Santa Baby

18. december

Jeg åbner øjnene, som enhver anden ville gøre når man vågner, og kigger rundt. Har de svin ladt mig ligge på træstammen?! "Hallo?" min stemme er hæs. Meget. Pis. Jeg har ingen stemme. "Halloo!" prøver jeg igen. "HALLOOO!" hæs igen... En dreng i bare boksershorts kommer ud af et telt. "Du er vågen" siger han hæst. "Jeg må tilbage til Dixie..." mumler jeg og går. Bare... går.

Jeg er endelig fremme, og Dixie går igen rundt alene, denne gang mere nervøst. "DIXIE!" råber jeg hæst. "DIXIEEE!" prøver jeg igen. Han høre det denne gang og vender sig hurtigt om og løber mod mig. "Stort... meget stort problem!" siger han og tager fat på mine skuldre. "Du må hjælpe miiiig!" tigger han som et barn. "Hvad sker der" siger jeg. SIGER! Min stemme er tilbage. "Okay... ik' bliv sur, vel..." sikrer han. Jeg ryster på hovedet. "Jeg var sådan lidt... du ved... eftersøgt af politiet... for at være tyv i fremtiden. De har taget Jason... hvad hvis de leder efter mig og tager mig tilbage til 2044... så ser jeg dig aldrig mere!" siger han hurtigt. "Tror du selv på det, Dixie?" griner jeg. "Det kunne da godt være..." mumler han.

Vi skal (endelig) hjem fra den her lorte lejr... jeg er tvunget til at sidde i drengebussen igen. Fint nok denne gang, faktisk:D Drengene har åbenbart besluttet at lave Q&A på mig. Nico forestiller at holde en mikrofon. "Skylar Wendell. Hvordan har du det med Melaney" siger Nico og tager 'mikrofonen' op til min mund. "Er det her nødvendigt" griner jeg. "Vi kunne også spørge hvordan du har det med Dixie" hvisker Troy, som sidder ved siden af mig. "Vil du gerne skydes?" hvisker jeg. "I er så søde. Hvad er hans største hemmelighed" hvisker han. Jeg slår ham blidt. "Det må jeg skuda ikke sige din idiot!" hvisker jeg. "Skal i følges til juleafslutningen" hvisker Nico, som sidder på den anden side af mig. "Nej..." mumler jeg. "Seriøst, vi kan jo ikke høre det!" siger Brad. "Det er heller ikke nødvendigt! Det her er en Troy-Nico-Skylar-samtale!" griner jeg.

"Gider du lige komme med?" spørger Dixie og trækker mig med til hans skur. "Dixie. Det er fredag. Vi har fri. Jeg skal lige hjem med mine ting, gider du komme med?" selvfølgelig gider han det, så han går med hjem.

"JEG ER HJEMME!" råber jeg til Danielle, min lillesøster, som i højst sansynligt ikke vidste jeg havde:-D. Hun svarer ikke... "DANIELLE!" råber jeg igen. Svarer stadig ikke. "Fuck... Hvad nu hvis hun ikke er blevet født?!" siger Dixie. "Nej... Nej nej nej nej nej!" mumler jeg og løber op på hendes værelse. "Under ombygning" læser jeg op. Der er låst da jeg prøver at åbne. Jeg prøver at lugte ind ad nøglehullet. Hendes værelse dufter altid af kanel. Der lugter bare af loft.. Jeg løber ned til Dixie. "HUN ER VÆK!" råber jeg på vej ned af trappen. Jeg løber hen til Dixie. "Hun er væk..." mumler jeg og mærker mine øjne blive våde. Jeg skriver en hurtig seddel, om at jeg sover hos Dixie de næste to dage, tager noget tøj, og løber med ham hen til hans skur. "Det er for usikkert der. Lucas eller Hayes vil finde os..." mumler Dixie. "Og hvad så?" spørger jeg. "De er nogle tåber. De skal ikke irritere dig..." mumler han og trækker mig med.

Vi stopper foran at stort skur. "Du har en svaghed for skure, hva'?" griner jeg. "Der er en båd derinde. Den er bedre end madrasserne" siger Dixie og sparker døren op. På en eller anden måde kan han gøre så den ikke vælter. "Hvordan?..." mumler jeg forvirret. "Mine ninjaskills er perfekte!" griner Dixie, prøver at tage sin fod op, højst sansynligt for at puste på den, ligesom en pistol, men han får overbalance og vælter med baghovedet ind i en træstamme. "Er du okay?!" siger jeg og sætter mig ned. Han svarer ikke, så han er bevidstløs... eller... han trækker vejret. Besvimet. Jeg tager fat i hans arme og prøver på at rive ham ind. "Kom... så... MED!" pruster jeg. Jeg får ham endelig flyttet og trækker ham med ind. Jeg prøver på at få ham op i båden, der står der, men han er for tung, så jeg lader ham ligge på gulvet.

Der lyder en lyd nede fra gulvet, jeg ligger i båden og tænker på hvad der kunne være sket med Danielle. Jeg sætter mig op går at se om han er vågen. "Skylar... Hvorfor ligger jeg på jorden?" mumler han. "Fordi du er for fed" griner jeg. "På den fede måde?" spørger Dixie. "Så meget på den fede måde" griner jeg.

Jeg åbner mine øjne med et sæt. Jeg kigger på min mobil, som ligger i min lomme, for at se hvad klokken er. 2.43... Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg begynder at snakke med Dixie selvom han ikke kan høre det. "Tak for at være hos mig. Du er den eneste jeg kan stole på... Tænk hvis jeg aldrig havde mødt dig. Tænk hvis du var taget tilbage til 2044 dengang" siger jeg. "Det kunne jeg aldrig finde på. Ikke uden dig" hvisker han, så jeg spjætter. "Er du vågen?!" spørger jeg. "Det har jeg hele tiden været. Jeg har også snakket med dig" griner han. "Hvad sagde du?" spørger jeg. "Nogenlunde det samme, bortset fra det sidste" griner han. "Jeg kan altså ikke sove" mumler jeg. "Heller ikke mig. Vi kunne gå en tur?" spørger Dixie. "Ja, skuda! Jeg har aldrig set byen om natten!" siger jeg og hopper ned af båden for at tage min jakke på. "Kommer du?" spørger jeg Dixie da han stadig ligger i båden. "Jaja. Jeg tænker bare, hvad nu hvis vores ting bliver stjålet?" siger Dixie. "Det gør de ikke" sikrer jeg ham.