? - Hvad nu

Kapitel 1

Jeg har altid drømt om den der perfekte kærlighedshistorie. Det der perfekte par man ser på film, i bøger, på gågaden, i magasinerne, på plakater og i rullereklamerne på metrostationen. Ja, den slags kærlighed. De to smukke mennesker, som helt tilfældigt begge bliver forelsket i hinanden og har deres egen: lykkelig til deres dages ende. De to mennesker med det perfekte liv. Det er muligt. Måske for hende eller ham eller dig eller gud og hver man - bare alle andre end mig!
Hvilket ville sige, at alle normale mennesker har en potentiel chance for at få det. Men jeg er jo ikke normal. Det har jeg brugt de sidste 761 dage på at fortælle mig selv. Det svarer til to år og et måned. Hvilket vil sige, at det er 108 uger siden, at jeg fik at vide, at jeg var... syg i knolden.
"Urgh," udstødte jeg, sparkede den grimme, lyserøde pude ned fra fodenden af sengen og rullede om på maven. Synet af den fik det til at vende sig i min mave. Og især når det blev kombineret med tanken om dr. Miller. Jeg huskede stadig hans tjavsede, gråbrune hentehår og hvide sokker i sandaler. Og hans hawaiiskjorter. Føj. Havde ingen nogensinde fortalt ham, at der var opfundet deodorant. Ja, der var ikke mange pæne ord at sige om min gamle psykolog efter min mening. Min mor så anderledes på det. Hun synes, at han var en veluddannet, forstående, nærværende, spændende og sympatisk mand. Det var så også, fordi hun ikke skulle sidde i et indelukket, aflåst lokale med ham i to timer hver torsdag. Det eneste ord jeg syntes passede godt på ham, var en tør kiks. For det var lige nøjagtig, hvad dr. Miller var. Bare måden han skubbede sine runde, brune, hæslige briller op ad næseryggen på, kunne nogle dage få mig til at ville kaste mig ud af vinduet.
Og de kaldte mig "psykisk ustabil". Det er da også klart, når man bliver tvunget til at skulle tale om sine inderste tanker og følelser med en gamle nar, som ikke engang kunne huske mit navn.
Jeg gryntede en bane af grimme ord ned i min hovedpude og vendte mig om på ryggen igen og lagde armene over kors, inden endnu en strøm af irritable sætninger kom fra mig som: "Psykisk ustabil, min bare røv!"
Jeg kunne høre lyden af min mors tunge skridt på trappen og døren gik op. "Valentina, ligger du og snakker med dig selv igen."
Jeg vendte mig om på siden og stirrede ind i væggen. Kunne hun høre det helt nedenunder! "Nej," mukkede jeg utydeligt. "Og jeg vil stadig helst kaldes Viana."
Mor fnøs og satte sig hen til mig. Hun lagde sin hånd på min skulder, som hun gav sig til at nusse. Min mor var et af de eneste mennesker jeg havde det fint med rørte mig. Plus min bror og meget få andre. Jeg var blevet diagnosticeret med 'haphefobi'. Fobi for at blive rørt. Jeg kunne godt klare det, og jeg havde klart forbedret mig, men jeg foretrak bare, at folk holdte deres hænder for dem selv. Selv håndtryk kunne jeg finde besværet.
Denne fobi supplerede også til dr. Millers liste over grunde til, hvorfor jeg var "psykisk ustabil". Han var bare en gamle nisse, der burde være gået på pension for mindst et år ti siden. Heldigvis havde jeg fået en ny psykolog siden, som jeg faktisk brød mig om. Men det var et minus, at han tvang mig til at gå i støttegruppe. Men så ville jeg heller gå i støttegruppe tre til fire gange om måneden end at skulle være stemplet som sindssyg. For det syntes min nye psykolog dr. Edwards ikke jeg var. Og det var nok også derfor, at jeg kunne lide ham, og derfor jeg frivilligt tog i støttegruppe. De par gange om måneden, hvor jeg bare skulle lyve og sige, at jeg havde det fint, høre på tolv andres problemer og drikke den dårlige, stærke, ufortyndet hyldeblomstsaftevand - eller rævepis på flaske, som min bror og jeg havde fundet på, dengang jeg havde tvunget ham med, hvilket førte til at han faldt i søvn, mens en pige med spiseforstyrrelse fortalte om sin fremgang, og så havde han siddet lænet op af min skulder og snorket. Vildt pinligt. Jeg havde nu droppet at tage ham med, da nogle forældre havde klaget over ham, men jeg tog stadig derhen. Jeg havde jo ikke andet at bruge min tid på. Jeg var for længst holdt op med at prøve at forklare fremmed mennesker om mig selv, og hvorfor jeg ikke ville have, at de rørte mig, for de endte bare ud med at løbe skrigende bort. Min brors teori var, at det ikke var min sygdommes skyld, men at det var min arrogance, som jeg havde bygget op efter femten år sammen med ham. Det havde nok også noget med sagen at gøre.
