Få mig væk!" hviner Melaney, mens Nicklas bare kigger forvirret ud i luften.

Mig og Dixie går rundt i byen efter julegaver, her om aftenen. Melaney kigger forvirret rundt, som om hun leder efter noget... eller nogen! Hun ser mig og løber over til mig. "Skylar! Hvad har du gjort?!" hviner hun surt. "Virkede det?!" spørger jeg overrasket. "Nej! Men Nicklas er mega forelsket i mig!" hviner hun videre. "Hvis det ikke virkede ville du ikke stå sådan her nu og tænke så meget over det?" griner Dixie. "I er simpelthen for meget!" skriger hun og går hurtigt væk. Nicklas kommer og tager fat i hende. "Nu sker det!" hvisker Dixie. "Nej!" siger hun og går lidt væk, men Nicklas tager hende tilbage. De snakker lidt og ender med at kysse! "DET VIRKEDE!" skriger jeg og krammer Dixie. "DET VIRKEDE RENT FAKTISK!" skriger jeg ind i hans skulder. Dixie er måske... et kvart hoved højere end mig. "Det virkede rent faktisk" gentager jeg stille.