Santa Baby

20. december

"Såååå... skal vi bare blive her?" spørger jeg og pakker stenene ned i min taske. "Vi... vi kunne også tage med til afslutningen... sammen?" spørger Dixie. Han spurgte mig lige, gjorde han ikke?! "Så... du spørger om jeg vil med... med dig. Du 'inviterer' mig?!" siger jeg glad. Han nikker. "Det gør jeg vel" griner han. Jeg lukker min taske da den sidste sten er pakket. Der lyder stemmer fra fordøren. "Fuck! Ejeren kommer!" hvisker Dixie og fjerner alt der var vores, tæpper og sådan, og tager mig i hånden og løber. Vi når lige at snige os ind bag en væg før ejeren åbner. En kinøjsermand træder frem. "Det er så båden" siger han og griner. Mig og Dixie sniger os stille hen til døren, åbner den stille, men den knirker... "Hallo?" siger konen. Vi beslutter os for bare at løbe. "DER! EFTER!" råber ungen. Vi løber, men tasken er tung som ind i helvede, så Dixie må tage den. Og så løber vi. 'Forbudt kærlighed' tænker jeg. De flygter fra faren. Desværre flygter vi så bare fra en kineser og hans familie.

Da vi endelig tænker vi er sluppet væk stopper vi for at få luft. "Hvad nu?" siger jeg forpustet. "Vi må leve på gaden... Der er et varmt hjørne der, du havde kjolen i tasken, ikke?" siger Dixie, og vi går hen til hjørnet. "Jo, men hvad med din smoking?!" siger jeg og sætter mig ned ved siden af ham. "Har i set to børn løbe her?!" lyder ungens stemme. Vi river vores hætte over og jeg tager min hat af, tager Dixies hue på og giver ham min på. Jeg tager et krus der ligger på jorden og stiller det. "Kig ned!" hvisker jeg. "Undskyld. Har i set to børn løbe forbi her?" spørger ungen. Jeg ryster på hovedet og rækker koppen op. "Nogle penge til to fortabte hjemløse?" siger jeg med forvrænget stemme. Jeg kan høre nogle mønter ramme koppen. Fedt. Første mønter. Fra dem vi flygtede fra. De løber så videre.

Mig og Dixie sidder med tæppe over. Vi sidder ekstremt tæt for at holde varme. Sådan en december er ikke den bedste måned at være hjemløs på. Sne, kulde og mennesker. En masse. Men det er kun godt. Flere mennesker, flere penge. "Årh, sådan to hjemløse unge!" lyder min mors stemme lidt væk fra. SHIT... "Skal vi ikke give dem nogle penge?" lyder Danielles stemme. Hun er tilbage?! Hvordan! Jeg kigger hurtigt op, men min mor ser mig. "SKYLAR?!" udbryder hun. "Skylar Wendell, du kommer med hjem lige med det samme. Hvad laver i to her?! I skal da hjem og have varmen?! Dixie kan sagtens flytte ind på dit værelse, ikke også Skylar?" siger hun.

"Så! Så har du gæstesengen herinde! Se på klokken, i to skal til at gøre jer klar! Dixie, du kan låne Skylars fars smoking, kan du ikke?" griner min mor, klapper i hænderne og løber straks ud. "Undskyld hun er lidt hyper" hvisker jeg. "Hvad hvisker i om. Hvisker i om hvordan i skal snige jer væk til festen og kysseee" fniser Danielle. "Din lille møgunge! Gu gør vi ej!" siger jeg og skubber hende ud af værelset for derefter at lukke døren.

"Ræk mig lige mascaraen" siger jeg og holder hånden ud. "Hvordan ser den ud?" mumler Dixie. "Du siger ikke du ikke ved hvordan en mascara ser ud?!" griner jeg og vend er mig om. Lige da jeg vender mig om ser jeg Dixie stå med en i hånden, 'penslen' mod mig, så jeg får en lang streg i panden. "Din rosin!" griner jeg for derefter at fjerne det... Da jeg endelig er færdig kommer min mor ind med tøjet. Min kjole og den grimmeste smoking jeg længe har set. "Ej mor! Dixie skal fandme ikke have den på!" siger jeg og kigger på de hæslige stykker stof. "Jeg kan godt ændre det med en tingest" hvisker Dixie. "SKYLAR!" råber min mor.

"Hvad fanden laver du her?!" spørger jeg Lucas, som står foran mig i smoking og det hele. "Vi skal jo følges? Kom nu!" siger han og tager min arm. "Nej. Jeg skal følges med Dixie?!" siger jeg og tager armen til mig. "Jeg hørte mit navn?" siger Dixie bag mig. "Hvad fanden laver han nu her?! Er han flyttet ind eller hvad?" spørger Lucas. "Ja, faktisk. Jeg låner en gæstesengen midlertidigt" smiler Dixie, trækker mig med ind og lukker døren i hovedet på Lucas.

Sandt nok, kan Dixie ændre den grimmeste smoking i mit liv, til den smukkeste jeg længe har set. "Halløjsa Skylar og Dixie. Der står bordkort derinde, jeg vidste ikke lige i skulle følges, men i må bare bytte rundt på Lucas's og Dixies" siger Mr. Blacklo og smiler. Vi går ind og gør som Mr. Blacklo sagde. Lucas var en del imod. Jeg bliver pludselig revet væk fra Dixie. "Hallo, vi stod faktisk lige og sna-" brokker jeg, men stopper da jeg ser hvem der står foran mig. Hayes, Josh, Lucas, Nicklas, Dustin og Joe. "Seriøst?! Gå nu med jer?!" mumler jeg og går tilbage mod Dixie. "Ikke så hurtiiigt! Det er en flot kjole du har dig der. Den ville være flottere hvis den var mere rød!" griner Hayes. "Hvorfor fanden griner du s-" mere når jeg ikke at sige, før en kæmpe spand teaterblod falder ned over mig. "Hvad har i gang i?!" siger Dixie og river mig med udenfor. Han tjekker om der er nogen rundt om og tager en eller anden mærkelig fjernbetjening frem. Han kører den op og ned foran mig og min kjole er smuk igen. "TAK DIXIE!" råber jeg og krammer ham. "Du må hellere slippe... Lucas og Hayes kommer!" hvisker Dixie. "Jeg er pisse ligeglad. Vi tæsker dem!" hvisker jeg grinende. Så slipper jeg ham. "Dixie, gider du lige komme?" griner Hayes og trækker ham væk, men ikke nok til at jeg ikke kan høre det.

"Lad Skylar være i fred. Det er tydeligt hun ikke nyder dit selskab" hvisker Hayes. "Hun krammer mig. Bland dig nu udenom. Jeg ved godt du er vild med hende! Men det er ikke min skyld!" hvisker Dixie og kigger over på mig. Jeg lister stille over mod dem. "Hør. Hold dig væk fra hende! Hun er vores!" hvisker Lucas da jeg er kommet helt tæt på. "Hvis der er nogen hun hører til, er det mig!" hvisker Dixie, kigger på mig og smiler. Så får Hayes en på siden af hovedet så han falder til jorden. "Du er jo syg i hovedet!" siger Lucas og prøver at løbe væk. Jeg tager fat i ham, vælter ham og lader ham ligge. Jeg tager fat i Dixie og river ham med ind.