"Skat, er der noget, du gerne vil snakke om?" spurgte mor blidt. Jeg brummede lavt og rejste mig op på albuerne.
"Jeg har det fint, mor," sagde jeg og rejste mig. "Alt er, som det skal være. Jeg er faktisk lidt glad lige nu, så jeg orker ikke depressive samtaler lige nu, for det kvæler bare min glæde."
Jeg lød lidt sur, men det var også på grund af min mangel på søvn. Jeg vågnede konstant op midt om natten med mareridt, og det eneste der hjalp på det, var når jeg lå inde ved min bror, som lige nu var på vej hjem fra ferie hos far, så det havde været en helt uge uden ham. En hel uge uden søvn. Jeg havde ikke set min far i snart et halvt år. Jeg orkede bare ikke. Mine forældre havde været skilt i snart otte år, og min far havde fundet en forfærdelig kvinde i mellemtiden, som han havde valgt at gifte sig med og flytte væk sammen med. Jeg hadede hende. Det værste var, at hun elskede mig. Hun havde selv fået en søn med min far, som nu var syv - den mest irriterende fugleunge jeg nogensinde havde mødt - og så kaldte hun mig "den datter jeg aldrig har fået". Jeg var ved at brække mig bare ved tanken. Og så blev far ved med at kalde hende for min mor. Det sidste i verden hun skulle være, var min mor. Jeg kunne ikke engang kalde hende for min pap-mor, derfor kaldte jeg hende pap-monster. Men det ville min far ikke høre mig sige, så det sagde jeg kun over for min bror. Han hed forresten Theodor, men han foretrak at blive kaldt Theo. Vi var begge to trætte af vores alt for fine navne efter vores mening, men mor syntes, at de var så smukke, og at de afspejlede vores personligheder. Jeg tror ikke far havde fået et ben til jorden, da vi skulle have navne som små.
Mor fulgte efter mig ned af trappen. Det var, som om hun ikke forstod min hentydning til, at jeg gerne ville være alene. Selvom jeg havde brugt hele formiddagen på min seng, hvor jeg gryntede vredt. Jeg hadede, når Theo ikke var hjemme. Vi havde det altid sjovt sammen, og det føltes, som om han var den eneste, der forstod min "psykisk ustabilitet", så han gav mig plads og luft til at ånde. Derfor var han nok den bedste bror på jorden, som en sindssyg pige på femte kunne have. Han var to et halvt år ældre end mig, så han fyldte snart atten, hvilket jeg vidste, at han glædede sig meget til. Jeg glædede mig blot til at se ham glad.
Jeg smed mig hen på sofaen, så det knirkede i de lyse gulvbrædderne. Og så fortsatte jeg med at være asocial og stirre op i loftet. Efter et kvarter kom mor hen på sofaen til mig og satte et glas vand på bordet og rakte mig den lille pille. Hun lod den dumpe ned i min frem strakte hånd.
"Jeg har ikke lyst," mumlede jeg. Jeg studerede den lille pille i min håndflad.
"Viana, du ved det hjælper," prøvede hun og rakte mig pillen og glasset. Jeg gad ikke tage lykkepiller. Jeg var jo ikke en psykisk syg, selvmordstruet person, som var nødt til at blive dopet med piller for ikke at kaste sig ud foran et tog hvert andet minut. Men jeg lagde alligevel pillen ind i munden og skyllede den ned med en slurk vand. Mor gjorde tegn til at jeg skulle åbne munden, så hun kunne tjekke, om jeg havde sunket den, så jeg åbnede munden på vid gab og løftede tungen, så hun kunne se, at den lille, lorte pille havde begivet sig på et eventyr ned gennem mit spiserør. Hun nikkede, lagde sin hånd bag min nakke, kyssede mig på panden og rejste sig op, idet det ringede på døren. Det gav et sæt i mig, og jeg sprang op, kantede mig op over ryglænet op sofaen - hvilket resulterede i, at jeg faldt ned på gulvet med et bump, men det skulle da ikke holde mig fra at se min bror igen. Jeg kunne høre mor åbne døren og udbryde: "Theo, min lille dreng." Det blev hun ved med at sige, selvom han snart var myndig. Jeg baksede mig op på benene og styrtede ud i entreen. Mine bare fødder klistrede til gulvet, hvilket lavede en klask'-lyd, når mine fødder landede på det lakerede gulv. Jeg stoppede op, da jeg kom ind i entreen, hvor jeg var ved at ryge ind i et bord, da mine fødder gled hen af gulvet. Mor trådte til side og gik ind i køknet. Theo så ned på mig og et stort smil bredte sig i hans kønne ansigt og hans store, brune øjne lyste op. Han smed sin taske på gulvet og strakte sine arme ud, som jeg klukkende løb direkte ind i. Jeg hoppede op i favnen på ham og slyngede mine arme og ben omkring ham, og han snurrede mig en omgang rundt. Da han igen satte mig ned, tog han blidt fat om min arm og trak ærmet på min lysegrå sweatshirt op. Han smilede tilfreds og lod den dumpe ned langs min side igen.
"Jeg er stolt af dig søs," lo han, men alvoren lå alligevel bag hans ord. Jeg smilede og trak ned i ærmet igen. Theo var min helt egen lykkepille. Ingen kunne gøre mig lige så glad som ham. Han tog sin taske og bar den op på sit værelse. Efter et par sekunder kom han spænende ned af trappen. Jeg nåede ikke at reagere, inden han havde grebet fat i min arm og fået mig op på sin ryg. Han løb ude af den åbne hoveddør og ud på græsplænen, hvor han satte mig af på den aflange træ gynge, som far havde lavet, da vi var små, som hang ned fra det store egetræ i vores forhave. Jeg lo højt. Det var lige, hvad jeg havde brug for.
Vi fjollede længe rundt ude i haven - faktisk helt til solen gik ned. Vi sad på græsset i bar tær og shorts, mens den rødglødende sol dykkede ned mellem hustagene.
"Har du fået nogle nye venner, mens jeg har været væk?" spurgte Theo og hev nogle græsstrå op, som han gav sig til at nippe i tusind stykker. Jeg vidste, at han gerne ville have mig til at få nogle venner, da han jo ikke kunne blive boende hjemme til han fyldte firs. Han vidste nok også, at han stort set var min eneste ven. Og han var endda min bror.
"Uhmm," tøvede jeg og klarede min stemme. "Jeg arbejder på sagen."
Han sukkede og nikkede og rettede blikket væk. Han tog en dyb indånding og kørte en hånd igennem sit fyldige bronze farvede hår. Han rystede svagt på hovedet og så ned. "Jeg kan ikke..." mumlede han men stoppede sig selv.
"Kan ikke hvad?" Jeg så indgående på ham og prøvede at få øjenkontakt med ham, men han blev ved med at se ned.
Han fnøs og tog sig til panden. "Det ved du godt, Viana. Jeg kan ikke klare at se dig på den måde." Hans stemme var ved at knække over, da han så op på mig.
"Hvad mener du?" spurgte jeg med spinkel stemme. Jeg vidste godt, hvad han ville svare. Og jeg vidste ikke, om jeg kunne klare svaret.
"At se dig sådan. At se min uvidende, forsvarsløse, søde lillesøster være ked af det. Jeg kan se glæden blive tappet fra dig. Jeg kan se, at du holder dig selv tilbage, fordi du er bange. Vil du ikke godt bare prøve. For min skyld. Prøv at få nogle venner. Vær sød at prøve, Viana," bad han og trak mig ind til sig, da tårerne samlede sig i mine øjne. Jeg trykkede mit hoved mod hans robuste brystkasse, hvor jeg kunne lytte til hans regelmæssige hjerte rytme.
Jeg lukkede mine øjne og lod mit hoved følge med, når hans bryst hævede og sænkede sig, hver gang han trak vejret. Det var rart at side her. Med hovedet på hans bryst, overkrop i hans arme og ben krydsede med hans. "For din skyld!"